1980'erne var et årti, hvor Hollywood satte turbo på produktionsomkostningerne og gav det brede publikum mere af det, de allerhelst ville have: Genre- og underholdningsfilm for fuld effektskralle. Mere stjernekrig og flere hajfinner gennem solblankt vand frem for de jordnære New Hollywood-film, der – med inspiration fra bl.a. europæisk realisme og nybølgefilm – havde sat tempoet i første del af 70’erne.
Men 80’erne var også et årti, hvor alt kunne ske og alt potentielt kunne afsættes – i biografvinduet og på det hastigt ekspanderende video- og kabelmarked. Både de dyrt anlagte ’high concept’-studieproduktioner med globalt markedspotentiale, hvoraf mange af de allerbedst sælgende sigende nok var signeret Steven Spielberg og George Lucas, som netop var produkter af den intellektuelle, uafhængige New Hollywood-skole – Indiana Jones-trilogien (1981-89), ’E.T.’ (1982), Stjernekrigs-trilogien (1977-83). Men også blandt de nye independent-navne og nye uafhængige produktionsselskaber, som gerne gik postmodernistisk og genreudfordrende til værks, holdt auteur-fanen højt og gav fanden i alle konventioner – herunder David Cronenberg, Jim Jarmusch, Coen-brødrene og ikke mindst David Lynch, der allerede havde indvarslet 80’erne med ’Eraserhead’ i ´77 og ti år senere stod fadder til neo-noir-dramaet ’Blue Velvet’, et af periodens absolutte hovedværker.
Samtidig spirede ”den dårlige smag” som aldrig før gennem en stadig mere vildtvoksende underskov af kult, kitsch og genrefilm for særlige publikumssegmenter, produceret af dedikerede nicheselskaber. Og endeligt oplevede musikfilmen og dansefilmen et boom – dels kunstnerisk, dels kommercielt: Jonathan Demme indfangede mesterligt Talking Heads i ’Stop Making Sense’ (1984), der stadig af mange betragtes som den ultimative koncertoptagelse, rivalerne Prince og Michael Jackson svang deres soniske output op på et nyt (udbredelses)niveau med levende billeder som løftestang – og sved, tårer og hjertebank dunkede gennem lærredet i film som ’Fame’ (1980), ’Flashdance’ (1983) og ’Dirty Dancing’ (1987).
Skellet mellem kunst og kommers er og var et andet i (det delte) Europa og fokus rettet på art film med æstetisk sensibilitet og humanistisk-realistisk klangbund. En række markante instruktører med udspring i 1960-70’ernes strømninger fortsatte med at lave samfundskommenterende film, andre vedblev med at udfordre sig selv – tyske Wim Wenders instruerede eksempelvis de mest kendte af sine mange hovedværker i 80’erne, herunder ’Himlen over Berlin’ (1987) – og nye kom til med hver sin evne til at sætte fut i fejemøget – Pedro Almodóvar, Emir Kusturica, Michael Haneke, Aki Kaurismaki, Aleksandr Sokurov, Peter Greenaway (med sine første lange film), Pedro Costa, Claire Denis ...
Nye gennemgribende opgør med det bestående filmsprog, som tidligere oplevet med den tyske ekspressionisme, den italienske neorealisme eller den franske nybølge, prægede således ikke epoken, der i højere grad var kendetegnet ved isolerede stilistiske og fortællemæssige tendenser og trends. Et nyt kuld af spanske instruktører med ovennævnte Almodóvar i centrum revitaliserede eksempelvis melodramaet i nye pangfarver i kølvandet på frisættelsen fra Francos regime, og den franske Cinéma du look-bevægelse satte – med sin vægtning af stil over substans, overflade over psykologisk dybde, ublu (postmoderne) blanding af høj- og lavkultur, samt sine mange unge, fremmedgjorte karakterer – fokus på tidens marginaliserede ungdom. Jean-Jacques Beineix, Leos Carax og Luc Besson, med værker som ’Diva’ (1981), ’Betty Blue’ (1986), ’Natten er ung’ (1986) og ’Subway’ (1985), var de toneangivende.
Herhjemme dominerede folkekomedier i forskellig form markedet – fra Olsen-banden over Walter og Carlo til ’Midt om Natten’ (1984) med ”nationalskjalden” Kim Larsen i en af de bærende roller – side om side med film om hverdagsmennesket, forankret i en genkendelig virkelighed. Nils Malmros og Bille August løftede ungdomsfilmen til nye højder (i en helt anden sårbar, historisk tilbageskuende tone end den, som gestaltedes på den anden side af Atlanten) og Lars von Trier tog hul på sin Europa-trilogi og markerede et decideret gennembrud for avantgarden i dansk film. Og så modtog hele to danske film i rap en Oscar for bedste udenlandske film, nemlig Gabriel Axels bearbejdning af Karen Blixens ’Babettes gæstebud’ og Bille Augusts Martin Andersen Nexø-filmatisering ’Pelle Erobreren’ (begge produceret i 1987).
DET ER JO FOR POKKER 80’ERNE!
Var de ofte udskældte 1980’erne et skrækkeligt filmårti, der surfede på overfladen og ikke havde noget substantielt at byde på, eller var tiåret tværtimod præget af et positivt opbrud, nye muligheder og masser af god underholdning med substans i?
Den diskussion – med særligt fokus på amerikansk film – tager filmhistorikeren og forfatteren David Bordwell i en længere kommentar på sitet davidbordwell.net. I indlægget ’It’s the 80s, stupid’ går den alt andet end kostfornægtende professor i forbøn for den kulørte epoke – og peger på nogle af de fede ting, som kom som ud af De Forenede (Film)stater i perioden.
Bordwell diskuterer blandt andet om Peter Biskinds verbale lussinger til 80’erne – i den i øvrigt super underholdende bog om 1960-70’ernes New Hollywood, ’Easy Riders and Raging Bulls’ – holder stik. Og han anbefaler som modpol at tjekke Tom Shonens ’Blockbuster: How Hollywood Learned to Stop Worrying and Love the Summer’.
Læs indlægget ’It’s the 80s, stupid’ HER.
’Easy Riders and Raging Bulls’ og ’Blockbuster’ kan lånes på Filminstituttes Bibliotek & Videotek
Særskilt bestilling via nedenstående links:
- ’Easy Riders and Raging Bulls’
- ’Blockbuster: How Hollywood Learned to Stop Worrying and Love the Summer’
SE JIM JARMUSCHS KULT-FILM – 'DOWN BY LAW' (1986) MED INTRODUKTION OG Q&A
Man kan ikke sige 1980’erne uden at zoome ind på Jim Jarmuschs mest elskede indie-film: ‘Down by Law’ (1986). I forbindelse med nedlukningen af biograferne, afholdte vi en online ‘fælles filmaften’ hjemme i stuerne med introduktion og efterfølgende Q&A ved ved forfatter og filmformidler Andreas Halskov. Hør ham her give en introduktion til 1980'ernes independent-film med særligt fokus på David Lynchs 'Blue Velvet' og 'Down by Law':
Om 'Down By Law':
Jim Jarmuschs finurlige s/h-filosoferen over skæbnens gunst og ugunst farves inciterende af John Luries smagfulde jazztoner filmen igennem.
Tre vidt forskellige mænd – en afdanket radio-dj (Tom Waits), en rastløs alfons (John Lurie) og en tilsyneladende snotforvirret italiener (Roberto Benigni) – deler celle i et fængsel i New Orleans. Italieneren går de to andre på nerverne med sin evindelige snakken og ukuelige optimisme, men efterhånden indser de, at han ikke er helt så dum, som han lader ane.
Roberto udtænker en plan for, hvordan de kan flygte og snart er de på flugt gennem endeløse og labyrintiske vådlandskaber.
Se filmen HER og hør derefter Andreas Halskov besvare spørgsmål i en Q&A – som oprindeligt blev afholdt efter filmen.
Du kan tilgå det afholdte event HER, læse kommentarsporene og se en quiz med spørgsmål til filmen.
(Spoiler alert: Svarene findes i diskussion-sporet!)
STREAM TO STORE GENREFILMKLASSIKERE PÅ FILMSTRIBEN
Filmhistoriker David Bordwell peger i sit 1980'er-videoessay på mastodonter som ’E.T.’ og ’Jagten på den forsvundne skat’, men også på en række nu kanoniserede arthouse- og genrefilm.
Mange af disse kan streames – eller løbende ses i Cinemateket, selvfølgelig. Nogle af dem kan endda lige nu ses på filmstriben.dk – fx klassikere som ’Robocop’ og ’The Terminator’ via nedenstående links:
CINEMA DU LOOK – FULD FART OVER DET FRANSKE FILMFELT!
Cinema du look var et nybrud i fransk film i 1980’erne. Æstetikken og selviscenesættelsen blev sat i højsædet, inspireret af reklamefilmen og musikvideogenren, der fik sit gennembrud med MTV's indtog. Fælles for filmene i genren var, at det ikke så meget var historien, men billederne og musikken, der gjorde dem populære.
Var man ung eller voksen i 1980’erne, vil et gensyn med bevægelsens film sikkert kalde på en blanding af genkendelsesglæde, sentimentalitet og undren. Mange har kopieret (eller drømt om at kopiere) personernes look i Luc Bessons ‘Subway', der mikser punkens æstetik med smoking og klassiske aftenkjoler – og i det hele taget slipper af sted med at blande genrer på kryds og tværs i en tid, der ellers var præget af voldsom kulturel og ideologisk polarisering.
Og der var vel næppe nogen i 1980'erne, der var uberørte af ‘Betty Blue', Jean-Jacques Beineix’ hjerteknuser om den psykisk skrøbelige femme fatale, der konstant skaber problemer omkring sig. Ikonisk er bl.a. scenen, hvor Betty hælder lyserød maling over en Citroën DS – biler over alle franske biler! Med sin impulsivitet og utæmmede seksualitet driver hun forfatteren Zorg – filmens anden hovedkarakter – med sig ud på en flugt fra alting, der frisætter hans kreativitet, men også giver ham en ting eller tre til overvejelse…
Andre Cinema du look-personer, man ikke lige glemmer er Enzo (Jean Reno) og Jacques (Jean-Marc Barr) i ’The Big Blue’ (Besson, 1988) – kamphanen vs. drømmeren, som er barndomsvenner, men mødes igen i en fridykkerkonkurrence på Sicilien, for at konkurrere om at komme længst ned i dybet. Billederne af det dybblå Middelhav og Eric Serras musik har gjort filmen til en vaskeægte 80'er-klassiker.
Eller Nikita (Anne Parillaud), den unge narkoman, som dræber en betjent og får ultimatummet: Dø eller bliv hemmelig agent med speciale i drab. Sjældent har man holdt så meget af en dræbermaskine på høje hæle (og selvfølgelig kom der siden både et amerikansk remake og et par tv-serier med forankring i den sindssygt populære film) …
På filmstriben.dk kan du se:
- ’Betty Blue’ (Jean-Jacques Beineix, 1986)
- ’The Big Blue’ (Luc Besson, 1988)
- ’Nikita’ (Luc Besson, 1990)
PETER GREENAWAY – KUNSTFILM MED STOR K
Den britiske kunstner, filmmager og multimedie-ener Peter Greenaway (f. 1942) slog for alvor sit navn fast på filmscenen i 1980’eren, hvor han blev kendt for sine filosofiske, gerne tableaubaserede billedfortællinger med stilistisk inspiration fra arkitekturens og billedkunstens verden og særlige forankring i renæssancen og barokken.
Hans filmværker er kendetegnet ved overvældende kompositionsrigdom og systematik og kredser vedvarende om menneskets dårskab, drift og fremmedgørelse. Se eller gense dem – de er helt særlige i stil og tone.
Efter sine studier ved kunstakademiet slog Greenaway i 60’erne ind på en bane som kort- og eksperimentalfilminstruktør og vakte gennem 70’erne opsigt på en række internationale festivaler. Hans første film i fuld længe var imidlertid den tre timer lange mockumentary ’The Falls’, der handler om folk som er blevet ramt af pludselige, gennemgribende voldelige begivenheder. Men det var med den efterfølgende stribe af spillefilm i 80’erne, at han for alvor brød igennem til et internationalt – herunder dansk – publikum.
På filmstriben.dk kan du både se ’Tegnerens kontakt’ (1982), ’A Zed and Two Noughts´(1985), ’Arkitektens mave’ (1987) og ’Drowning by Numbers’ (1988) samt senere værker
Arkitektens mave (1987)
Tjek også HER en af de mange talks med Greenaway, der ligger online. Bl.a. et interview om hans karriere, inspirationskilder og unikke filmsprog hostet af BAFTA (den britiske udgave af Oscaruddelingen)
WIM WENDERS' VEJE I 80’ERNE
Vi kommer ikke uden om Wim Wenders, når vi fokuserer på filmhistorien i 80’erne. Wim Wenders' personer er næsten altid ensomme og rodløse eksistenser, der søger efter identitet og menneskelig kontakt og ikke mindst efter et sted at høre til. I Wenders' univers er rejsen lig med forandringens livgivende mulighed - sådan som det ses i roadmovien og Guldpalme-vinderen ’Paris, Texas’ (1984).
Det var også i dette årti, at klassikeren ’Himlen over Berlin’ (1987) blev til og indbragte Wenders prisen for bedste instruktion i Cannes. Den har spillet for mange udsolgte sale i Cinemateket gennem årene. Indtil næste gang, den ruller over det store lærred, kan den ses på Filmstriben – ligesom mange af Wim Wenders' andre film.
Wim Wenders-film på filmstriben.dk – herunder 80’er-værkerne ’Lightning over water’ (1980), ’Tingenes tilstand’ (1982), ’Room 666’ (1982), ’Paris, Texas’ (1984), ’Tokyo-Ga’ (1985), ’Himlen over Berlin’ (1987) og ’Notebook on cities and clothes’ (1989) - kan ses lige HER
Hele to nyudgivne bøger om Wim Wenders kan lånes på Filminstituttes Bibliotek & Videotek:
- Wim Wenders: Making Films That Matter (Olivier Delers og Martin Sulzer-Reichel, 2020)
- Wim Wenders's Road Movie Philosophy: Education Without Learning (René V. Arcilla, 2020) https://bibliotek.dk/linkme.php...
- Læs også af Lars Movins artikel ’Wenders’ landskaber taler til os’ (Ekko, 2014)
1980’ERNE – ET MUSIKFILMMEKKA
Punken blev til postpunk og new wave. Klub- og diskomusikken sugedes ind i en lavine af nye dansable stilarter. Elektronisk musik satte en ny dagsorden. Hiphop brød i gennem med friske foreninger af ord, dans og rytmer. Håret blev højt og tempoet hurtigere i heavy metal. Flamboyance, hedonisme og androgynitet slog igennem i befriende lys lus på New Romantic-scenen. Michael Jackson og Prince kæmpede om det musikalske verdensherredømme i den ene ekstravagante iscenesættelse efter den anden. Pink Floyd udsendte ’The Wall’. Og verden fik i MTV sin første nonstop-musikvideokanal og dermed et helt nyt markedsføringsvindue til hele baduljen.
1980’erne var om noget et årti med tryk på stil, salg og subkultur – og hvor de levende billeder spillede en enorm rolle i markedsføringen af nye navne og gamle travere i nye gevandter. En del af periodens visuelle output kan virke ufrivilligt komisk i dag, men meget holder også max og var med til at sætte nye strandarder og bane nye veje for (musik)filmkunsten. Og der blev produceret en hoben genuine værker til det store lærred, som i dag er blevet evergreens.
Hér er en stribe af Cinematekets favoritter fra årtiet. Se trailers (og hele film!) via nedenstående link:
- ’Stop Making Sense’ (1984) – trailer.
Jonathan Demmes Talking Heads-optagelse fra 1984 bliver stadig af mange betragtet som koncertfilmen over alle koncertfilm! Forsanger David Byrne entrerer scenen i The Pantages Theater i Hollywood. Alene, med en båndoptager i den ene hånd og en guitar i den anden. ”I've got a tape I want to play” siger han og tager hul på signatursangen ’Psycho Killer’ akkompagneret af monotone rytmer fra båndoptageren. Så kommer bassen ind, så trommesættet, så korpigerne … Ved det sjette nummer, ’Burning Down The House’ er bandkonstellationen komplet, og taget på teaterbygningen vitterlig ved at lette. Da koncerten 10 numre senere slutter, har man været vidne til et show af en anden verden. Subtilt koreograferet, swingende som bare pokker og mesterligt fotograferet.
- ’Sign O’ the Times’ (1987) – trailer.
’Purple Rain’ er nok den mest kendte Prince-film, men 'Sign 'O' the Times' er Prince på toppen af poppen. Iført skulderpudepumpet læderfrakke, orange heldragt og højhælede støvler indtager han scenen med falsetstemme og James Brown-splits foran et ellevildt publikum. Funk ud til 'Little Red Corvette', 'U Got the Look', 'The Cross' og mange flere i endnu en af 80'ernes svedigste koncertfilm!
- ’Let’s Get Lost’ (1988) – hel film
Stjernefotografen Bruce Webers knitrende sort/hvid-portræt af trompetisten, sangeren og stilikonet Chet Baker er en af alle tiders allerbedste jazzdokumentarer. Kontrasten mellem den unge, smukke James Dean-lignende Baker og den ældre artist, som tydeligvis har brændt sit lys i begge ender, er både dragende og rørende. Filmen er fuld af sjældne koncertoptagelser og oprigtige samtaler med Baker, hans venner, eks-koner m.fl.
- ’Big Time’ (1988) – trailer.
Det er ikke Tom Waits som den fordrukne poetiske 70’er-lounge lizard, man oplever i Chris Blums fortryllende crossover-film. Derimod en vild, charmerende desperado på slap line. Filmen lever om nogen op til sin titel! Mellem en række inciterende koncertklip optræder hovedpersonen som både lysmand og komiker i syrede, dramatiserede forløb, der spiller med og mod udladningerne fra scenen.
- ’Wild Style’ (1982) – trailer.
Hiphoppens ”moderfilm”! En dokumentar/fiktions-hybrid om graffitimaleren Zoro og hans opgør med miljøet og grådige opkøbere, der vil tjene penge på New Yorks gadekunst. Med ubetalelig medvirken af Grandmaster Flash, Rock Steady Crew, The Cold Crush Brothers m.fl., som mest af alt optræder som sig selv. Et fornemt øjebliksbillede af den tidligste hiphop-kultur med alt hvad den indebærer af MCing, turntablism, graffiti og breakdance.
- ’This Is Spinal Tap’ (1984) – trailer.
Lårklaskende morsom mockumentary om det engelske hardrock-band Spinal Tap, som drager ud på en omfattende USA-turné for at promovere albummet ’Smell the Glove’. Gruppen kommer ud for alle tænkelige ulykker: Aflyste koncerter, intrigante groupies, album-signeringer, hvor ingen kommer, guitar-pickups, som pludselig transmitterer vejrudsigter midt under showet. Referencerne til grupper som Aerosmith og Led Zeppelin er åbenlyse, og stor del af filmens charme bunder i, at hovedrolleindehaverne alle havde karrierer som rockmusikere bag sig.
- ’The Great Rock 'n' Roll Swindle’ (1980) – trailer.
Da det toneangivende filmmagasin Variety anmeldte Julien Temples mockumentary om det britiske punkrock-outfit The Sex Pistols, skortede det ikke på anerkendelse: "'The Great Rock 'n' Roll Swindle' er rock'n'roll-filmenes 'Citizen Kane'." Filmen udspiller sig som en anarkistisk, postmoderne version af Sex Pistols’ historie fra dannelse til brud. I centrum står bandets karismatisk manipulerende manager, Malcolm McLaren, hvis ti lette genveje til succes bliver massivt brugt for at få et band, der faktisk ikke har en tone i livet, til at blive landets hotteste. Gruppens medlemmer spiller selv med (filmen er optaget lige efter bruddet i 1978 og var færdig i 1980)
- ’Depeche Mode: 101’ (1989) – hel film
Mesterdokumentaristen Don A. Pennebakers optagelse af Depeche Modes ’Concert For The Masses’ i Pasedena og andre bidder fra gruppens USA-turné i 1988. Her kommer du både på scenen med og bag om bandet og dets arbejdsmetoder foruden den fankultur, der omgærder de fire noble englændere.
- ’U2 Rattle and Hum’ (1988) – trailer.
Live-udspillet ’Rattle and Hum’ og den tilhørende film kom året efter hovedværket ’The Joshua Tree’, og er fuld af numre derfra. Den lækkert fotograferede, men dengang omdiskuterede dokumentar afslører desuden U2s fascination for The Beatles, The Rolling Stones, Jimi Hendrix og B.B. King, som alle hyldes af kvartetten i filmen – der endvidere bobler af en udtrykt hengivenhed til gospel og americana.
SOUNDTRACKS I 80’ERNE
Hvilket soundtrack/score eller uforglemmeligt nummer kommer du først i tanke om, når du tænker på film fra 80’erne? Mon ikke du hurtigt tænker på ’Frækkere end politiet tillader’ (Axel F af Harold Faltermeyer) fra 1984 med den legendariske 80’er-synthesizer lyd eller ’Footloose’ (Kenny Loggins/Dean Pitchford) ligeledes fra 1984. Det var også i denne periode, at bl.a. Madonna, Phil Collins, Prince, Simple Minds, Queen, Bonnie Tyler, a-ha, Huey Lewis and The News, OMD, Pointer Sisters og mange andre leverede de hurtige beats til filmene.
Lyt HER med på et udvalg af hits fra film fra 80’erne
DANSKE BØRNE- OG UNGDOMSFILM I 80’ERNE
Vi kommer ikke uden om Malmros og August eller skal vi bare sige Elin og Mulle!
Der er vist ikke nogen af os (som var børn/unge i 80’erne), som ikke husker det mørklagte klasseværelse og læreren, der forsøgte sig som operatør for at vise os film af Nils Malmros eller Bille August.
Temaet kunne snildt være mobning, ungdomslivet tilbage fra da mor og far var unge, kammeratskab, familieliv, det første kys, jalousi – eller bare det at være ung. Det var bl.a. ’Kundskabens træ’ (1981), ’Skønheden og udyret’ (1983), ’Århus by Night’ (1989) – alle af Malmros – vi så i skolen, hvis ikke vi var så heldige, at turen gik til biografen.
Bille August leverede også nogle af periodens bedste ungdomsfilm med bl.a. ’Zappa’ (1983), ’Tro, Håb og Kærlighed’ (1984) og ’Busters verden’ (1984) – alle baseret på magiske forlæg af Bjarne Reuter – og endelig den Oscar-og Guldpalme-vindende ’Pelle Erobreren’ 1987, der gribende omsatte første del af Martin Andersen Nexøs berømte socialrealistiske udviklingshistorie til levende billeder i bredformat.
Den tredje bemærkelsesværdige instruktør i dette felt var Søren Kragh-Jacobsen, der med ’Vil du se min smukke navle’ fra 1978 satte fokus på lejrskolelivet og den første forelskelse. Hvem husker ikke robådsscenen? I 1981 kom frække ’Gummi Tarzan’ – som de fleste børn læste og fik læst højt – nu som film inkl. spyttekonkurrence og andre malende sekvenser? Kragh-Jacobsen er imidlertid først lige begyndt og fortsætter med ’Skyggen af Emma’ (1988) og ’Guldregn’ (1988).
Vi slutter her – da vi nu fokuserer på 80’erne. Men der er ingen tvivl om, at disse danske instruktører satte dybe spor hos os unge inden for danske børne- og ungdomsfilm på dette tidspunkt.
Cinemateket viser løbende disse film, der målt på enhver international skal hører til cremen af cremen af børne- og ungdomsfilm og vedvarende sætte spor i alle, som ser dem – unge som gamle. Eller man kan se dem og flere andre i Videoteket i Gothersgade.
- ’Kundskabens træ’ (1981) – trailer
- ’Zappa’ (1983) – trailer
- ’Tro, håb og kærlighed’ (1984) – trailer
- ’Gummi Tarzan’ (1981) – trailer
- ’Gummi Tarzan’ – kan ses på TV2 Play
Læs HER mere om dansk-filmhistorie-1980-1989
Og HER kan du læse mere om den danske ungdomsfilm i Flemming Kaspersens essay ’Farlig ungdom’ (Ekko, 2003)
Eller lån ’Dansk film 1972-97’ af Ib Bondebjerg, Peter Schepelern og Jesper Andersen HER
Og se også nogle af periodens mange svenske børnefilmklassikere på Filmstriben:
- ’Alle vi børn I Bulderby’ (Lasse Hallström, 1986)
- ’Mere om os børn i Bulderby’ (Lasse Hallström, 1987)
- ’Ronja røverdatter’ (Tage Danielsson, 1984)
- ’Rasmus på farten’ (Olle Hellbom, 1981)
PEDRO ALMODÓVAR – PASSIONERNES LABYRINTER I 1980’ERNES MADRID
"Jeg har altid ønsket mig et kærlighedsforhold, der varede i tyve år. Men passion og tid er uforenelige størrelser", mener Pedro Almodóvar, der heller ikke levner den traditionelle familie mange chancer. Den spanske instruktørs film er derfor fyldt med tragiske kærlighedsaffærer og umulige parforhold.
Fædre og ægtemænd er i hans film enten helt fraværende eller eksisterer som forkrøblede træmænd i udkanten af handlingen. Kvindernes skuffelse i kærlighed manifesterer sig som bitterhed, depression eller sindssyge. Overfor den dysfunktionelle kernefamilie sætter Almodóvar en række alternative fællesskaber og ikke mindst kvindesolidaritet.
Almodóvar voksede op i en traditionel spansk familie i en lille by i den fattige La Mancha-provins. Han gik til undervisning hos munke, sang i kirkekoret og følte sig – som han senere har udtalt – lige så malplaceret i miljøet som en astronaut ved Kong Arthurs hof.
I slutningen af 60’erne kom Almodóvar til Madrid, hvor han tog aktivt del i hovedstadens undergrundsmiljø som rocksanger, skuespiller og erotisk skribent (under pseudonymet Patty Diffusa). Almodóvar blev en nøgleperson i 80'ernes madrilenske ’La Movida’ – en eksplosiv kulturbevægelse, som efter Franco-styrets fald tog grundig revanche for årtiers fortrængninger. Han arbejdede sig ind i filmverdenen som den ultimative outsider, marginaliseret af spansk films establishment, der dyrkede socialrealistiske hverdagsskildringer og klassiske litteraturfilmatiseringer.
Se Pedro Almodovar til venstre
Franco-regimet havde formået at lægge låg på anløb til hippie- og stundenterbevægelser i 60’ernes Spanien, hvorfor ’La Movida’ ofte betegnes som et forsinket ungdomsoprør. Men et oprør under indflydelse af punk, postmodernisme, synth-pop, kitsch, camp og John Waters – og ikke ’flower power’ og Bob Dylan. Men som det øvrige ungdomsoprør under indflydelse af alt muligt og med et heftigt natteliv. ”Hvis du kan huske La Movida, så var du IKKE en del det,” som nogen efterfølgende har formuleret det (en i øvrigt ganske brugt formulering af godtfolk, som festede igennem i 80’erne).
Almodóvars debutfilm ’Pepi, Luci, Bom y otras chicas del montón’ fra 1980 – med Carmen Maura i hovedrollen – var outreret, manieret og skamløst erotisk. Her er alle tænkelige seksuelle observanser repræsenteret, og instruktøren optræder selv i rollen som dommer i en peniskonkurrence. Almodóvar følte sig som outsider, og det skulle også blive outsidernes erfaringer og universer, som kom til at præge hans film derefter.
Mange af Almodóvars landsmænd brød sig ikke om instruktørens ”blasfemiske” behandling af nationalsporten tyrefægtning i ’Kærlighedens matadorer’ (1986) og hans ligefremme og kompromisløse skildring af homoseksuel kærlighed ’Begærets lov’ (1987). Men de, og den højtgearede Douglas Sirk-inspirerede komedie ’Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud’ (1988) – der blev nomineret til en Oscar for Bedste Fremmedsprogede Film – blev ikke desto mindre store succeser.
I starten af 1990'erne syntes Almodóvar at befinde sig i en mindre kunstnerisk krise, men vendte tilbage med de intense, mesterlige melodramaer, ’Alt om min mor’ (1999) og ’Tal til hende’ (2002), der udløste en række internationale filmpriser. På trods af utallige tilbud har Almodóvar imidlertid aldrig overgivet sig til Hollywoods sirenesang og instrueret film i USA. Men han er langt fra forblevet upåvirket af amerikansk film. Han har ofte udnyttet kendte Hollywood-genrer og fusioneret dem med europæisk ”følsomhed”, som det sker i f.eks. ’Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud’
To Almodóvar-film kan ses på Filmstriben:
- ’Passionens labyrint’ (1982)
- ’Kærlighedens matadorer’ (1986)
Andre af hans film kan ses på div. streamingtjenester:
- ’Pepi, Luci, Bom and Other Girls Like Mom’ (1980)
- ‘What Have I Done to Deserve This’ (1984)
- ’Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud’ (1988)
- ’Bind mig, elsk mig!’ (1989 – pt. utilgængelig)
Lån bøger om og af Almodóvar på Filminstituttes Bibliotek & Videotek:
- Patty Diffusa, toiletternes venus og andre tekster (Pedro Almodóvar, 1994)
- Almodóvar on Almodóvar (interview-bog af Frédéric Strauss, 1996)
- Læs også portrætartiklen: ’The Evolution of Pedro Almodóvar’ af D. T. Max (The New Yorker, 2016)
CANNON FILM – GENREFILMSELSKAB MED SLAG I!
Var du i 80'erne vild med ninja-film, science-fiction, og heftige actionbaskere, og stod du altid forrest i billetkøen til den nye med Chuck Norris eller Sylvester Stallone, så var Cannon selskabet der leverede varen – hver gang!
Den israelske instruktør- og producerduo Menahem Golan og Yoram Globus havde stor succes på hjemmemarkedet, men også store drømme, så da de i 1979 købte det amerikanske indie-selskab Cannon Films, så var det ikke bare for at indtage Hollywood, men for at producere film til biografer og videoudlejninger verden over.
Hvordan Cannon blev en succes, og selskabets film globale fænomener bliver både kulørt, kærligt og kritisk fortalt i dokumentaren ’Electric Boogaloo: The Wild, Untold Story of Cannon Films’ (Mark Hartley, 2014), som stærkt anbefales herfra.
Det er en fortælling om enorme egoer og storhed og fald i filmbranchen, der i sig selv kunne være grundlaget for en Cannon-film. En opvisning i hvordan stramme budgetter kunne skubbe kreativiteten hos filmskaberne helt ud i overhalingsbanen. Selv eksperimentalisten og nybølge-ikonet Jean-Luc Godard fandt et hjem hos Cannon inden Golan og Globus kunstneriske ambitioner og Oscar-drømme bristede.
Men film som ’Cobra’ (1986), ’Lifeforce’ (1985) og ’Motorsavsmassakren II’ (1986) lever stadig på streamingtjenester, i BluRay-format og i hjertet på alle b-filmelskere.
(Golan og Globus har i øvrigt også selv produceret den mindre vellykkede film om deres liv og karriere, ’The Go-Go Boys: The Inside Story of Cannon Films’ (2014)).
- ’Electric Boogaloo: The Wild, Untold Story of Cannon Films’ (2014) kan streames HER på div. tjenester.
Læs også to artikler, som med hver sit udgangspunkt i dokumentarfilmen, skriver om filmene og selskabets u(t)hæmmede 80’er-vildskab:
Simon Abrams’ ’Cannon Films: A 10-Part Appreciation of the Studio That Revolutionized ‘So Bad, It’s Good’ Movies’ (2015)
Læs artiklen HER
Og ’The Cannon Canon: The Top 20 Cannon Films - We celebrate the very best from the legendary, low-budget, trash-house film studio’ (2016) af firkløveret Blake Goble, Clint Worthington, Drew Fortune og Sarah Kurchak
Læs artiklen HER
FILMPLAKATER I 80'ERNE
1980’erne var et filmisk årti fyldt med cyborgs, rebelske gymnasieelever og tjubang. Der blev ikke sparet på noget, ikke mindst på farverne. Og selvom VHS-guldalderen efterhånden har nogle årtier på bagen, er der stadig masser af følelser, nostalgi og unik underholdning gemt i filmene og ikke mindst i plakaterne fra dengang. Vi har støvet nogle af de gamle kult-kendinge op fra arkivet.
På Facebook-eventet 'Filmens historie 1980'erne' kan du se nedenstående plakater og bidrage med din egen favorit-plakat eller VHS-forside fra 80'erne.
PLAKAT-OVERSIGT:
Røven fuld af penge (Caddyshack), Harold Ramis, 1980
Jagten på den forsvundne skat, Steven Spielberg, 1981
Blade Runner, Ridley Scott, 1982
E.T., Steven Spielberg, 1982
First Blood, Ted Kotcheff, 1982
Bossen og bumsen (Trading Places), John Landis, 1983
Ghostbusters, Ivan Reitman, 1984
Gremlins, Joe Dante, 1984
Frækkere end politiet tillader, Martin Brest, 1984
Morderisk mareridt (A Nightmare on Elm Street), Wes Craven, 1984
Purple Rain, Albert Magnoli, 1984
Terminator, James Cameron, 1984 – Se filmen HER
Tilbage til Fremtiden, Robert Zemeckis, 1985
Goonierne, Richard Donner, 1985
Breakfast Club, John Hughes, 1985
Top Gun, Tony Scott, 1986
Aliens – det endelige opgør, James Cameron, 1986
Highlander, Russell Mulcahy, 1986 – Se filmen HER
Robocop, Paul Verhoeven, 1987 – Se filmen HER
Coming to America, John Landis, 1988
Få HER 10 anbefalinger til de bedste 80’er film
KIEŚLOWSKI – POLITISKE OG EKSISTENTIELLE FILM I JERNTÆPPETS SKYGGE
Da den polske mesterinstruktør Krzysztof Kieślowski fik sit internationale gennembrud i slutningen af 80’erne, havde han allerede instrueret over 20 korte dokumentarfilm og en række spillefilm, der alle sagligt, men også med en vis ironi, tager udgangspunkt i den kommunistiske virkelighed bag jerntæppet.
Kieślowskis dokumentarfilm kredser på mange måder om de samme spørgsmål som hans mere kendte spillefilm: ”Alle mine film, fra den første til den nyeste, handler om individer, som har problemer med at finde balancen, som ikke helt ved, hvordan de skal leve … Hvad tjener alt dette til? Hvorfor stå op om morgenen? Hvorfor gå i seng om aftenen?”
Inden verden fik øjnene op for Kieślowski havde han bl.a. opnået hjemlig opmærksomhed med ’Jeg - en filmamatør’ (1980), der er præget af en besk og underfundig humor og handler om en fabriksarbejder, der modtager en pris ved en amatørfilmkonkurrence og herefter udnævnes til filmfotograf på sin arbejdsplads, hvor hans registreringer af virkeligheden, som den VIRKELIG er, sender ham på konfrontationskurs med ledelsen. Og senere med ’Blind Chance’, som blev optaget 1981, men henlagdes, da den heller ikke var politisk acceptabel, og først udsendtes i 1987. Derimellem kom det melankolske drama ’Blind kærlighed’ (1984), der ligeledes forener billederne af følelsesmæssig og politisk frustration blandt almindelige mennesker.
Med Dekalog (1988) – en serie af ti timelange tv-film, baseret på De Ti Bud – begår Kieślowskis et hovedværk i nyere filmkunst. Det fortæller med forfatter og filmlektor Peter Schepelerns ord ”med enkle midler og en gennemgående tragisk grundstemning om moralske og følelsesmæssige vilkår for den menneskelige eksistens, eksemplificeret ved livet i nogle boligblokke i Warszawa. Episode nummer fem og seks blev udsendt i længere biografversioner, den makabre ’En lille film om kunsten at dræbe’ og voyeurhistorien ’En kærlighedshistorie’” (begge 1988).
Kieślowskis helt store kommercielle gennembrud kom efter tøbruddet og jerntæppes fald med fire film i starten af 90’erne, nemlig ’Veronikas to liv’ (1991) og farvetrilogien ’Blå’, ’Hvid’ og ’Rød’ (alle 1993), der henviser til det franske flag, Tricoloren, og bearbejder temaerne frihed, lighed og broderskab. Alle bygger videre på Kieślowski filmstil fra 80’erne, hvor fokus ændrer sig fra en politisk-realistisk tilgang til en mere eksistentialistisk-metafysisk.
Læs mere om ’Dekalog’ på Film Centralen (hvor du også kan se alle 10 afsnit hvis du har Uni-login)
Du kan se ’Veronikas to liv’ samt ’Blå’, ’Hvid’ og ’Rød’ på filmstriben.dk
Det ligger mange artikler om og interviews med Kieślowski online – eksempelvis ’The Force of Chance: An Interview with Krzysztof Kieślowski’ af Patrick McGavin & Zbigniew Banas, som kom for nogle år siden i forbindelse med den digitale genudgivelse af ’Dekalog’ ( 2016). Læs det HER
Dette er en del af Cinematekets alternative online filmhistorie.
Læs mere om konceptet HER