MEDIA-film i danske biografer: Januar-Februar 2022

Fabler, roadtrips, robotter, kærlighedshistorier og eventyr for børn. Her er MEDIA-filmene med dansk biografpremiere i januar og februar.

Den magiske månerejse

Drengen Peter tager på en magisk rejse mod månen for at redde sin lillesøster Anne, der kidnappes af den ondskabsfulde Månemand. For at gøre ondt værre viser det sig, at Månemanden tilmed truer hele universet med sin månekanon!

En stor mundfuld for en ung dreng, men heldigvis møder Peter flere magiske venner på sin vej mod månen; heriblandt den søvnige Ole Lukøje og den talende bille Hr. Zumzemann. Den umage gruppe er fast besluttet på at stoppe Månemanden og redde Anne, og deres rejse tager dem til eventyrlige verdener som Stjerneengen og Natfeernes slot i skyerne.

'Den magiske månerejse' er udviklet med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 20. januar


Fabian: Going to the Dogs

Weimarrepublikken 1931. Den aspirerende forfatter Fabian lader sig opsluge af Berlins dekadente natteliv. Her møder han Cornelia, der slår revner i Fabians forsøg på at opretholde et intellektuelt og normaliseret syn på livet. Men kan lykken bestå i en usikker tid, hvor det enkelte menneske såvel som det tyske samfund i desperation drives mod en nærmest Faustisk pagt?

Med sin vilde blanding af stilarter, frenetiske klipning og frit flydende tidslinjer giver instruktøren Dominik Graf og klipperen Claudia Wolscht en hypermoderne og avantgardistisk version af Erich Kästners klassiske roman fra mellemkrigstidens Tyskland.

Filmen er udviklet og distribueres med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 20. januar


Petite maman

Den otteårige Nelly har lige mistet sin elskede mormor, og hjælper sine forældre med at rydde op i moren, Marions, barndomshjem. Nelly går på opdagelse i huset og i de samme skove hendes mor, legede i da hun var lille pige. En barndom Marion har fortalt Nelly utallige historier fra. Marion tager pludseligt alene tilbage til byen, og samme dag møder Nelly en pige på sin egen alder ude i skoven. Pigen er i færd med at bygge et træhus, hendes navn er Marion, og hun spørger om Nelly vil være med.

'Petite maman' er instrueret af Céline Sciamma, der også stod bag 'Girlhood' og Portræt af en kvinde i flammer'.

Filmen distribueres af Angel Films i Danmark med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 20. januar


Kupé nummer 6

Finske Laura har et kompliceret kærlighedsforhold kørende i Moskva, så hun beslutter at drage væk på egen hånd – med den Transsibiriske Jernbane til den arktiske by Murmansk. Laura er tvunget til at dele sovevognen kupé nummer 6 med Ljoha, en både ubehøvlet og drikfældig russer. Men efter det første konfliktfyldte møde begynder det umage par at ramme et uventet, fælles toneleje. Det tilfældige møde på et overfyldt tog får begge passagerer til at se på sig selv med nye øjne.

’Kupé nummer 6’ vandt Juryens Grand Prix i Cannes.

Filmen er udviklet med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 27. januar


Lamb

Det barnløse par María og Ingvar bor på en afsidesliggende gård i Island, hvor de driver et lille landbrug med får. Da de opdager en mystisk nyfødt i folden, beslutter de at beholde den og tage sig af den som deres eget barn. Naturen har sine luner, men den har også sin vilje, og hvad der først skaber lykke kan hurtigt få konsekvenser.

Valdimar Jóhannsson debuterer som instruktør af 'Lamb', som han har skrevet i samarbejde med den islandske poet Sjón.

'Lamb' distribueres i Danmark af Camera Film med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 27. januar


Sneleoparden

Til musik af Nick Cave og Warren Ellis følger vi naturfotografen Vincent Munier og forfatter og eventyrer Sylvain Tesson i deres søgen efter den mystiske sneleopard i Tibet. Her er naturen gold og barsk, men vækkes til live af Vincent Munier’s unikke og sanselige fortælling, der frembringer en meditativ tilstand, hvor selv den mindste detalje har værdi, og det golde landskab bliver forvandlet til majestætisk natur rigt på dyreliv.

'Sneleoparden' distribueres i Danmark af Angel Films med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 3. februar


Drømmemanden

For at få fondsmidler til sin egen forskning, lader Alma sig overtale til at deltage i et ekstraordinært forsøg: i tre uger skal hun leve sammen med en humanoid - en robot i menneskeform, skræddersyet efter hendes "type", og hvis AI er designet til at være den perfekte livsledsager for hende. Så Alma møder Tom, der er designet kun til formålet at gøre hende lykkelig.
Men kan et menneske og en robot forelske sig i hinanden, eller er det hele kunstigt? Hvad gør et menneske til et menneske og følelser ægte?

Filmen distribueres i Danmark af Camera Film med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 10. februar


Robotbror

I en nær fremtid er klimaproblemerne løst. Alt er lyst og grønt og dejligt - og alle børn har tilmed deres egne menneskelignende robotter, der følger dem rundt som personlige assistenter. 11-årige Alberte har til gengæld en virkelig forældet én af slagsen – Robbi, som mest af alt ligner en forvokset bamse. Og hun føler sig udenfor af samme grund. Men hendes popularitet vender, da hun i fødselsdagsgave får den nyeste humanoid-model på markedet. Ind træder Konrad, den mest livagtige robot, der nogensinde er set. Han ligner faktisk 1:1 et menneskebarn. Efterhånden begynder Alberte at føle en ægte forbindelse til Konrad – men kan man overhovedet være venner med en robot?

'Robotbror' er udviklet af Nimbus Film med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 10. februar

;


Rose

I sensommeren 1997 ruller Ellen og hendes mand Vagn sammen med Ellens sindslidende søster Inger ud fra Aalborg Rutebilstation med kurs mod Paris. Iblandt de øvrige rejsende er overlæreren Skelager, som hurtigt gør sig selv til forkæmperen imod det anormale, men hans nervøse søn Christian opbygger et venskab med Inger, som kun bliver stærkere i takt med at de nærmer sig Paris. Men Inger har en skjult dagsorden, og inddrager Ellen, Vagn og Christian i en kæde af begivenheder, der styrer væk fra den guidede tour og fører til selvopdagelse, konflikt og forsoning.

'Rose' er udviklet af Nordisk Film med støtte fra MEDIA-delprogrammet.

Biografpremiere: 24. februar