FILMENS HISTORIE: 1930'ERNE
1930'erne var præget af politisk tumult og økonomiske problemer i mange dele af verden. 'Den Store Depression' meldte sin ankomst i USA, og Europa var stadig ved at komme sig over Første Verdenskrig. Grundet tidens usikkerhed blev eskapistiske eventyrfilm og gyserfilm enormt populære - tænk bare på "Dracula" (1931), "Frankenstein" (1931) og "King Kong" (1933) som nu ses som klassikere i filmhistorien.
1930 til 1940 var samtidig et årti, der markerede 'the Golden Age' of Hollywood. Studiosystemet var på sit højeste her - det vil sige, at det var studierne, der havde den kreative kontrol, stod for produktion af filmene, distributionen samt ejerskab af biograferne. Studierne opdagede desuden filmstjernernes tiltrækningskraft og begyndte at skabe filmene rundt om stjernernes karisma. Blandt de helt store filmstjerner kan her nævnes Fred Astaire og Ginger Rogers, som revolutionerede filmmusicalen, Clark Gable - "The King of Hollywood" - der markerede sig selv som verdensstjerne med blandt andre "Gone With the Wind" (1939), og Katharine Hepburn, som blandt andet vandt en Oscar for sin rolle i "Morning Glory" (1934).
Herhjemme får lydfilmen i 1930'erne sit gennembrud og muntre lystspil med sange, såkaldte folkekomedier, blev årtiets dominerende genre. Tænk på "Panserbasse" (1936) med Ib Schønberg som folkelig politibetjent og film som "Rasmines Bryllup" (1935) og "Bolettes Brudefærd" (1938), som begge er hyggelige og underholdende folkekomedier.
STRAND, JAZZ-BALLET OG HÅNDBAJERE
Rejs med tilbage til trediverne gennem tre korte og livssprudlende klip fra Filmcentralens historiske vingesus.
Først tager vi en tur på Bellevue Strand en sommerdag i 1935. Det fine borgerskab nyder lidt godt til ganen på strandens beværtning. Kroppe kastes i vejret og gribes igen. Der danses og snakkes søvnigt i sandet. Solbadere kaster nysgerrige blikke mod kameraet, og der vinkes ivrigt fra bølgerne. Der sker meget i den lille dokumentar, og der er rigtig mange mennesker. Mon sommeren tillader en svingom i strandkanten? Se "Bellevue" HER.
Kridt danseskoene og få styr på saltomortalerne og de øvrige steps hjemme i stuen med Wilhelms Feldmann’s Danse Institut, som i en reklamefilm fra 1931 viser vejen frem akkompagneret af et muntert stykke jazz. Se filmen HER.
Begejstringen vil ingen ende tage, da det første øltog forlader Carlsberg Godsstation på Bryggeriets 90-års fødselsdag den 10. november 1937. En flok ølentusiaster er stimlet sammen. Hatte og håndbajere hæves lystigt i luften, og selvom der er tale om en stumfilm, kan det næsten høres, hvordan der skvulpes og skåles. Se filmen HER.
EVENTYRETS BIZARRE BAGSIDE
Der findes flyvende huse og lyserøde bobler. Hekse, klakkende rubinsko og tryllestave. Levende fugleskræmsler og gamle grundbitre træer, der kunne kværulere længe før rødderne i Ringenes Herre. Men stærkest af alt findes der venskaber, tro, håb og kærlighed i Victor Flemings amerikanske fantasy-film “The Wizard Of Oz” fra 1939, – baseret på L. Franks børnebog “Troldmanden fra OZ” fra 1900. Fortællingen taler for sig selv, men særligt brugen af farver, som overtog stumfilmens grå toner, gør filmen stilistisk overlegen og til en milepæl i filmhistorien.
Men som stuntmændene fra 20’erne nok ville kunne nikke genkendende til, er stor kunst og et manglende kendskab til kemikalier og deres påvirkning af kroppen ikke altid lige omkostningsfrit. Under optagelserne af “The Wizard Of Oz” florerede bl.a. alkoholisme, allergier og asbest. Kom i DENNE video bag lyset på de bizzare ting, som foregik på settet.
“THERE’S NO SUCH THING AS AN IMPOSSIBLE MAKEUP!”
Mød Jack Pierce, “The maker of monsters” og en af filmhistoriens mest indflydelsesrige makeup-artister.
Jack Pierce (1889-1968) var en amerikansk makeup-artist og huskes af de fleste nok bedst for sit arbejde på store Universal-film, så som “The Mummy” (1932) eller “Frankenstein” (1931) med Boris Karloff i hovedrollen. Pierce overtog den kosmetiske kittel fra Lon Chaney, der gennem 1920’erne gjorde sig bemærket ved at skabe groteske og ofte smertefulde makeups og masker. En ildsjæl, der brændte så meget for sit fag, at han endte med at miste en del af synet i rollen som Quasimodo i The Hunchback of Notre Dame (1923), hvor han havde et øje på størrelse med Det Gyldne Lyn monteret over sit eget i skadeligt lang tid.
Ikke desto mindre blev Chaney en øjenåbner for Pierce og Universel og forsynede publikum med deforme, monstrøse ansigter, som går igen i Pierce arbejde. Et arbejde, der ofte var så tidskrævende, at Boris Karloff sommetider tog monsteret med hjem fra settet og sov med Frankensteinmasken på.
Du kan i DENNE artikel komme om bag masken på monster-malerens virke gennem uddybende tekster, videoklip fra de forskellige film og herlige billeder af make-up processerne før optagelserne, hvor Pierce sidder ansigt til ansigt med sine selvskabte monstre og altid med et smil på læben:
Og har du mod på mere kan du her høre Boris Karloff tale om Frankenstein-karakteren, som ændrede skuespillerens liv og blev hans bedste ven i videoen HER.
I DETTE klip, taler Rick Baker, nutidens svar på Jack Pierce, om inspirationen fra forgangsmanden, Pierce:
Og HER kan du se traileren til dokumentaren: "Jack Pierce the Maker of Monsters"
DEN POETISKE REALISME
Filmbranchen var markant anderledes i Frankrig end i Hollywood. De store filmselskaber som Pathé og Gaumont led i overgangen til lyd. Derfor blev der fortsat eksperimenteret i fransk film som i 1920'ernes galskab, men de avantgardistiske film uden plot eller en rød tråd blev skrottet. I stedet blomstrede de små filmselskaber med mindre filmhold.
En af de vigtigste tendenser var den poetiske realisme. Det franske samfund var præget af venstreorienteret politik. Folkefronten vandt det franske valg i 1936, og de socialistiske ideologier prægede også den poetiske realisme.
Realismen skal ikke forstås som film optaget on-location med amatørskuespillere, men nærmere, at filmenen omhandlede arbejderklassen eller de marginaliserede på kanten af samfundet.
Den poetiske del henviser til filmenes æstetik og fatalistiske karakterer ofte med død som en central tematik.
Der er et væld af film og instruktører at stifte bekendtskab med fra den poetiske skatkiste!
Jean Vigo døde i en alder af blot 29 år i 1934 og instruerede blot én spillefilm og én kortfilm. Spillefilmen 'L'Atalante' er værd at se alene for dets undervandsscener, men også Michel Simon i rollen som sømanden Jules (billedet).
Den helt store filmkanon i 1930'ernes Frankrig var Jean Renoir. Renoir er bedst kendt for 'La Grande Illusion' fra 1936 om franske krigsfanger under 1. verdenskrig og er en af de bedste franske film.
I 1939 havde Renoir premiere på 'La Régle du Jeu', men floppede både hos anmelderne og blandt publikum. Renoir lavede filmen drastisk om uden held, men filmen blev i 1956 restaureret og vist som oprindelig udtænkt.
Filmen er et fatalistisk blik ind i det bedre borgerskabs undergang inden 2. verdenskrig og er i dag hyldet som en af de bedste franske film sammen med 'La Grande Illusion'.
Du kan se 'La Régle du Jeu' ('Spillets Regler') HER
DOKUMENTARER OM VIRKELIGHEDEN
Dokumentaren har eksisteret siden filmens spæde begyndelse, men i 1930'erne får dokumentarismen en opblomstring!
I Storbritannien bliver dokumentaren bl.a. brugt som opfordring til at købe britiske varer eller skildre et velfungerende postvæsen i 'Night Mail' fra 1936. 'Night Mail' er stærkt inspireret af den sovjetiske montagefilm fra 1920'erne.
I Storbritannien bliver også den socialrealistiske dokumentar 'Housing Problems' (1935) lavet med nogle af de første voxpop-interviews i filmhistorien. I mellemkrigstiden var det afgørende at skildre den barske virkelighed, hvilket 'Housing Problems' gør med dens fremstilling af kummerlige forhold i de britiske arbejderkvarterer.
USA var ramt af Depressionen, hvilket også kom til udtryk i Pare Lorentz' to film omkring landbrugets krise. Filmene var uamerikansk statsstøttede af regeringen for at skabe opmærksomhed om det økonomiske reformprogram New Deal. De to dokumentarer skildrer hver deres langsbrugskrise.
Lorentz' dokumentariske 'The Plow that Broke the Plains' (1936) og 'The River' (1938) er begge tilføjet til National Film Registry som bevarelsesværdige og er begge filmperler fra 30'ernes dokumentarisme. De fortjener at blive set!
'The Plow that Broke the Plains' (1936)
Ib Schønberg
I 1930’erne var en af hovedskikkelserne inden for dansk film den folkekære skuespiller Ib Schønberg. I sit kun 52 år lang liv nåede Schønberg at være med i 111 film, der strakte sig fra 30’erne op til 50’erne.
Schønberg med sit lidt runde korpus stod ofte i skærende kontrast til sin underspillede, lavmælte spillestil. Med ganske rolig stemme kunne han spille en scene med stærke undertoner af kærlig omsorg, dyrekøbt livsvisdom, ydmyg skamfuldhed eller ætsende foragt for uretten.
En af Schønbergs mest kendte film er ’Panserbasse’ fra 1936, hvor Schønberg spiller den godmodige politibetjent Peter Basse.
I ’Panserbasse’ er en amerikansk gangster med tilnavnet "Engelske Joe" og sin bande taget til Danmark for at få fingrene i en epokegørende opfindelse, som en dansk ingeniør står bag: det lydløse maskingevær. Den trivelige Peter Basse, der patruljerer byens gader og som klarer alt på sin egen godmodige facon, bliver fanget midt i det hele og må med hjælp fra venner og 'Lille Connie' klare ærterne. Filmen er et klassisk dansk lystspil med sange og højt humør og kan ses HER.
KING KONG OG ET HISTORISK SLAG FOR SPECIALEFFEKTER
1930’erne var et epokegørende årti for filmindustriens udviklingen af specialeffekter.
Særligt Merian C. Cooper og Ernest B. Schoedsack’s eventyrlige “King Kong" fra 1933 var og er den dag i dag skelsættende i sin brug af illusioner og tricks, der snyder øjet. Fortællingen kredser om ‘Verdens 8. vidunder’ – den gigantiske gorilla-figur, der bliver offer for menneskets herskersyge.
Under optagelserne kombinerede den amerikanske stop-motion pioner Willis O’Brien bl.a. glasmalerier, som blev placeret foran kameraet, små miniature modeller som forgrunds-rekvisitter og kolossale malerier som baggrundstapet for at skabe dybde i billederne. Selve King Kong-figuren blev konstrueret i fire forskellige materialer alt efter hvilken stop-motion-bevægelse, den skulle udføre. Effekterne skabte et levende monster i en tredimensionel verden, der syntes virkelig og mere realistisk, end publikum var vant til at opleve. Dette er blot for at nævne nogle af de tekniske greb, som den tidlige stop-motion-animator kombinerede fra gamle værker og anvendte i King Kong.
Du kan i denne korte video få et filmhistorisk overblik over specialeffekter: Fra det første spæde ‘hug’ i “The Execution of Mary, Queen of Scots” (1895), hvor den stakkels Mary får kappet hovedet af ved en offentlig henrettelse – Til “King Kong” på toppen af Empire State Building fægtende med bare næver mod haglgevær og kampfly. En kamp, der nærmest er dømt til at styrtdykke fra starten. Stakkels Mary og stakkels udyr.
Heldigvis er det “jo bare specialeffekter”, og King Kong står i dag som et udødeligt monster med sine mange genindspilninger.
Du kan se en video om specieleffekters tidlige historie HER
DREYERS GYSERFILM
Carl Th. Dreyers første tonefilm 'Vampyr' udkom i 1932, men produktionen omkring filmen var særdeles problematisk. Dreyer optog hele filmen on-location og fik sine skuespillere til at mime deres replikker på fransk, tysk og engelsk. Det var planlagt at optage replikkerne på hvert sprog efterfølgende, men der findes ingen version med de engelske replikker.
Filmen er for at undgå de mange sprogproblemer sammensat med få replikker og mellemtekster som en stumfilm. Det gør kun filmen bedre, at billederne viser handlingen frem for forklarende replikker! Filmen fik en lunken modtagelse både fra anmelderne samt publikum og blev længe tænkt som Dreyers største fiasko.
Siden hen er 'Vampyr' dog blevet anerkendt og er bestemt værd at se med filmens bløde kamerafokus, uhyggelige stemning og en af de mest kreative mordscener, som var for voldsom for de tyske censorer!
Du kan (skal) se 'Vampyr' HER
KNUD RASMUSENS SIDSTE FÆRD
“Når i har set disse billeder, vil i forstå, hvorfor jeg holder så meget af Grønland”
Danske film fra 30’erne var meget mere end gemytlige lystspil og fjantede folkekomedier. Dette er Knud Rasmussens dokumentariske rejsefilm “Palos Brudefærd” fra 1934 et godt eksempel på. Den grønlandsk/danske polarforsker ville med dokumentaren vise resten af verden, hvor skønt det land, han fødtes i var. Han ønskede at vise et naturfolk i en natur, der var i overensstemmelse med sig selv.
Filmens mange skud af de smukke omgivelser er en stor sanselig oplevelse. Vores øjne møder snehvide klippestrækninger, hvorfra der nøgenbades, fanges fisk med skarpe spyd og opdrættes sæler. I et rent nydelsesorgie bliver råt sælspæk fortæret af mennesker og slædehunde, som var det fredagsslik. Der ryges fredspibe og synges ved bål. Mændende snitter træfigurer og laver mystiske masker alt imens kvinderne pynter deres mørke lange lokker med perlesmykker.
Smukkest af alt er, når en række anorakker i kajakker sejler i synkron symbiose mellem isblokke, moskusokser og isbjørne. De sort-hvide billeder glider ind over hinanden som årerne i vandet og går i ét med omgivelserne. Knud Rasmussen levede og overvågede arbejdet til det sidste, og billederne er optaget i hans ånd.
Vi bliver i filmen præsenteret for store tematikker som glæde og sorg, hverdag og fest. Liv og død og kampen om kærlighed.
I dag mindes vi Knud Rasmussen - “Den brave søn af Danmark” gennem optagelserne, som han nåede at bringe hjem før sin død. Og skønt dokumentaren ikke er en folkekomedie, er det ikke svært at få smil på læben, når vi i forfilmen ser folkehelten glad og fornøjet. Spændstig og ungdommelig. Som dengang, da han drog ud på sin sidste ekspedition med sine hjælpere.
Se Palos Brudefærd HER
Og HER kan du flere billeder fra settet.
"Toto, I have a feeling we're not in Kansas anymore!"
Sidst var fokus på de farverige historier fra settet. Nu kigger vi udelukkende mod farverne!
Op gennem starten af det 20. århundrede blev der eksperimenteret med farver i film, men ingen film har haft en større indflydelse på farvernes indtog på det store lærred end 'The Wizard of Oz' fra 1939.
'The Wizard of Oz' benyttede Technicolor-processen, som revolutionerede filmindustrien med dets komplicerede farvesystem med tre farvestrimler, der kunne nedsættes på én celluloidfilm og skabe den strålende palette; filmverdenen var for evigt ændret og ikke længere i Kansas!
Det var dog hamrende dyrt at producere farvefilm i slutningen af 1930'erne. Alle Technicolor-film krævede eksempelvis tilsynsførende fra firmaet for ikke at få ødelagt det dyre maskineri, hvilket var en af grundene til de fortsat mange sort-hvidfilm. . Academy Awards havde også frem til 1967 to kategorier for bedste fotografering, en til farve og en til sort-hvid.
'The Wizard of Oz' var ikke den første Technicolor-film til at bruge tre-strimmelprocessen, men filmens brug af farver fra Kansas' sepiamiljø til de røde glimmersko på den gule vej har solidt forankret filmen i historien.
Nettet bugner af videoessays omkring farvens historie og betydning for filmhistorien - her er et lille udpluk sammen med Judy Garlands ikoniske replik til hunden Toto.
- Vox' film omkring Technicolor og 'The Wizard of Oz'
- Videoessay med et videnskabeligt og teknisk blik på udviklingen af farvefilm
- En rangliste af de ti bedste brug af farver i film
- Judy Garland som Dorothy Gale - et glimt af filmhistorien:
VAGABONDENS SIDSTE DANS
Charlie Chaplin var ikke oprindeligt begejstret for lydens indtog i filmhistorien og havde heller ikke meget tale med i 'Modern Times' fra 1936. I stedet brugte Chaplin lyden som et filmisk virkemiddel på linje med klipning i en af de bedste komedier fra 30'erne og en ikonisk skildring af industrialiseringens indflydelse på det moderne samfund.
Det var første gang, at Chaplins stemme blev hørt på film med Vagabondens danseoptræden i restaurantscenen. Filmen var starten på en ny fase af Chaplins filmkunst, men det blev også enden på en anden.
'Modern Times' er den sidste film, hvor Vagabonden optræder, men afgjort et af højdepunkterne for den ikoniske stumfilmskarakter.
Hermed en anbefaling til filmvalget! 'Modern Times' er tidløs.
Du kan se filmen HER.
FRED ASTAIRE OG GINGER ROGERS
At sidde derhjemme, isoleret fra alt og alle, kan være - for at sige det mildt - ret kedeligt. Så hvad kan man lave? Måske er tiden inde til, at man ser musikken i øjnene… Sammen med Fred Astaire og Ginger Rogers; to af 30’ernes største stjerner!
De sang og dansede publikum igennem Den Store Depression og trænge år på den anden side af 1. verdenskrig. Måske kan de komme os til undsætning igen!
Se for eksempel HER måden de første gang rammer dansegulvet i ’Swing Time’ (Stevens, 1936). Ginger er en danseinstruktør, der netop er blevet fyret af sin chef, men ind kommer Fred, som forsøger at gøre tingene gode igen mellem Ginger og chefen ved at lade som om, Ginger lige har lært ham en hel koreografi.
Ginger tror, at Fred er lidt af en tosse lige indtil han begynder på sin noget avancerede stepdans, og hun indser, at Fred er en professionel danser. Hendes ansigt lyser op, chefen sætter sig ned for at se deres rutine - Fred, som stepdanser og Ginger, som hun selv ofte sagde, der gør præcis det samme - bare baglæns og i hæle.
Det er et fantastisk eksempel på den magi de to store stjerner fra 30’erne havde sammen og ’Swing Time’ er da også en af deres bedste film.
Så hvis du mangler noget at lave, så dans dig igennem disse trælse 2020’ere med nogle af 1930’ernes største stjerner!
OPFØRELSEN AF DATIDENS SVAR PÅ IMPERIAL – PALLADIUM BIOGRAFEN
Savner du også biografens altopslugende mørke? Det gør vi! Og mens vi venter på, at vi atter kan fordybe os i film på de store lærreder, tager vi I DENNE FILM de historiske vinger på og suser over Rådhuspladsen og Vesterbrogade i 1938, hvor opførelsen af den gamle Palladium-biograf udførtes på 8 måneder:
Byggeriet var tegnet af arkitekten Ernst Kühn, og salen, var i sin tid den mest luksuriøse og moderne i landet med sine 1.347 siddepladser. (Imperial har i dag 996!) Væggene blev dekoreret med relieffer og biografen var i mange henseender en miniatureudgave af Radio City Music Hall i New York, der med sine 5933 siddepladser var verdens største indendørs teater, da det åbnede i 1932. Det ville være en skam at sige, at Palladium biografen var en billig affære. Byggeriet var budgetteret til 1 million kr., men som en anden Niels Bohr bygning, kom den til at koste næsten det dobbelte, hvilket var en svimlende sum i sin tid. Den gamle Palladium biograf blev revet ned i 1977 for at give plads til Industriens Hus (bygningen med de mange farverige lysstofrør ud til Rådhuspladsen), men eksisterede frem til 2010. Den blev etableret af filmselskabet Palladium, som i 1979 solgte den til Nordisk Film.
Du kan HER læse mere om Palladium og se filmselskabets produktioner, der bl.a. tæller Palos brudefærd (1934), Panserbasse (1936) eller Elverhøj (1939), som alle kan ses på Filmstriben.
QUIZ DIN VIDEN OM 1930'ERNE!
Ved du noget om Lang, Chaplin eller 'Scarface'? Du kan HER teste din viden om 1930'erne med en quiz om årtiet.
Held og lykke med quizzen!
Dette er en del af Cinematekets alternative online filmhistorie.
Læs mere om konceptet HER