Velkommen til filmens historie 1950-1960!
I perioden efter 2. verdenskrig idealiserede de fleste Hollywood film de konventionelle værdier som familie og ægteskab, mens den unge generation søgte mod nye og spændende symboler på oprør og rebelskhed. Hollywood så de unges ønsker og reagerede på det. Så i de tidlige 50’ere bredtes ’anti-helten’ – ofte i form af en rebelsk ung mand iført læderjakke og attitude og ofte besat af tidens nye stjerner; James Dean, Paul Newman og Marlon Brando. 50’ernes Hollywood begyndte også i høj grad at dyrke kvinden – enten som den ’over-seksualiserede kvinde’ – Marilyn Monroe eller Jane Russel – eller den mere ’sofistikerede kvinde’ – Audrey Hepburn eller Doris Day.
Det var også i 50’erne, at Alfred Hitchcock havde premiere på nogle af sine bedste film. Klassikere som ’Skjulte Øjne’ (1954), ’En Kvindes Skygge’ (1958) og ’Menneskejagt’ (1959) blandt mange andre.
Herhjemme prægedes filmene af en tilbagevenden til den eskapistiske, nationalt farvede hyggekultur, som havde været karakteristisk for 1930'ernes folkelige film. Efter krigens voldsomheder blev folkekomedien igen populær. Periodens største succes, ’De Røde Heste’ (1950), som var baseret på Morten Korchs folkelige romaner om det danske landmiljø, solgte over 2,6 millioner billetter (til en befolkning bestående af 4,5 millioner).
Filmens instruktør var Alice O'Fredericks, der uden tvivl må siges at være den danske filmhistories mest produktive og magtfulde kvindelige instruktør. Hun lavede også sidenhen de populære familiefilm ’Far til fire’, hvor otte af dem blev produceret i 1953-1961, og som siden da er blevet genindspillet flere gange – senest sidste år med ’Far til fire & vikingerne’ (Miehe-Renard, 2020)
EN FORÅRSSANG FOR ALICE O’FREDERICKS OG ‘FAR TIL FIRE’-FAMILIEN
Med en forårssang fra den første ‘Far til fire’-film fra 1953 hylder vi Alice O’Fredericks, som ikke alene var en af de første kvindelige instruktører i Danmark – Hun var også en af de mest produktive blandt både mænd og kvinder.
Alice O’Fredericks indledte sin filmiske karriere som statist i Benjamin Christensens ‘Heksen’ i 1922. Hun var uddannet kontorassistent og startede som scripter hos Christensen. Siden tog opsigelsen på karrierestigen fart og allerede i samme år, startede hun et filmselskab med skuespilleren Johannes Meyer. Sideløbende var hun assistent for den berømte filminstruktør Lau Lauritzen junior, der blandt mange film står bag ‘Farlig ungdom’ fra 1953.
Selv debuterede Alice O’Fredericks som instruktør i 1934 med filmen ‘Ud i den kolde sne’ i et samarbejde med filmselskabet Palladium (som du kan læse mere om på eventet: FILMENS HISTORIE 1930'erne) og senere ASA filmstudierne.
De fleste vil nok huske Alice O’Fredericks bedst for hendes filmatisering af ‘De røde heste’, der blev en af danmarkhistoriens største biografsucceser med et billetsalg på omkring 2,3 millioner. Eller for hendes Morten Korch- og ‘Far til fire’-film i 1950’erne.
’Far til fire’-filmene blev Alice O’Fredericks's svanesang. De var en stor succes blandt publikum, men blev desværre ikke mødt med samme jubel hos pressen. Alice brugte derfor meget tid og energi på at forsvare filmene på sine gamle dage.
Alice O’Fredericks døde i begyndelsen af 1968 efter et langt sygdomsforløb med gigt, som tvang hende til at sidde i en kørestol. Dette afholdte dog ikke den passionerede filmskabers trang til at producerer adskillige film fra kørestolen, hvorfra hun som en anden dronning blev båret rundt af to mænd under optagelserne.
Du kan HER høre skuespilleren og samarbejdspartneren Ib Mossin tale om “det fantastiske unikum”: Alice O’Fredericks og hendes filmiske ildhu med herlige filmklip fra deres fælles karriere.
Og HER kan du høre Jørgen Reenberg i rollen som lærer Jørgen Stæhr i den første ‘Far til Fire’-film, hvor han synger en smuk og dejlig forårssang til den yndige Birgitte Price som Søs.
1950'ERNE OG MARLON BRANDO!
1950-1960 var et årti, hvor nogle af Hollywoods største stjerner eksisterede side om side. Marilyn Monroe, James Dean, Grace Kelly, Paul Newman og flere var alle ’Domestic Box Office Leaders’, der hev publikum i biografsæderne og tjente styrtende med penge for produktionsselskaberne bag filmene.
Men én af de største stjerner, og en af dem, der har lyst klarest, må siges at være Marlon Brando.
Skuespil var noget som Marlon Brando dyrkede fra han var helt lille af. Brando blev født ind i et hjem med en alkoholisk mor og en far, som ofte var ude på forretningsrejser, og den unge Marlon kunne tit finde på at spille skuespil og lave sjov for sin mor for at få hendes tanker og opmærksomhed væk fra alkoholen. Brandos barndom og unge år var gennemgående præget af svigt og sorg, og han havde ikke mange gode minder om sin barndom - noget, som han delte med sin karakter Paul i ’Sidste Tango i Paris’ (Bertolucci, 1972) – en film baseret på Bertoluccis eget liv med inspiration fra samtaler med Brando.
Brando begyndte at dyrke skuespillet mere og mere, da det var en af de eneste ting, han syntes, han var god til og en af de eneste ting, han fik ros for. Da han var 18 år, tog han til New York og studerede under Stella Adler, som introducerede Brando for blandt andet ’den emotionelle erindring’. En teknik udviklet af den russiske instruktør Konstantin Stanislavski, hvor skuespilleren tænker tilbage på et øjeblik i deres liv, og genkalder sig følelser, der kan bruges i en scene. En anden teknik, Brando blev introduceret for, og i høj grad gjorde kendt, er det, der ofte bliver omtalt som ’method-acting’. Det kan ses som en teknik, hvor skuespilleren fordyber sig i en karakter i en sådan grad, at skuespilleren ikke ’spiller’, men blot ’er’ karakteren.
Med sit gennembrud i filmen ’Omstigning til Paradis’ (Kazan, 1951) blev Brandos talent helt tydeligt, og når man ser scenen i dag, er det mærkbart hvor langt forud sin tid Marlon Brando var. Vivien Leighs skuespil kan forekomme noget stift og ’old-school’ klassisk, mens Brando fremtræder dynamisk og naturlig i sin rolle som Stanley Kowalski. Se et klip fra filmen HER.
Efter ’Omstigning til Paradis’ var Brando med i en række film, som han blev Oscar-nomineret for. ’Viva Zapata!’ (Kazan, 1952), ’Julius Cæsar’ (Mankiewicz, 1953), ’Vild ungdom’ (Benedek, 1953) og selvfølgelig ’I storbyens havn’ (Kazan, 1954).
Brandos karriere tog et dyk i tiden efter 50’erne, men blev genoplivet i samarbejdet med Francis Ford Coppola i 70’erne. I rollen som Don Corleone i ’The Godfather’ (Coppola, 1972) og som den lige dele uhyggelige og hypnotiserende Colonel Walter E. Kurtz i filmen ’Dommedag Nu’ fra 1979.
’Dommedag Nu’ kan blandt andet ses på Filmstriben.
FILMANBEFALING: 'ELEVATOR TIL SKAFOTTET'
Frankrig havde et vildt årti i 60'erne med den franske nybølge, der var en af de vigtigste bevægelser i filmhistorien med instruktører som Godard, Truffaut, Rohmer, Varda osv.
En af filmene, der kom lige forud for bevægelsen er Louis Malles debutspillefilm 'Elevator til skafottet' fra 1958, som er en ægte film noir-perle og perfekt til regnvejrsdage! Biltyveri, femme fatales, en uduelig elevator og dobbeltdrab er nogle af elementerne, du får fornøjelsen af i ca. halvanden time.
Louis Malles krimifilm er blevet anerkendt for dets moderne visuelle udtryk og klipning, men det ikoniske soundtrack af trompetisten Miles Davis er svært at komme udenom som det mest mindeværdige.
Miles Davis hev fire musikere med i studiet efter en optræden i Paris for herefter at improvisere hele soundtracket på én aften! Davis skabte med sit soundtrack en introduktion til stilen fra Davis' senere legendariske album 'Milestones' og 'Kind of Blue.
Herfra en anbefaling til fransk film noir-guld med en stemningsskabende lydside, der stadig holder 63 år senere. Filmen er heldigvis tilgængelig på Filmstriben, hvilket bør udnyttes!
Du kan se 'Ascenseur pour l'échafaud' ('Elevator til skafottet') HER
FILMANBEFALING: STIL REJSELÆNGSLEN MED EN DOKUMENTARISK SALTVANDSINDSPRØJTNING FRA GALATHEA-EKSPEDITIONENS JORDOMSPÆNDEDE SEJLADS
Hvordan så verdenshave ud i 1950’erne? Og hvad sker der, når en sømand går i land? Man ved aldrig helt, hvad der kan ske, men man kan blive klogere gennem Hakon Mielche’s eventyrlige dokumentar ‘Jorden rundt på 80 minutter’, som tegner et eventyrligt og antropologisk portræt om ekspeditionsskibet ‘Galatheas’ jordomsejling fra 1950 til 1952.
Eventyret startede ved Langelinje kaj med en hornblæsers signal og afskedsvinken fra familier og venner, unge kvinder samt Dronning Ingrid og selveste “Sømandskongen” Frederik den 9., der selv havde en forkærlighed for livet til søs, og som så mange andre sømænd, var rigt tatoveret.
Galathea-ekspeditionen var den anden af sin slags og havde som den første ekspedition i 1845 det dobbelte formål, at være en videnskabelig ekspedition, som samtidig sattes i søen for at repræsentere Danmark på verdenshavene. På det videnskabelige plan var det primært dybhavsundersøgelser, der var i fokus. En skibsladning mænd var opsat på at komme til bunds i verdenshavenes afgrunde, der var så bunddybe, at man ville kunne skjule Mount Everest i dem.
Ekspeditionen varede godt 21 måneder, og målet om at udforske, om der fandtes liv på de største havdybder, hvor ingen redskaber før havde været, lykkedes. Dette gav besætningen mere tid til eventyr på land.
Når der ikke opfangedes mystiske væsener fra havets dyb, lagde Galathea til ved et hav af kyster, som bl.a. tæller Lissabon, Guldkysten, Singapore, Bangkok, New Zealand og Hawaii.
Som frontløbere for Troels Kløvedal og Nordkaperen udforskede besætningen landenes forskellige religioner og lokale miljøer. I Liberia blev der eksempelvis set nærmere på urskovens rågummi-produktion og på ubekymrede dyr, der gnaskede nedfaldende frugter og undgik at få deres nerver ødelagt i storbyens travle trummerum. Søens besætningen mødte også forskræmte kvinder i junglen, der ikke var vant til at se hvide mænd.
Det er næsten som om, man selv er med som gast på skibet, når der bælles kølige øl eller spilles teater på det stegende hede dæk, som i slutningen af ekspeditionen er fyldt med vilde dyr og skatte fra verdenshavene. Eller når der danses karneval, surfes, bindes blomsterkranse eller gives kys fra Sydhavs-prinsesser.
Dokumentaren akkompagneres oplagt af munter musik fra den folkekære Flemming Quist Møller (manden bag Bennys Badekar) og en fortællerstemme, som taler et levende og billedligt sprog. Et sprog, der er lige så gammeldags, som det er poetisk. Konservative ord om race, der i dagens lys ville opfattes stødende, bliver inkluderet, og filmen skal ses i ånden af sin tid. Det kan dog på det varmeste anbefales at se den. Særligt i en tid hvor alle verdens lande er markeret med rød, og de fleste rejser er bandlyst.
Så har du brug for at få dulmet rejselængslen med farverige fortællinger eller er du nysgerrig på at se, hvordan en “Kys mig straks fisk” ser ud, kan dokumentaren ‘Jorden rundt på 80 minutter’ ses på Filmstriben.
BOGANBEFALING: MINE BIOGRAFER / JØRGEN STEGELMANN
Berlingske Tidendes førsteanmelder i 1950’erne hed Svend Kragh-Jacobsen. Det var ham, der anmeldte de store premierer i biograferne i Københavns centrum. Jørgen Stegelmann (far til Troldspejlets Jakob Stegelmann) tog sig af alle de andre premierer ude i brokvartererne og forstæderne. Og dem var der mange af – både film og biografer – i en tid før tv blev allemandseje. Stegelmann cyklede og gik rundt fra biograf til biograf og gemte alle billetterne, som han forsynede med en lille anmeldelse og karaktergivning. Så meget som der nu var plads til på bagsiden.
’Mine biografer’ er fornem erindringslitteratur. Emmende af atmosfære og tidskolorit, men tilbageholdende med banal nostalgi. Man kan dufte biografsæderne og skutter sig med forfatteren i kulden udenfor bagefter under læsningen. Glæden ved at gå i biografen – tit og ofte og med en konstant sult efter nye filmoplevelser – er vist aldrig før eller siden skildret så smittende som her. Eneste problem efter endt læsning er… ja, gæt selv.
Bestil bogen til hjemlån HER.
DEN BERØMTE VASE FRA OZU
Japan havde sin guldalder i 1950'erne med instruktører som Akira Kurosawa, Kenji Mizoguchi og ikke mindst Yasujiro Ozu.
Alle tre instruktører havde hver sin stil, og i denne omgang vil vi rette kameraet helt lige ind på Ozu.
Ozus film er letgenkendelige. Ozu bevægede næsten ikke kameraet og brød også 180-gradersreglen ved at filme direkte på skuespillerne i dialogscener. Ozu er dog mest berømt for sit lavtplaceret kamera, der er kendt som "tatami" eller "pillow shots", da kameraet var i højde med en japansk siddepude. Disse indskudsklip benyttede Ozu i høj grad i overgangene mellem scener.
Et af disse overgangsklip, Ozu notorisk er kendt for, findes i den første film af Noriko-trilogien, hvis mest kendte film 'Tokyo Story' fra 1953 også er en af filmhistoriens bedste film.
Vi tillader os at nævne første del af trilogien 'Late Spring' ganske vist fra 1949, men vasen fortjener af blive nævnt! Hvad er der med den vase?
Ozu klipper til en vase under scenen mellem Noriko og hendes far, som netop falder i søvn.
Et klip på seks sekunder af en vase i mørke mellem to klip af Norikos ansigt. Der lyder ikke af meget, men de seks sekunder er blevet fortolket til ugenkendelighed i filmkredse og i den akademiske verden.
Hvad betyder vasen så? Er det et udtryk for tidens gang? Et blik ind i livets ubetydelighed? Norikos tankestop og blik mod rummet? eller er vasen et udtryk for forskellige perspektiver mod Noriko og hendes placering i Japans samfund?
Har I selv et bud på, hvad vi skal tænke om Ozu og vasen?
Yasujiro Ozu døde blot som 60-årig i 1963, men er foreviget i historie som af de største auteurs og satte sit aftryk med sine ikoniske indskudsbilleder, placering af kamera og ikke mindst fortællinger om familiers dynamik og problemer på tværs af generationerne.
The Nerdwriter har lavet et glimrende videoessay om Ozus vase, hvor der også bliver uddybet de utallige fortolkninger, som de kloge hoveder har gjort om vasen.
Du kan se videoessayet HER
STAR WARS I 50’ERNE?
Få film har haft lige så stor indflydelse filmenes historie som japanske Akira Kurosawas ’De syv samuraier’ fra 1954. Eftereffekterne af filmen kan ikke overvurderes og de spor filmen trækker, kan stadig mærkes i dag. Det er hans film, vi nu vil dykke lidt ned i.
’De syv samuraier’ handler om en lille landsby i 1500-tallets Japan, der hyrer syv samuraier til at forsvare byen mod de røvere, man frygter vil stjæle høsten og udslette byen. De syv samuraier består af en broget og forskelligartet flok, som hver især må finde sin plads i gruppen og som må lære at samarbejde som én for at redde byen og dens beboere.
Kurosawas film var på sin tid den dyreste japanske film nogensinde og havde 148 skydedage spredt ud over et helt år – fire gange så lang tid, som der var sat af til produktionen til at starte med. Under optagelserne regnede det konstant, og i sær filmens sidste sekvens – den store kampscene – var udfordrende. Sekvensen blev ikke filmet henover sommeren, som var planen, men i februar i frysetemperaturer. Toshirō Mifune, der blev Bafta-nomineret for sin skuespilpræstation, sagde, at han aldrig havde frosset så meget i hele sit liv som under optagelserne til filmen.
’De syv samuraier’ og dens arv er intet mindre end legendarisk. Film og instruktører på tværs af genrer, lande og sprog har draget inspiration fra Kurosawas mesterværk.
George Lucas skulle i Star Wars eftersigende have baseret sine jedis og deres lyssværd på Kurosawas samuraier og deres katanas fra blandt andet ’De Syv Samuraier’. I ’The Mandalorian’ (Favreau, 2019), som er et spin-off på Star Wars, er der et helt afsnit (’Chapter 4: Sanctuary’, Howard, 2019), der helt tydeligt er inspireret af plottet fra ’De Syv Samuraier’.
Af andre film kan nævnes den amerikanske westernfilm ’Syv mænd sejrer’ (Sturges, 1960), hvor samuraierne er skiftet ud med cowboys, der ligesom i originalen skal beskytte en landsby (denne gang en mexicansk en) fra en flok banditter. Samuraisværdende er i ’Syv mænd sejrer’ byttet ud med hurtigt skydende revolvere.
Også Pixars ’Græsrødderne’ (1998, Lasseter) trækker på et lille samfund, der forsøger at finde krigere til beskyttelse og superheltefilm som ’Avengers’ (2012, Whedon) og Justice League (2017, Snyder) trækker på plottet om et umage hold af forskellige karakterer, der må tilsidesætte deres forskelligheder for at arbejde sammen.
Kurusawas film og den indflydelse den har haft på filmskabere helt frem til i dag kan ikke overvurderes. I filmen ser man de spirende frø af idéer, karakterer, miljøer og plotelementer, der har givet genklang lige siden.
Du kan traileren til 'De syv samuraier' HER
DEN SIDSTE MESTER - KENJI MIZOGUCHI
Vi har rettet kameraet direkte mod Ozu, set den episke krig fra Kurosawa og er nu nået til kamerabevægelser og lange klip hos Kenji Mizoguchi.
Mizoguchis kærlighedsdrama 'Ugetsu' fra 1953 med den mundrette danske titel 'En bleg og mystisk månes fortælling efter regnen' er værd at skifte bekendskab med!
Filmen er en såkaldt "jidaigeki" dvs. en historisk film og er baseret på Ueda Akinaris overnaturlige fortællinger fra 1776.
Mizoguchi er kendt for sine lange klip og poetiske kamerabevægelser eksemplificeret i 'Ugetsu' og i filmens dramatiske klimaks. Filmen skildrer kvindelige lidelser hos to familier, hvor mændene jagter deres mål: bonden Genjuro vil tjene penge til sin familie, om han så må forlade dem. Vennen Tobei vil være samurai og er parat til at efterlade sit tidligere liv bag.
I kærlighedsdramaet er der både plads til krig, spøgelser og ikke mindst hjerteskærende scener om omsorgssvigt og lidelserne derfra, der leder op til den afgørende genforening, der fortjener ikke at blive spoilet.
'Ugetsu' vandt Sølvløven ved Venedigs filmfestival i 1953, og Mizoguchi er betragtet som den tredje mester i 1950'ernes japanske filmhistorie sammen med Ozu og Kurosawa. Mizoguchi døde af leukæmi i 1956, 58 år gammel.
Mizoguchis mesterværk kan findes i Videoteket, hvor man kan komme ind og låne filmen, når samfundet engang åbner igen.
Her er en lille smagsprøve for at skærpe appetitten!
På Cinemateket elsker vi ikke overraskende japansk film og har også en planlagt filmserie om japansk film gennem 100 år klar, når dørene åbner igen. Du kan indtil da følge med HER
MAX VON SYDOWS UDØDELIGE SKUESPIL, SAMARBEJDET MED INGMAR BERGMAN OG SKAK MED DØDEN
‘Det syvende segl’ blev begyndelsen til et af historiens store partnerskaber mellem en instruktør og en skuespiller. Som Martin Scorsese og Robert DeNiro, Federico Fellini og Marcello Mastroianni, Pedro Almodóvar og Antonio Banderas, John Cassavetes og Gena Rowlands.” – Sådan skrev Kim Skotte omtrent samme tid på måneden sidste år i en smuk nekrolog bragt i Politiken med titlen: “Skakspillet med Døden har fået en ende, men den svenske skuespiller blev aldrig mat”.
Max von Sydows sidste træk på livets spillebræt blev den 8. marts 2020, og den svenske skuespiller blev 90 år. Vi hylder her hans talent for at omsætte sit skuespil i mange forskellige slags film, som også forekommer uden for 1950’erne, men vender tilbage til årtiet med fokus på hans rolle i Ingmar Bergmans ‘Det Syvende Segl’ fra 1957, som står som den stærkeste og mest ikoniske af dem alle.
Max von Sydow blev født i Lund i 1929. Han gik fra 1949 til 1951 på Det Kongelige Dramatiske Teaters Elevskole, som bliver betragtet som en af de førende teateruddannelser i Sverige. Siden 1949 har han medvirket i en lang række film og tv-serier, heriblandt Bille Augusts’ Pelle Erobreren’ (1987) baseret på første fjerdedel af Martin Andersen Nexøs store socialrealistiske romanværk, hvor Sydow spiller rollen som den 11-årige Pelles (Pelle Hvenegaard) elskede Lasse far, der lover mere end han kan holde og må bøje nakken for fattigdom og social ulighed på en svensk herregård under slavelignende og sadistiske forhold. Sydow fik sin første Oscar-nominering for rollen som Lassefar i 1987 og modtog samme år en Robert- og Bodilpris for ‘Bedste Skuespiller’.
Den 71 år lange karriere som filmskuespiller tæller også roller i store amerikanske spillefilm som Martin Scorseses ‘Shutter Island’ (2010), hvor von Sydow spiller den mystiske dr. Naehring, som ikke just gør det lettere for Teddy Daniels (Leonardo Dicaprio) at være indsat som patient på et psykiatrisk hospital for kriminelle på en isoleret klippeø.
Dette er blot for at nævne et fåtal af de filmiske skatte og imponerende roller, som Max von Sydow efterlod verden med. For mange er den mest mindeværdige ‘Det Syvende Segl’ (1957), som var Max von Sydow og Ingmar Bergmans første fælles spillefilm. Den blev startskudet til i alt 12 film, indtil samarbejdet sluttede i 1971 med filmen ‘Behöringen’.
I føromtalte nekrolog skriver Kim Skotte om samarbejdet: “Flere af dem var mesterværker. ’Ulvetimen (1968)’, ’Ansigtet’(1958), ’Jomfrukilden (1960)’ og ’Som i et spejl’ (1961). Sammen gjorde de filmkunsten til en psykologisk udforskende og udfordrende disciplin på et helt nyt niveau. Det var alvorlige sager, og Max von Sydow var i alt væsentligt en alvorlig skuespiller. Gevaldig god til at klukke lunt, men nogen komiker var ikke gået tabt i ham.”
Til gengæld satte Sydow en milepæl i filmhistorien med sin rolle i ‘Det syvende segl’, som Eric Rohmer karakteriserede som “One of the most beautiful films ever”, og som blev startskudet til en stjernespækket karriere.
I det sort/hvide drama spiller Max von Sydow rollen som ridderen Antonius med de brændende øjne og det lyse grydehår, som konfronterer den kappeklædte død i skikkelse af Bengt Ekeroths med hvidkalkede ansigt og skinnende le på en stenfyldt strand ved den svenske kyst. Ridder Antonius dage er talte, men som han selv udtaler: “Min krop är rädd. Inte jag själv”, hvorefter han udfordrer døden til et parti skak og forbliver i live så længe spillet varer. I den korte tid han har tilbage at leve i, er hans sidste ønske at udføre en enkelt meningsfuld handling.
Skakspillet med døden fik en ende, men som Kim Skotte skriver, blev Max Von Sydow aldrig mat. Han lever videre i filmhistorien med sine brændende øjne og sine mange overbevisende roller.
Du kan se Sydow som Ridder Antonius i Bermans mørke mesterværk fra 1957 HER.
Og HER læse Kim Skottes velskrevede nekrolog med mange flere nedslag i Max Von Sydows karriere.
Og har du mod på mere om ‘Det syvende segl’ kan du HER gå på opdagelse i produktionen med billeder fra settet og fotos af det oprindelige manuskript.
'SINGIN' IN THE RAIN'
Tæm regnfrakken med en god gammeldags svingom hjemme i stuen. HER er et klip fra den amerikanske klassiker og musical komedie ‘Singin’ in the Rain’ (1952) med de unge og adrætte Gene Kelly, Debbie Reynolds og Donald O'Connor i hovedrollerne.
Filmen er en nostalgisk, farvestrålende hyldest til den tidlige tonefilmperiode. Den er instrueret af Stanley Donen og Gene Kelly, og Kelly stod for koreografien, hvormed der trædes i store swingeres stepspor.
Læs fx mere om Fred Astaire og Ginger Rogers i ‘Swingtime’ (1931’) på FILMENS HISTORIE 1930'erne.
Modsat mange af nutidens film blev der med 'Singin' in the Rain' ikke klippet 20 gange i en dansesekvens. Der blev danset, sunget og storsmilet, mens et kontinuerligt kamera filmede et totalbillede af Kelly, Reynolds og O’Connors bevægelser.
HER kan du læse 15 ting, du måske ikke vidste om filmen, som at ‘Good morning’-dansen fx tog 40 takes at optage:
Kan du mon gøre Kelly, Reynolds og O'Connor kunsten efter?
FILMANBEFALING - 'EN DØDSDØMT FLYGTER'
Hvis I har brug for en film, hvor kanten af sofaen bliver slidt op og neglene bides ned er Robert Bressons thriller 'En dødsdømt flygter' fra 1956 et oplagt valg!
Filmen er baseret på modstandsmanden André Devigny, der selv sad i fængsel under 2. Verdenskrig. I filmen bliver modstandsmanden Fontaine ligeledes sat i fængsel og leder efter alle tænkelige muligheder for en flugtvej fra sin henrettelse. Herfra starter en af de mest nervepirrende flugtfilm med en af de bedste brug af stilhed i filmverdenen.
Vi følger Fontaines minutiøse forberedelser i cellen, hvor hvert et knirk og skraben er afgørende for flugtforsøgets succes. Kameraet forlader aldrig Fontaine - seeren ved kun, hvad han ved inde fra sin celle.
Filmen har derfor ikke meget dialog eller lyd, men netop derfor fungerer filmen, hvor enhver lyd har betydning for Fontaine overlevelse: træsplinter der rammer gulvet, vagternes sko mod beton og de små bank på væggene til de andre indsatte.
Hermed en anbefaling til jeres næste filmvalg med 'En dødsdømt flygter' som et eksempel på, hvor meget lyd betyder for spænding; også når der er stilhed!
'Un condamné à mort s'est échappé ou le vent souffle où il veut' ('En dødsdømt flygter') kan ses HER
God fornøjelse!
FILMHISTORISKE OG POPKULURELLE PARODIER OVER BERGMANS UDØDELIGE SKAKSCENE
»Du spiller jo skak, ikke sandt?« Sagde ridderen Antonius (Max von Sydow) til døden (Bengt Ekerot) i Ingmar Bergmans klassiker ‘Det Syvende Segl’ fra 1957.
Vi kaster nyt lys over ‘Det Syvende Segl’ med en række klip fra filmhistoriens mange referencer til de gravalvorlige, men samtidig gemytlige herrers skakspil.
Scenen har nemlig opnået højeste hæder i filmhistorien og i popkulturelle kredse. Den er blevet parodieret af alt fra Monthy Python til Woody Allen og The Muppet Show til Lego.
Vi linker her til et par af parodierne, der som en skæbnens ironi har medvirket til at udødeliggøre Bergmans ikonografiske skak-scene, som du kan starte med at se HER
PARODIER:
- Se døden som ubuden og ubehøvlet gæst I Monthy Python’s ‘The Meaning of Life’ (Terry Jones, 1983)
- Her optræder døden i hvide klæder (fra 2:28-2:57) i Woody Allens ‘Love and death’ (1975)
- I The Muppet Shows hyldest til Bergman fra 1981 er døden udstyret med englevinger og skinger stemme
- Og i DENNE UDGAVE optræder den som kappeklædt klods i et legolandskab
Parodierne er mange, og du kan tjekke flere af dem ud med supplerende tekster på Ingmar Bergman Archive’s hjemmeside
FILMANBEFALING – ’UNG FLUGT' (TRUFFAUT, 1959)
Man kan ikke sige Spielberg uden at sige Truffaut. Og man kan ikke sige Truffaut uden at sige fransk ny bølge.
Fransk ny bølge, la nouvelle vague, er betegnelsen for en række hovedsageligt franske film, der udkom i de sene 1950’ere op til midt 1960’erne, og det er en strømning, der har fået betydning for mange store film lige siden da.
Bølgen opstod hos en række filmkritikere, der alle havde tilknytning til det franske filmtidsskrift ’Cahiers du Cinéma’, og var karakteriseret ved dens fravalg af den traditionelle måde at lave film på i Frankrig.
De unge filmskabere, blandt andre Jean-Luc Godard, Claude Chabrol, Eric Rohmer, Jacques Rivette og François Truffaut var inspireret af amerikanske film og udfordrede den klassiske måde at filme på, klippe på og det stramme narrativs betydning. De mente i høj grad, at kameraet i en film skulle virke som en forfatters pen, og at instruktøren skulle ses som den kunstneriske films ophavsmand.
Den franske ny bølge beskrives ofte som en af de vigtigste og mest indflydelsesrige retninger inden for filmkunsten nogensinde. Og en af filmene til at starte bevægelsen var François Truffauts spillefilmsdebut ’Ung Flugt’ fra 1959. Filmen handler om den 12-årige Antoine Doinel, en livfuld, men følsom dreng, der en dag opdager, at hans mor har et forhold til en anden mand. Hendes svigt får Antoine til at stikke af hjemmefra.
Truffauts debutfilm om den unge, utilpassede og søgende Antoine Doinel har mange selvbiografiske træk. Truffaut havde selv en tilværelse som ungdomskriminel bag sig, og han kendte på sin egen krop både livet som hjemløs i Paris' gader og sammenstødene med de forskellige former for voksenautoritet - forældre, lærere, politiet og, i sidste ende, opdragelsesanstalten.
Filmen fik prisen for bedste instruktion på Cannes Filmfestivalen og markerede den ny bølges gennembrud.
Den kan lånes på Filmstriben eller lejes på Blockbuster.
SPÆNDINGSFILMENS MESTER
1950'erne var en parade af fantastiske film fra instruktøren Alfred Hitchcock, der beviste sin sans for at skabe spænding med sine nu legendariske thrillerfilm.
Det er i sig selv vildt, at 'Rear Window' (1954), 'Vertigo' (1958) og 'North by Northwest' (1959) alle udkom i 50'erne og endda indenfor fem år!
Listen er alenlang med roser og priser til de tre film. 'Vertigo' blev kåret som bedste film nogensinde af det britiske filminstitut i 2012, de ikoniske titelsekvenser fra Saul Bass lagde grundstenene til introer, dem filmtekniske opfindelse dolly-zoom blev brugt som et udtryk for højdeskræk. Vi kunne blive ved!
Hitchcock er kendt for sit "MacGuffin"-begreb, der er et objekt centralt for plottet og karaktererne, men som i sig selv er ganske betydningsløs eksempelvis mikrofilmen i 'North by Northwest', der indleder en menneskejagt på stakkels Cary Grant.
Hitchcock evne til at skabe spænding ved at lade publikum kende til den farlige situation og derved vente på klimakset er siden blevet en fast del af thrillers. 'Rear Window' ville ikke være ligeså nervepirrende, hvis ikke vi kunne se Lars nærme sig Lisa fra samme ubevægelige sted som James Stewart.
Vi kan ikke gøre Hitchcocks betydning for filmens historie ære i dette korte opslag, men det er om at give sig i kast med hans film, hvis man ikke i forvejen har stiftet bekendskab med dem; det bliver ikke kedeligt!
Et særligt indblik i Hitchcocks betydning skildres i dokumentaren 'Hitchcock, Truffaut' fra 2015, der er baseret på de to instruktørers samtaler omkring film, der oprindeligt udkom som bog i 1966. Mere 1950'er bliver det ikke med Hollywoods thrillerbrag og Frankrigs nye bølge.
Heldigvis ligger dokumentaren 'Hitchcock, Truffaut' online på Filmstriben og kan ses HER
ØL, VIDENSKAB OG KUNST – HISTORIEN OM CARLSBERG
Hvordan skummede øllen i 1950’erne? Det kan du blive klogere på i den dokumentariske kortfilm: ‘It All Comes From Beer’, der kaster blikket tilbage på begyndelsen på det famøse danske bryggeri i 1847, hvor øl-pioneren J.C. Jacobsen stiftede Carlsberg. Filmen gennemgår produktionsprocesserne gennem tiden: Fra Den Gamle by i Århus, hvor øllen blev brygget i hånden – til 1950’erne, hvor ølflaskerne strømmede ud i verden fra det moderne bryggeri i Valby. Måske Kubrick har hentet inspiration til inventaret på rumfartøjet i ‘Rumrejsen År 2001’ fra de gamle maskinrum i Valby? Flotte er de i hvert fald! Og det samme er J.C. Jacobsen og Carlsberg Fondens mange donationer i videnskaben og kunstens navn. Skål for ham! Filmen kan ses på Filmcentralen HER
JEAN-PIERRE LÉAUD
I anledning af opslag om ’Ung Flugt’ er vi nødt til også kort at skrive lidt om Jean-Pierre Léaud, i dag 76 år og en af Frankrigs absolut største skuespillere.
Jean-Pierre Léaud fik sit gennembrud i fransk film i den omtalte ’Ung Flugt’ fra 1959, hvor han spillede karakteren Antoine Doinel – en rolle han genbesøgte i en kortfilm og tre andre spillefilm af François Truffaut.
Derudover har han arbejdet sammen med nogle af fransk ny bølges helt store instruktører; Jean-Luc Godard, Jean Eustache, Jacques Rivette, Agnès Varda samt senere hen den italienske Bernardo Bertolucci i ’Sidste Tango i Paris’ (1972) sammen med sin store helt Marlon Brando.
Men vigtigst er hans rolle i samarbejdet med de filminstruktører, der stod bag fransk ny bølge. I et interview med Eric Kohn fra Indiewire bliver Léaud spurgt de to giganter Truffaut og Godard samt hans egen rolle i fransk ny bølge.
“I asked Léaud what it was like for him to be a part of such a seminal moment in film history early in his career. “These people transformed world cinema,” he said of the Truffaut, Godard, and the other filmmakers associated with the world stage. “I’m so happy to have entered into it when I was young. It was amazing.” He kept it at that, so I shifted to a question about the notoriously rocky relationship between Godard and Truffaut. He knew both filmmakers well. What did he make of their falling out? “Truffaut is dead and Johnny Godard is in Switzerland, continuing to film,” Léaud said. “What do I think about it? He’s obviously the winner because he’s the one who’s still alive.” He laughed again. “I’m the only one who can say that.”
HER er et klip af Jean-Perre Léauds første audition til ’Ung Flugt’. På daværende tidspunkt er han kun 14 år, men hans magnetiske karisma, energi og lidt frække attitude (som også er synligt i ovennævnte artikel) skinner igennem lige fra første billede.
Det er unødvendigt at sige, at fransk film ikke vil have været det samme uden ham.
HER er også linket til artiklen på Indiewire.
SE DIRCH PASSER SOM VILD VANDHUND I TURISTFILM FRA 1950’ERNE
Der er mange ting, man ikke må, når landet er i nedlukning, men der er heldigvis ingen, der siger, at man ikke må hoppe i vandet – Så længe man da tager fornuften med. Se et bud på 50’ernes turistfilm i en oplysningsreklame fra Dansk Livrednings-Forbund med årtiets allestedsværende og glade Dirch Passer i hovedrollen. Gunnar Nu Hansen fortæller den bade-begærlige Dirch, hvad han må, og hvad han ikke må. Fx ikke bade i Mergelgrave eller jagte barbrystede havfruer i havet efter et par øl og en haps i strandkanten.
Se filmen på Filmcentralen HER
BOGANBEFALING: HOLLYWOODS ENGLAND & JORDEN RUNDT I 80 DAGE
74.000 kostumer, 68.000 statister og 8.500 dyr er i aktion i denne tre timer lange 70mm-film. ’Jorden rundt i 80 dage’ fra 1956 modtog 5 Oscars og er indbegrebet af en storfilm. Monstrøse scenografier – med det spanske tyrefægtnings-afsnit som det måske mest spektakulære – og cameoroller til en meget lang række berømtheder som Noël Coward, Peter Lorre, Frank Sinatra, Buster Keaton og Marlene Dietrich.
Filmen er også en mindesten over det britiske imperium, beskrevet med rejsestop i Mellemøsten, Indien, Hong Kong og USA. Men vel at mærke en mindesten rejst i Hollywood og på baggrund af en bog af en fransk forfatter (Jules Verne). Hollywood-studiernes glødende interesse for britisk historie beskrives i bogen ’Hollywood and the Invention of England – Projecting the English Past in American Cinema, 1930-2017’, som indeholder både historiske overflyvninger og konkrete filmanalyser.
Lån bogen i Cinematekets bibliotek
Se mulighederne for at streame filmen HER
FILMANBEFALING – ’ØST FOR PARADIS' (KAZAN, 1955)
Elia Kazans filmatisering af John Steinbecks roman af samme navn er mest berømt for at være den film, der lancerede James Deans korte, men meteorlignende karriere. Ligesom Marlon Brando i ’Omstigning til Paradis’ (1951) instruererede Kazan også her, hvad der vil vise sig at være en af historiens største filmstjerner.
Filmen er en Kain og Abel lignende historie om den unge, utilpassede Cal og sit forhold til sin strenge far, som han igen og igen forsøger at imponere og hvis kærlighed han så inderligt prøver at vinde. Deres anspændte forhold bliver dog ikke meget bedre, da Cal finder ud af, at indehaveren af bordellet inde i byen er hans mor, som han ellers har fået fortalt, var død.
Filmen høstede kritisk anerkendelse af Kazans mesterlige brug af CinemaScope-teknologien til at skabe en farverig og magnetisk mise-en-scene og især hans brug af skæve vinkler, som sjældent var set tidligere, blev rost.
Der var delte meninger om James Deans skuespil, som nogle fandt overdreven og teatralsk. Andre har dog omvendt prist tyngden i hans brændende konfrontationer med sin fromme far (spillet af Raymond Massey) som intenst overbevisende og mesterlig.
James Dean blev Oscar nomineret for sin præstation i filmen, og hans intuitive skuespil er svært at overvurdere. I klippet, der er linket til her, var det meningen, at Dean skulle vende sig om i vrede efter at blive afvist af sin far og storme ud ad døren, men det var Deans eget instinkt, der fik ham til at omfavne sin far i stedet. Massey, der spiller faren, blev så overrasket over Deans skuespil og reaktion, at han ikke kunne finde på andet at sige end at råbe ”Cal! Cal!”.
’Øst for Paradis’ var desværre en af de eneste film James Dean nåede at se før sin ulykke 30. september 1955.
Filmen kan lejes på YouTube og Google Play.
FILMANBEFALING – ‘TOLV VREDE MÆND' (LUMET, 1957)
Hvis du er i tvivl om hvad du skal bruge aftenen på, så har vi en her en anbefaling til en knaldgod søndagsfilm.
Sat i 50’erne fortæller ’Tolv vrede mænd’ historien om tolv jurymedlemmer, der skal votere og komme til enighed om hvorvidt en ung mand er skyldig i drabet på sin far eller ej. Hvis den tiltalte unge mand bliver erklæret skyldig, vil det betyde dødsstraf. Ved starten af filmen er alle jurymedlemmer på nær én enige i, at den unge mand er skyldig. De vil mest af alt have retssagen overstået, så de kan komme ud fra voteringsrummet og hjem igen, men jurymedlem nr. 8 sætter spørgsmålstegn ved tiltaltes skyld. Det viser sig, at de fleste jurymedlemmer har deres helt egne motiver for at dømme den unge mand - motiver, der har meget lidt med beviser eller retfærdighed at gøre - og det bliver op til jurymedlem nr. 8 at finde frem til sandheden.
Når du ser filmen, så læg mærke til, hvordan Lumet i starten i filmen har placeret alle kameraer over karaktererne og med vidvinkellinser på - det giver en fornemmelse af afstand mellem karaktererne. Og læg så mærke til, hvordan, efterhånden som filmen skrider frem, at kameraerne glider ned under øjenhøjde, i nærbilleder, og hvordan den indtrængende og nagende følelse af klaustrofobi og ubehag mellem de nu meget tætsiddende karakterer opbygges.
Filmen kaldes ofte for en af de bedste film, der nogensinde er lavet og er nr. 5 over iMDBs bedste film (og nr. 4 på Cinematekets afstemning over bedste film fra 50'erne).
Lumets værk, som er baseret på Reginald Roses skuespil, er en fantastisk undersøgelse af klasse, fordomme og hvordan personlig bagage kan have indflydelse på jurymedlemmers votering og perspektiv på en retssag, og den er et strålende eksempel på en næsten rent karakterdrevet film samt et tidløst, fascinerende kig på menneskelig gruppedynamik.
Filmen kan lejes på YouTube og Google Play.
FILMANBEFALING TIL BÅDE VOKSNE OG BØRN: DEN RØDE BALLON
Verdens rejsedestinationer er fortsat røde, og det frarådes at drage på fysiske eventyr på tværs af kloden. Heldigvis kan man stadig rejse gennem filmen og fantasien. Vi anbefaler her at lade sig svæve med en tur til Paris og over byens tage med Albert Lamorisses filmklassiker ‘Den Røde Ballon’ fra 1956.
I en poetisk og fantasifuld fortælling følger vi drengen Pascal (Pascal Lamorisse) og hans møde med en stor rød ballon. Pascal er på vej til skole og støder tilfældigvis ind i en heliumfyldt ballon, der har sat sig fast øverst i en lygtepæl. Han frigør den, og de to udvikler hurtigt et venskab. Ballonen følger Pascal gennem Belleville-kvarterets gyder og gader. I legen finder han hurtigt ud af, at ballonen har en ukuelig sjæl og en egen fri vilje. Når ballonen ikke svæver i hælene på Pascal, kan den finde på at drille og lave optøjer. Den skaber fx både en scene i klasselokalet og i kirken. Bl.a. derfor tillader Pascals mor ikke ballonen i hjemmet. I mellem tiden skaber den glæde på gaden, og de andre børn bliver misundelige på Pascals svævende følgesvend.
Filmen blev optaget efter Anden Verdenskrig og dens grå mise-en-scene, vidner om en mørk fortid i efterkrigstidens dønninger. I en kontrast stråler ballonens røde farve op og afgiver håb om en lysere fremtid. Filmen var en sikker Guldpalme-vinder i 1956, og har sat en høj standard, som mange filminstruktører senere har måttet forholde sig til.
Blandt de tydeligste referencer kan gyserfilmen ‘IT’ (2017) nævnes eller Disney-Pixar’s ‘Up’ (2009).
Vi vil ikke punktere handlingen med en afsløring af filmens slutning, men kan nævne, at der kan opstå sød musik blandt mennesker, såvel som balloner. Det er kun fantasien, der sætter grænser 
Og kommer du til Paris, når de virkelige grænser åbner, kan du besøge lejligheden, hvor Pascal boede med sin mor på 15 Rue Du Transvaal. – Kirken Église Notre-Dame-de-la-Croix eller busstoppestedet Pyrénées-Ménilmontant.
‘Den røde ballon’ kan ses på Filmcentralen/Undervisning med UNI-login
Eller på Filmstriben på et bibliotek
Dette er en del af Cinematekets alternative online filmhistorie.
Læs mere om konceptet HER