Positive tendenser i kønsfordelingen i dansk film

KØN. Der er flere kvinder både foran og bag kameraet i dansk film end tidligere. Det viser tallene i den årlige rapport om køn i dansk film, som Filminstituttet netop har udgivet.

Hvordan så det ud med kønsbalancen i støtten til dansk film for ordningerne New Danish Screen, Dokumentar og Spillefilm i 2020? Og hvordan har udviklingen været fra 2012 til nu?

Det kan man blive klogere på i Filminstituttets årlige rapport om ’Køn i dansk film’, der netop er udkommet. Formålet med monitoreringen er at skabe et faktabaseret grundlag for de mange forskellige initiativer for en bedre kønsbalance, som Filminstituttet iværksætter i samarbejde med branchen.

Vi oplever altså flere og flere spændende, nuancerede kvindelige karakterer i dansk film – det er for mig nok, det allervigtigste. For det handler om, hvad publikum møder og kan spejle sig i på lærredet.

- Direktør Claus Ladegaard

Kønsfordelingen er opgjort blandt ansøgere og støttemodtagere inden for funktionerne manuskriptforfatter, producer og instruktør. Rapporten fortæller også om antal medvirkende fordelt på hovedroller og biroller i spillefilm og dokumentarer.

Blandt de mange indsigter i rapporten er:

  • Blandt de spillefilmprojekter, der har modtaget produktionsstøtte på konsulentordningen i 2020, har 46 % en kvinde på instruktørposten og 50 % har en kvindelig producer.   
  • På Markedsordningen er der ikke samme positive tendens, her har 14 % af de bevilgede projekter en kvinde på instruktørposten.
  • På talentordningen New Danish Screen er der på produktionsstøttede film en mindre overvægt af både kvindelige instruktører, producere og manuskriptforfattere på ca. 60 %.
  • Blandt dokumentarfilm er der kønsbalance på instruktørsiden, og der er en overvægt af kvindelige producere, hvilket har været karakteristisk i hele opgørelsesperioden.
  • Kønsfordelingen blandt medvirkende i årets færdigproducerede film er fortsat i balance, både i spillefilm og dokumentarfilm.

I den rigtige retning

”Der er god grund til at glædes over tallene,” lyder det fra Filminstituttets direktør Claus Ladegaard.

Kontakt

Claus Ladegaard
Adm. direktør
Tlf. +45 4032 6212
clausl@dfi.dk

Kirsten Barslund
Projektleder
Tlf. +45 3374 3526
kirstenb@dfi.dk

”Vi skal altid huske på, at det er ret få film, vi taler om, og det kan skabe store udsving fra år til år. Men selv med det forbehold tør jeg godt pege på to-tre positive tendenser gennem de seneste fem år, hvor vi sammen med branchen har arbejdet systematisk på at ændre kønsfordelingen i dansk film:

Når vi kigger på tværs af konsulent- og markedsordningen er vi gået fra, at hver femte spillefilm har en kvindelig instruktør, til at det er cirka hver tredje. Det lover også godt for fremtiden, at der er så mange kvinder blandt de nye talenter på New Danish Screen. Denne positive udvikling bekræftes af vores løbende monitorering af film i udvikling – fra manus til produktion.

Ikke mindst ser vi for tredje år i træk en næsten ligelig fordeling af hovedroller mellem mænd og kvinder. Vi oplever altså flere og flere spændende, nuancerede kvindelige karakterer i dansk film – det er for mig nok, det allervigtigste. For det handler om, hvad publikum møder og kan spejle sig i på lærredet.

Udviklingen går langsomt, men den går helt klart i den rigtige retning.”

Mangfoldighed skal sikre kvalitet og fornyelse

Filminstituttet arbejder sammen med branchen målrettet med mangfoldighed som et middel til at sikre fortsat kvalitet og fornyelse i dansk film.

Udgangspunktet for mangfoldighedsindsatsen, der dækker køn, etnicitet, social baggrund, geografi m.m. er, at dansk film skal afspejle hele befolkningen, både foran og bag kameraet.

I løbet af de seneste 6-7 år har Filminstituttet i samarbejde med filmbranchens faggrupper, organisationer og virksomheder formuleret fælles mål, delt viden og igangsat konkrete initiativer for at skabe større diversitet i dansk film.