Da juryen på CPH PIX motiverede valget af David Adlers 'Nattens ende', lød det blandt andet sådan her:
"Det er først og fremmest en film, der er kunstnerisk radikal og udfordrer filmmediets konventioner. Ikke bare teknologisk, men i endnu højere grad i tilgangen til fortælling, form og visualitet bryder den alle forventninger."
Den københavnske spillefilmfestival var ikke i tvivl: 'Nattens ende' viser nye veje for den fortællende filmkunst.
Adler, der er uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole, blander i 'Nattens ende' avancerede formgreb og filmisk fortælling til en interaktiv oplevelse, der inviterer publikum til at sætte sig i en robåd.
Overfor sidder den ældre jødiske mand, Josef (Jens Jørgen Spottag), der over de næste 50 minutter fører os igennem et øde København i oktober 1943 – gennem gader, lejligheder og udplyndrede forretninger. Sejlturen er også en rejse gennem Josefs erindringer om den nat, hvor han flygtede fra det besatte Danmark mod sikkerhed i Sverige, alene og skyldbetynget i sin robåd.
At træde ind i en andens erindring
'Nattens ende' er støttet via Filminstituttets talentordning New Danish Screen, og spørger man projektredaktør Christina Ramsø Thomsen, er hun helt på linje med festivalens skudsmål: Værket dyrker en filmisk kvalitet, som er helt sin egen.
"David Adler udnytter VR-mediets muligheder til at fortælle et medrivende narrativ, som minder om det, man vil finde i en 'traditionel' film. Han kombinerer oplevelsen af en stærk fysisk, rumlig tilstedeværelse, som jo er VR-mediets force, med en længere kompleks fortælling. Det var noget af det, som vi på New Danish synes var spændende."
'Nattens ende' vandt for bedste VR-fortælling på Venedig Filmfestivalen, og det bekræfter fint værkets egen ambition, siger Ramsø Thomsen.
"Man lever sig fuldstændig ind i historien, der handler om at vække svære minder til live, om overlevendes skyldfølelse, om traumer. Adler bruger forskellige animationsteknikker og blandt andet teknologien fotogrammetri, hvor fotografier af det gamle København oversættes til tredimensionelle modeller. Det er som at være fysisk til stede i en andens erindringsunivers."
"Det er både realistisk og ekspressivt – og intimt nærværende, som i et teaterrum."
Vigtigt med kreative miljøer i branchen
Filminstituttet har de seneste fem år givet støtte – oftest tidlig udviklingsstøtte – til VR-værker og tværmedielle projekter. I disse måneder samles data og erfaringer, så der kan evalueres på dette relativt nye støtteområde, men allerede nu bemærker redaktør for spil og digitale medier Simon Løvind én markant tendens.
"Når vi kigger på de cirka ti værker, der er udkommet med udviklingsstøtte fra Filminstituttet, er det slående, hvor stor den internationale interesse har været."
En vigtig del af forklaringen er, ifølge Løvind, at vi i Danmark har opbygget frugtbare miljøer, som er en forudsætning for at lave VR med gennemslagskraft.
"Det er miljøer, hvor der arbejdes kreativt med teknologiske værktøjer, og hvor fokus er i grænselandet mellem spil, film og animation, og endda teater. Et eksempel er samarbejder med udspring i selskabet Makropol, som har produceret 'Nattens ende' og flere af de senere års succeser. De markerede sig meget tidligt med 'Skammekrogen' fra 2014, der også blev vist på en række internationale festivaler."
Også animationsskolen i Viborg er et kraftcenter, hvor fx Michelle og Uri Kranot er forankrede. Deres seneste værk, 'The Hangman at Home' om bødlens fyraften, bruger blandt andet håndmalede animationsteknikker. Værket har vundet flere priser, herunder en VR-guldløve i Venedig i 2020.
De kreative miljøer har givet rygstød til projekter, som udlandet har fået øjnene op for.
"Selv om det er meget forskellige værker, så er de alle båret af stærke kunstneriske visioner, hvilket er ret unikt inden for VR. Der bliver lavet sindssygt flotte ting andre steder. Men når de internationale festivaler er opmærksomme på danske VR-værker, så tror jeg, at det især skyldes den fortællermæssig kraft og den personlige stemme, som understøttes i branchen, og som vi på Filminstituttet også gerne vil sikre gode rammer for."
Det er første gang, at et VR-værk når til tops på spillefilmfestivalen CPH PIX. For Løvind er det kun naturligt, at det også er en mulighed.
"'Nattens ende' er en film. En VR-film. Den virtuelle teknologi er i denne sammenhæng 'bare' en teknisk platform til at skabe den størst mulige filmiske helhedsoplevelse."