Weekenden i biografen uge 9

BILLETSALG. Niels Arden Oplevs ’Rose’ indtog førstepladsen i sidste weekend af vinterferien.

Torsdag den 24. februar fik Niels Arden Oplevs ’Rose’ premiere, ledsaget af flotte anmeldelser, og publikum tog imod filmen med åbne arme. Mere end 37.000 købte billetter til filmen i premiereweekenden, og ’Rose’ blev dermed weekendens mest sete film. Samlet har 45.000 publikummere nu set dramaet med Sofie Gråbøl, når man medregner billetsalget til forpremieren.

Dansk film var også repræsenteret i top-10 over billetsalg i weekenden med yderligere tre film, nemlig 'Tag min hånd’, 'Vildmænd' og 'Robotbror'.  

Billetsalget i vinterferien fortsat højt, men faldende

Weekenden markerede samtidig slutningen på vinterferien i Danmark, der dækker over uge 7, 8 og weekenden i uge 9. Vinterferien er en af årets travleste perioder i biograferne, og i år var ingen undtagelse. Niveauet af biografgæster var dog noget lavere end inden corona.

Samlet set gik mere end 725.000 danskere i biografen hen over ferien, hvilket er et højt niveau, men det er samtidig 17 procent færre besøgende end vinterferien i 2020 (biograferne var lukkede i samme periode i 2021). I biografsammenhæng skal man være forsigtig med at konkludere håndfast på forskelle i billetsalgstal fra år til år, da filmudbuddet kan variere meget, og én enkelt blockbuster kan ændre billedet fundamentalt. Men ser man alligevel på det samlede billetsalg i vinterferien i et bredere perspektiv, tegner der sig et billede af et svagt faldende billetsalg i ferien.

Siden 2017 er billetsalget i perioden generelt faldet år for år, og det kan altså ikke udelukkende forklares med påvirkning af en pandemi, selvom den selvfølgelig har haft en betydning i år. Dansk film stod for 26 procent af billetsalget i årets vinterferie, hvilket er en anelse under gennemsnittet for den danske ferieandel de seneste ti år, som normalt ligger på en tredjedel af billetterne.

Film til det voksne publikum fylder mest i vinterferien

I en vinterferie vil man måske tro, at det er familiefilm, der trækker flest publikummere. Men faktisk står de i gennemsnit "kun" for ca. 40 procent af billetsalget. Til gengæld står film til det unge og voksne publikum for broderparten af billetterne.

Dette var også tilfældet i år, hvor fordelingen var endnu mere skæv, og hvor hele 68 procent af vinterferiens billetter gik til film for det unge og voksne publikum. Det faktum er også tydeligt, når man ser på top-5 over feriens mest sete film, hvor én familiefilm, nemlig ’Syng 2’, indtager førstepladsen, men hvor de resterende film er til voksne eller unge voksne.