Af de fem nominerede nordiske film blev det den danske dokumentarfilm 'Flugt', der tirsdag aften kunne hyldes som vinder af Nordisk Råds Filmpris 2021. Prisen blev overrakt i Skuespilhuset i København i forbindelse med Nordisk Råds årlige samling.
"Det er sjældent, at de æstetiske, politiske og menneskelige dimensioner går op i en så sublim, kunstnerisk enhed som i 'Flugt'," lyder det blandt andet i motivationen fra den tværnordiske jury.
Nordisk Råds Filmpris blev uddelt til filmens instruktør og manuskriptforfatter Jonas Poher Rasmussen og medforfatter 'Amin' samt til producerne Monica Hellström og Signe Byrge Sørensen fra Final Cut for Real og Charlotte de la Gournerie fra Sun Creature.
Prisen gives til trekløveret af instruktør, manuskriptforfatter og producer for netop at understrege, at film som kunstform er resultatet af et kollektivt samarbejde. Med prisen følger 300.000 kr.
'Flugt' var udvalgt til Cannes Festivalen i 2020 og har vundet priser på de store festivaler i blandt andet Sundance, Göteborg og Annecy.
Senest blev 'Flugt' udvalgt som Danmarks Oscar-kandidat og skal altså de kommende måneder dyste om en nominering i kategorien for bedste udenlandske film ved verdens mest prestigefyldte prisuddeling.
Jonas Poher Rasmussen debuterede med 'Noget om Halfdan' (2006) om sin farfar, forfatteren Halfdan Rasmussen. Siden har han instrueret dokumentarfilmene 'Searching for Bill' (2012) og 'Det han gjorde' (2015).
Nordisk Råds Filmpris uddeles i år for 18. gang. Med 'Flugt' er det syvende gang, at prisen går til en dansk film. Tidligere vindere er 'Dronningen' (2019), 'Jagten' (2013), 'Submarino' (2010), 'Antichrist' (2009), 'Kunsten at græde i kor' (2007) og 'Drabet' (2005).
De øvrige nominerede til Nordisk Råds Filmpris 2021 var 'Any Day Now' af Hamy Ramezan (Finland), 'Alma' af Kristín Jóhannesdóttir (Island), 'Gunda' af Victor Kossakovsky (Norge) og 'Tigrar' af Ronnie Sandahl (Sverige).
Prisen gives til en film, som ud over høj kunstnerisk kvalitet og originalitet har en betydelig forankring i den nordiske kultur. Læs hele pressemeddelelsen fra Nordisk Råd.