Siden januar har spillefilmkonsulent Kalle Bjerkø modtaget én ansøgning fra en kvindelig instruktør, og han har endnu til gode at uddele sin første produktionsstøtte til en film, der er instrueret af en kvinde. Tendensen frustrerer ham. Ikke fordi han på nogen måde er utilfreds med de mandlige instruktører, han har støttet, siden han tiltrådte i 2019. Men dels savner han dynamikken, der ligger i at arbejde med et alsidigt felt. Dels ønsker han på linje med Filminstituttet generelt at fremme diversiteten i dansk film.
Derfor spejder han misundeligt ned ad gangen, hvor det vælter ind med kvindelige ansøgere på konsulentkollegaen Silje Riise Næss' kontor. Næss har både i sit tidligere job som filmkonsulent i Norge og i interviews markeret sin dedikation til at arbejde for ligestilling i filmbranchen. Men det betyder altså ikke, at hun er den eneste konsulent, der gerne vil støtte kvindelige ansøgere, understreger Kalle Bjerkø. Vi har inviteret de to konsulenter til en samtale om diversitet, kvalitet og kulturel betydning i dansk film.
Kalle Bjerkø: "Jeg synes, det er en foruroligende mekanisme, at branchen tilsyneladende tænker, at hvis vi har en mandlig instruktør, går vi til Kalle, mens vi sender de kvindelige instruktører ind til Silje. Jeg har endda oplevet, at en producer fra et stort selskab direkte har spurgt mig, om jeg tog kvinder, eller de skulle ansøge hos Silje. Jeg tænker bare, 'What?!" Det er jo tilbage til middelalderen og har intet med diversitet at gøre. Jeg forstår ikke, hvad der er gået galt i kommunikationen. Måske har jeg været naiv, fordi jeg ikke har meldt hårdere ud, at jeg tager diversitet alvorligt."
Det er måske fordi, du til gengæld har været meget offensiv omkring dine holdninger til ligestilling, Silje?
Silje Riise Næss: "Ja, den positive side er, at vi har observeret, at signaler virker. Jeg har oplevet, at det gør en forskel, at jeg har sagt, at jeg er interesseret i kvindelige filmskabere. Men jeg har heldigvis også et skarpt felt af mandlige instruktører for tiden. Min drøm er jo ikke at sidde med 70-80 procent kvindelige instruktører, for der er et spændingsfelt ved at have diversitet. Heldigvis har jeg også en god variation af alder og etnicitet i ansøgningerne."
Hele verden i forandring
Kalle Bjerkø: "Som konsulent kan man jo kun arbejde med de projekter, der kommer ind. Der går jeg lidt i panik, for jeg vil gerne have de film, jeg støtter, til at matche det billede, vi ser ude i verden, og efterkomme den efterspørgsel, der er efter en større mangfoldighed af fortællere og historier. Vores jobfunktion er jo at finde de filmskabere, som skal lave fremtidens film i Danmark. Konsulentordningen skal gerne være frontlinjen. Vi er ansat til at tage chancer og til at skubbe markedet, kunstnerne og producenterne og sige, det er den her vej, det ruller. Ellers bliver dansk film sat af. Og Filminstituttet eksisterer jo netop for, at dansk film kan klare sig på det kæmpe marked, der ruller ind over os."
Silje Riise Næss: "Det inspirerende ved at arbejde med diversitet er, at det er en bevægelse, der sker i hele verden. Alt forandrer sig nu, og både de stærkeste markedskræfter og de mest kvalitetsorienterede støtteordninger er ude på at spejle det samfund, vi lever i. Der er nye aktører, der finansierer med andre interesserer end tidligere, fx Netflix, der kun kan vokse yderligere gennem diversitet og satser på film som ’Ma Rainey's Black Bottom’. HBO’s ’I May Destroy You’ ryddede nærmest bordet ved BAFTA. Chloé Zhao vinder Guldløven og flere Oscars for 'Nomadland', der er på Disney+, og har nu instrueret en Marvel-film. DR var i budkrig over Steve McQueens BBC-serie 'Small Axe'. Også filmfestivalerne revolutionerer langsomt sig selv med tanke på repræsentation. Vi forsøger som konsulenter at tage imod impulser fra forskellige steder og inspirere branchen her i landet. Ikke bare med velmenende pegefingre, men også ved at sige, 'Hey, se på verden. Er det ikke spændende?"
Kalle Bjerkø: "Ja, og vi mener jo ikke, at vi sidder her som en woke kulturelite og vil frelse verden. Det handler dybest set om markedskræfter. Hvis du skal sælge film til et publikum, vil de have en verden, der ligner den verden, de lever i. Ellers relaterer de ikke til det. Alle har simpelthen fundet ud af, at vi har skævredet markedet så meget, at vi er nødt til at korrigere det, fordi markedet er så meget mere.”
Er det ikke lidt spekulativt?
Silje Riise Næss: "Hvis Netflix ønsker i at spekulere i at betale Alfonso Cuarón en masse penge for 'Roma', så tænker jeg, 'Fedt, spekuler videre.' Men den offentlige filmstøtte har selvfølgelig en anden rolle i samfundet. Vores vej ind i diversitetsspørgsmålet er ikke den spekulative, men et spørgsmål om kulturel betydning. Filminstituttet monitorerer metodisk, hvilken effekt danske film har i samfundet, og hvad publikum opfatter, at de får ud af dansk film.
Jeg er inspireret af dansk dokumentarfilm, som fortæller historier fra hele verden. På spillefilmfronten tror jeg heller ikke, at de mange danske middelklassedramaer, vi producerer, kommer til at kendetegne de næste 10 år i dansk film, selvom mange af filmene er fantastiske. Jeg tror ikke, at nogen i branchen tror eller håber, at vi skal lave præcist ligeså mange hvide middelklassedramaer, som vi altid har gjort. Vi har brug for både mere genrediversitet og flere stemmer."
Søger det usikre
Hvis Danmark bliver sat af med sine hvide middelklassedramaer, hvordan forklarer I så, at dansk film lige har gået sejrsgang i verden med 'Druk'?
Kalle Bjerkø: "Der er altid reglen, der bekræfter undtagelsen, og kvalitet benægter sig aldrig. Når Vinterberg er god, er han ekstremt god. Men derfor skal vi stadig se udover strømmen af hvide mandlige instruktører, der har præget dansk film i mange år. For mig er det et grundmantra, at jeg ikke ved, hvad jeg ikke ved. Derfor bliver jeg hele tiden nødt til at søge noget usikkert, så dansk film ikke stagnerer med én type film. Som konsulenter er det vores ansvar at være modige nok til at tage chancer, bryde med vores egen vanetænkning og lade debutanter fejle, selvom det går ud over den forfængelighed, man naturligt har som menneske. Vi er jo alle sammen formet af vores personlige baggrund og har en bias i forhold til, hvilke narrativer og hvilke typer mennesker, vi er tiltrukket af. Derfor arbejder vi i Filminstituttet med at bevidstgøre os selv blandt andet ved at monitorere, hvordan de film, vi støtter, repræsenterer det danske samfund."
Et vink med en vognstang
Hvordan kommunikerer I jeres ønsker om diversitet til branchen?
Silje Riise Næss: "Det er jo ikke vores rolle at fortælle produktionsselskaberne, hvilke film de skal lave…"
Kalle Bjerkø: "Men vi vil gerne give dem et vink med en vognstang: Åbn øjnene. Kig jer omkring på samfundet. Vi skal producere film af de mennesker, der er i samfundet, og til de mennesker, der er i samfundet. Hvis der er 50 procent kvinder og 50 procent mænd, skal der være en 50/50-fordeling i film. Og når mennesker med anden etnisk oprindelse end dansk udgør 10 procent af befolkningen, skal det også afspejles i dansk film."
Silje Riise Næss: "Der er grænser for, hvor proaktive vi kan være som konsulenter, for vi sidder jo i et system, hvor vi kun kan vælge mellem de projekter, som selskaberne arbejder med. Men jeg kommunikerer jo også med branchen gennem hvilke projekter, jeg vælger at udvikle og produktionsstøtte – og desværre også med afslag. Her er der mulighed for at opfordre til at løfte blikket og diskutere, hvad man kan gøre for at stå stærkere i forhold til at frembringe film, der har kulturel betydning i Danmark.
Det gælder ikke kun køn, som jeg har haft meget fokus på, men også diversitet inden for etnicitet, alder, seksuel orientering osv. Jeg tror, vi er nået et sted i diversitetsdebatten, hvor vi godt kan holde flere tanker i hovedet samtidig, og det skal selvfølgelig ikke tage 80 år, inden andre end hvide kvinder fra middelklassen også kan komme til fadet."
Kalle Bjerkø: "Vi oplever, at publikum efterspørger diversitet, og at der er et underudviklet potentiale i dansk film. Derfor opfordrer vi branchen til at udvikle projekter, der afspejler det."
