Filmens historie 1895-1907

Det er nok de færreste, der på stående fod kan nævne en filmtitel fra før 1908. Men den tidligste periode af filmens historie - som vi her indrammer til årene 1895-1907 - er en guldgrube af gode historier. Om en opfindelse, der blev til en kunstart. Om mesterlige opfindere og effektmagere, tarvelig tivolisering, fantaster og forsøg. Velkommen til Filmens historie - de tidlige år med links, filmklip og fortællinger!

Filmens fødsel

Vi starter - for de interesserede - med en tur i klasselokalet.

Værten er filmhistoriker John Hess, og han leverer på under 15 min. en både overskuelig og dynamisk tur gennem filmens fødsel - med mange gode illustrationer og stikord.

Hvis man synes at stumfilm kan virke lidt langsommelige hver for sig, er dette et oplagt sted at begynde! Se filmen HER.

 

Kriminalitet i de første danske stumfilm 

Faktisk begynder dansk filmhistorie med kriminalitet. I den første danske fiktionsfilm, Peter Elfelts 'Henrettelsen' (1903), føres en kvindelig barnemorder til henrettelse. Angiveligt drejer det sig om en fransk sag. I Danmark var henrettelser sluttet i 1892. Desværre er kun to minutter af filmen bevaret. Vi ser ikke forbrydelsen, kun indledningen til straffen. Men den kriminelle tone er slået an.

Sådan skriver Peter Schepelern på det formidable site www.stumfilm.dk. Læs mere af hans fokus på forbrydelse og straf HER.

Og se den ikke 100% forløste fortælling HER 

Edison

"In his 84 years, Thomas Edison acquired a record number of 1,093 patents (singly or jointly) and was the driving force behind such innovations as the phonograph, the incandescent light bulb and one of the earliest motion picture cameras."

Læs om et af den tidlige films uomtvistelige genier - også når det gjaldt PR - på linket HER.

 

Det bobler. Det sitrer. Det forvrænger. Det ligner en psykedelisk drøm

Og så er det noget så banalt som eddikesyre, der skaber den fantasmagoriske effekt.

I filmens barndom var de fleste film nitratfilm og voldsomt brændbare. Men også den senere celluloidfilm kan opgive ævred og blive 'sur' og gå i opløsning. For arkivarer et mareridt. For Bill Morrison et skatkammer.

Filmkunstneren har gjort tidens gang og den materielle forvanskning af gamle filmstumper til en del af sit udtryk, bl.a. i kortfilms-perlen 'Decasia'.

"A stirring, haunting modern masterpiece ... It makes you feel that the art, as opposed to the business, of cinema does have a future - even if it has to be found deep in the past," skrev The Guardian om filmen.

Nyd FilmStrucks fine portrætdokumentar med masser af sanselige og HELT anderledes stumfilmsbidder HER.

 

LOIE FULLER

"Da hun først optrådte med "The Serpentine" i New York, gispede publikum og sagde at det var som en sommerfugl, en orkidè, men det var jo bare hendes kostume forvandlet af bevægelse, kulørte farver og moderne teknik. Loie Fuller havde opdaget lyset."

Se en af de mest vidunderlige tidlige dansefilm, nej, film i det hele taget, HER.

Og læs meget mere om kunstneren bag - fx på DETTE site.
 

MÅ MAN DET? BØR MAN?

Her er nogle af historiens allerførste film - som du ikke har set dem før: De berømte minifilm, som gjorde Lumière-brødrene historiske, i 2.0-version.

I 1895 opfandt Louis og Auguste Lumière kinematografen og viste nogle af de allerførste film i de levende billeders historie. Og essentielt: De lavede de første offentlige filmvisninger og gjorde filmen folkelig - og kommerciel. Så måske ville tanken om opdateringer ikke være faldet dem for brystet?

Se dem HER.

Det er dog en principiel diskussion, der er relevant at tage, nu hvor kunstnerne og folkene bag optagelserne selv ikke kan ytre sig.

Der er gået lidt sport i at opgradere stumfilmstrimler med moderne digital teknologi. Peter Jackson har bragt 1. Verdenskrig tæt på (endda med eftersynkroniseret lyd), DR har bragt serien 'USA i farver' med effektiv brug af bl.a amatørfilm til at bringe datidens hverdagsskæbner frem i lyset.

Nogle finder sådan en make-over spændende og livgivende, andre som et overgreb på en kulturskat.

PS: FILMTIP: LUMIÈRE!

Hvis man bedst kan lide sin Lumière sort/hvid (og måske endda godt vil have den formidlet med liv og vid), er der heldigvis også råd for det: Den skønne 'Lumière!' ligger tilgængelig på Filmstriben.

Ud af mere end 1.400 (!) af brødrenes film har Thierry Frémaux, direktør for Cannes-festivalen og Institut Lumière, udvalgt 114 styks og introducerer dem på sin vanlige elegante og vidende facon. Her er både herostratisk berømte film (som den fra togperronen i Lyon, der fik publikum til at hvine af angst for den buldrende maskine) og hidtil ukendte optagelser - altsammen nænsomt restaureret og samlet for at fejre Lumières arv.

Se filmen HER.

THE BRILLIANT BIOGRAPH: LEVENDE BILLEDER FRA EUROPA 1897-1902

Eye Amsterdam og British Film Institute har restaureret en række sjældne optagelser fra perioden 1897-1902 og samlet dem til en film med titlen ’The Brilliant Biograph. Earliest Moving Images (1897-1902)’.

Begejstringen for det nye medie lyser ud af disse tidlige filmstrimler. Vi oplever seværdigheder, sportsstævner, stormvejr og skovbrande og ser livet udfolde sig i Venedig, Berlin, Amsterdam og London for 120 år siden. Strimlerne er optaget med et unikt 68 mm Mutograph kamera, der skabte billeder i ekstraordinær høj opløsning.

Filmen bliver vist under den kommende København Stumfilmfestival / Cinemateket 9.-14. juni 2021, men se den 8 minutter lange ’the making of’, som fortæller om tilblivelsen af ’The Brilliant Biograph’ og herunder om 68 mm Mutograph-kameraet HER.

 

SKJULTE SKATTE

Den franske entreprenør Léon Beaulieu solgte i slutningen af 1890'erne små bøger, der kunne bladres hurtigt igennem og kreere effekten af et filmklip fra de første filmselskaber. Beaulieus bøger har været gemt væk, men er nu blevet restaureret og bragt til live.

Robert Byrne og Thierry LeCointe har sammen restaureret og omdannet bøgerne til små kortfilm. Den spæde begyndelse på filmens historie er bragt tilbage fra glemslen i disse kortfilm og giver et sjovt indblik i tiltrækningskraften, filmen som attraktion havde.

Du kan læse et essay fra makkerparret omkring tilblivelsen af Beaulieus skjulte skatte HER.

På nedenstående link kan du se film fra Gaumont-kataloget heriblandt faderen til special effects, Georges Méliès, eller den tyske opfinder Max Skladanowsky. Der er rigeligt at dykke ned i!

Se filmene HER.

DEN FØRSTE KVINDELIGE INSTRUKTØR

Alice Guy-Blaché var en af filmhistoriens første pionerer. Hun var den første kvindelige instruktør med sin debutfilm 'La Fée aux Choux' fra 1896. Filmen var en af de første film med et narrativ, hvis ikke dén første!

Alice Guy-Blaché arbejdede hos det franske filmselskab Gaumont, hvor hun etablerede sig som en af sin tids største instruktører. Fra 1896 til 1906 var hun ansvarlig for at systematisere film med narrativer hos Gaumont.

Senere drog hun sammen med sin mand til USA og fortsatte filmkarrieren i det nye Hollywood.

I 2018 udkom dokumentaren 'Be natural: the true untold story of Alice Guy-Blaché' lavet af Pamela B. Green, der portrætterer en af de unikke skikkelser fra det 19. århundredes filmhistorie.

Se filmen HER.

Du kan desuden købe en t-shirt med Alice Guy-Blaché som tryk og være med til at støtte initiativer, der sætter fokus på kvindelige filmskabere- og skribenter HER.

Fascinerende filmoptagelser fra dagligdagens Kina omkring år 1900

Fra La Cinémathèque française og deres enorme samling. Se filmoptagelserne HER.

Ps: Et mere opdateret Kina venter forude i serien Kina under forandring / filmserie og talks i Cinemateket.
 

Dokumentar om effektpioneren og filmkunsteren Georges Méliès

Her er en nyproduceret og VIRKELIG god dokumentar om effektpioneren og filmkunstneren Georges Méliès frit tilgængelig på ARTEs streaming-side, hvor man også kan finde en del af hans film (dog kun enten på fransk eller tysk). Se den HER.

 

LOÏE FULLER ll

Vi åbnede dette periodefokus med korte optagelser af den amerikanskfødte danserinde Loïe Fuller (1862-1928), en pioner inden for moderne dans.

Vil man vide mere om hendes liv, er der levende billeder til at guide, for biopic'en Danserinden’ (2016) ligger på Filmstriben. Se den HER.

Sidst i 1800-tallet rejser en amerikansk bondepige til Paris i jagten på et gennembrud som danserinde. Hun får stjernestatus hos det parisiske natklubpublikum, men denne status trues, da en rival dukker op i skikkelse af en ny danserinde, Isadora Duncan (1878-1927).

 

Hoffotograf Elfelt og de første danske filmoptagelser 

Hoffotograf Elfelt lavede de første danske filmoptagelser - men havde stor arbejdsradius, som det ses her - med en jobbeskrivelse, man ser alt for sjældent i dag.

Annoncen er spottet i Nationaltidende anno 1911.

Er du interesseret i stort og småt fra perioden, kan du læse mere på Filmens historie 1908-1920.


Afrunding på filmens allerførste år

Vi har naturligvis kun lige ridset overfladen. Et par oplagte tips til videre udforskning og fornøjelse er lige ved hånden og drives af vores gode DFI-kolleger:

Stumfilm.dk rummer både en guldgrube af danske film, introduktioner og tværgående temaer: https://www.stumfilm.dk/stumfilm/temaer.

Filmmuseet / Det Danske Filminstitut er mere internationalt sindet og ikke begrænset til en bestemt periode.


Filmhistorien fortsætter på: Filmens historie 1908-1920

Dette er en del af Cinematekets alternative online filmhistorie.
Læs mere om konceptet HER

Og følg med i filmhistorien på Facebook og Instagram

Mere filmhistorie

Cinemateket giver alle en mulighed for at hoppe med på filmhistoriens spændende vogn. Under nedlukningen har vi gjort det online og på en ny form, årti for årti. Her kan du finde en oversigt over de forskellige årtier.