CPH:DOX ryster posen med hybrid festivalmodel og nye initiativer

INTERVIEW. Når CPH:DOX slår dørene op den 23. marts, for første gang fysisk i tre år, bliver det med en ny ledelse – og nye planer, der blandt andet lyder på minifestivaler, en streamingplatform og øget fokus på talent, fortæller kunstnerisk leder Niklas Engstrøm og direktør Katrine Kiilgaard.

Efter to år med onlinefestivaler vender CPH:DOX endelig tilbage for fuld udblæsning i en ny hybridudgave, der binder erfaringerne med den digitale omstilling sammen med festivalens vante, fysiske dimension.

Men det er ikke kun festivalformen, der er ny. Fonden De Københavnske Filmfestivaler, der driver CPH:DOX, CPH PIX og Buster, har også fået ny ledelse – i form af kunstnerisk leder Niklas Engstrøm og administrerende direktør Katrine Kiilgaard. Begge har en mangeårige tilknytning til DOX.

Med sig i bagagen har de masser af erfaringer med den digitale omstilling post-corona – samt en række nye initiativer, der skal styrke dokfestivalens position i hele landet, fortæller duoen.

CPH:DOX er i sin grundessens et kulturelt folkemøde, hvor man diskuterer tidens store samfundsemner med afsæt i aktuelle film.

- Katrine Kiilgaard

"Det er lykkedes os at overleve de sidste to år, selvom vi næsten udelukkende har eksisteret digitalt. I den periode er vi gået fra at være en festival, der overvejende fandt sted i København, til at være en landsdækkende begivenhed," siger Niklas Engstrøm.

Demokratisk potentiale

Årets hybridudgave skal sammensmelte det bedste fra festivalens digitale og fysiske dimension og forhåbentlig danne grundlag for CPH:DOX' fremtidige model. Samtidig skal hybridformatet sikre festivalens identitet som mere end blot en begivenhed for filminteresserede, siger Kiilgaard.

"CPH:DOX er i sin grundessens et kulturelt folkemøde, hvor man diskuterer tidens store samfundsemner med afsæt i aktuelle film. Vores mission er at skabe oplysning, refleksion og engagement gennem kontekstualiserende visninger, hvor debatter med eksperter, filmskabere og aktører fra civilsamfundet får filmene og deres tematikker til at leve videre, længe efter at filmen er slut," siger hun.

"Den fysiske festivaloplevelse i biograferne giver en helt anden mulighed for at engagere sig i samtalen omkring filmene, der er enormt vigtig i lyset af tidens samfundsmæssige forandringer. En filmfestival som vores har et stærkt demokratisk potentiale, der forpligter sig på virkeligheden på en anden måde end breaking news. Det potentiale er kun blevet vigtigere at understøtte i løbet af de seneste uger," supplerer Engstrøm.

Makkerparret peger på, at den aktuelle diskussion om metoderne og graden af iscenesættelse i en film som 'Kandis for livet' har vist, at der er et markant behov for, at vi taler meget mere om dokumentarfilm og om, hvad de gør ved os.

Den fysiske festivaloplevelse i biograferne giver en helt anden mulighed for at engagere sig i samtalen omkring filmene, der er enormt vigtig i lyset af tidens samfundsmæssige forandringer.

- Niklas Engstrøm

"Guderne skal vide, at da vi startede CPH:DOX i 2003, var der ikke en stærk tradition i København for at diskutere dokumentarfilm som en kunstnerisk genre. Men det lykkedes os at ændre det, da vi begyndte at programlægge film, som nedbrød grænserne for, hvad dokumentarfilm kan være. Den forståelse af genren vil vi gerne forstærke og udbrede, og dér er det kvalitative møde om filmene helt centralt," fortæller Engstrøm.

Samskabelse i fokus

Et af festivalens nye initiativer, der skal sikre netop dette, er minifestivaler rundt i landet, hvor kommunale kulturaktører er med til at facilitere festivalen. Her får lokale biografer, filmentusiaster og kulturcaféer mulighed for at sætte deres præg på CPH:DOX.

Samskabelse er i det hele taget vigtigt for festivalen, der gerne vil have nye, forskelligartede perspektiver på, hvordan de kan styrke deres program. Sidste år etablerede festivalen sin første ungdomsredaktion, som fik frie tøjler til at lave et særligt program henvendt til unge.

"Det er vigtigt for os at åbne festivalen for så mange som muligt. Vi vil gerne ryste posen og få nye input til, hvordan man laver en relevant kulturbegivenhed for danskerne," siger Engstrøm.

Endnu et led i den landsdækkende udbredelse af festivalen er etableringen af en helårlig streamingplatform, der efter planen lanceres i efteråret. Her vil man kunne se dokumentarfilm, som ikke kan opstøves andre steder herhjemme, og finde materialer, der kan berige oplevelsen. Igennem årene har der nemlig været en stærk efterspørgsel på at se DOX' udvalg af dokumentarfilm efter selve festivalen.

Talenterne skal styrkes med netværk

Fremadrettet vil CPH:DOX blive bygget op om tre overordnede tematiske spor, der hver repræsenterer forskellige måder at gå til verden på: 'videnskab' med sit opsøgende og undersøgende potentiale, 'samfund' med sit fokus på at skabe engagement, og 'kunst' med sin mulighed for at mane til refleksion. Emner, som vil få hver sit univers i programmet og på streamingplatformen.

Desuden fortæller Kiilgaard, at festivalens branchesektion vil have et mere markant fokus på talentudvikling ved at understøtte de debuterende filmskabere, der har brug for det sidste løft i etableringen af et netværk.

"Vi viser rigtig mange danske talentfilm på selve festivalen. Men vi vil også gerne opbygge strukturer, så debutanterne får en lige så stærk netværksskabende international platform at flyve fra som de mere etablerede filmskabere. Det potentiale er vi i gang med at afsøge," siger hun.

Og så arbejder Fonden De Københavnske Filmfestivaler også på at etablere et uafhængigt filmhus i deres lokaler i Kødbyen i København, som efter planen skal rumme helårlige brancheaktiviteter. Ambitionen er, at huset skal være med til at styrke sammenholdet og dialogen i den danske filmbranche.

Fakta

Katrine Kiilgaard

Kom til CPH:DOX i 2015, hvor hun har stået i spidsen for den internationale brancheplatform og fungeret som vicedirektør. Tiltrådte som direktør i Fonden De Københavnske Filmfestivaler den 1. februar 2022.

Niklas Engstrøm

Var i 2003 med til at starte CPH:DOX sammen med Tine Fischer. Har siden sommeren 2021 været kunstnerisk leder for Fonden De Københavnske Filmfestivaler.

CPH:DOX 2022

Fra 23. marts til 3. april kan man opleve 200 dokumentarfilm i de københavnske biografer samt ved minifestivaler i 20 kommuner rundt i landet.

Sideløbende deltager professionelle aktører fysisk i festivalens branchesektion, mens hybridformatet også gør det muligt for branchen at medvirke online.

Fra 1. til 10. april fortsætter festivalen hjemme i stuerne, hvor et udvalg af film fra årets program kan ses på doxonline.dk.