"En rørende historie om både at elske og hade sine rødder, som vi er mange, der er blevet berørt af."
Sådan lød nogle af de rosende ord til Lisa Jespersen om debutfilmen 'Hvor kragerne vender', da Eva Novrup Redvall på vegne af Dreyer Fonden motiverede valget af årets modtager af prisen givet i den store danske filmkunstners navn. Overrækkelsen fandt sted onsdag den 2. marts i Cinemateket i København.
'Hvor kragerne vender', der i februar blev kåret som årets film ved Robert-festen, skildrer den unge bohemeforfatter Laura og hendes indre kamp for at komme overens med sin familie og fortid. Om hovedpersonens svære balancegang lød det videre i motivationstalen:
"Filmhistorien er fuld af fortællinger om folk, der vender hjem. Den er også fuld af fortællinger om folk, der drager ud. De fleste har lært om eventyrenes hjem-ude-hjem-dramaturgi, som underbygger ordsproget om, at ude er godt, men hjemme er bedst. Alt det skriver Lisa Jespersen og Sara Isabella Jönssons manuskript sig ind i, mens de skildrer, hvordan vi altid er præget af det, vi kommer fra. Spørgsmålet er, hvordan vi så forholder os til det."
Ved Robert-festen vandt 'Hvor kragerne vender, ud over prisen for Årets Danske Spillefilm, også for Årets Originale Manuskript samt for Årets Instruktør. Til Bodil Prisen, der afholdes den 19. marts, har filmen modtaget hele ni nomineringer.
'Hvor kragerne vender' er produceret af Daniel Mühlendorph for Hyæne Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.