Når Silje Riise Næss siger farvel som spillefilmkonsulent efter tre og et halvt år på posten, kan hun samtidig skue ind i en lille sensation for dansk film. Nye tal viser nemlig, at der i 2021 for første gang nogensinde var lige så mange kvindelige som mandlige instruktører bag de støttede spillefilm på konsulentordningen.
"En stille revolution," bemærker Silje Riise Næss, der gennem sin tid på Filminstituttet har markeret sig tydeligt i spørgsmålet om ligestilling i filmbranchen.
Blandt de film, som den norskfødte konsulent har indstillet til støtte, er de to film på årets Cannes Festival, Hlynur Pálmasons 'Vanskabte land' og Ali Abbasis prisvinder 'Holy Spider'.
Også på listen er Charlotte Sielings 'Margrete den Første', der blev tildelt Filminstituttets højeste støtte nogensinde, og debutfilmen 'Du som er i himlen', som hjemtog priser fra San Sebastian Filmfestivalen til instruktør Tea Lindeburg og skuespiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl – samt film på vej af blandt andet Malou Reymann, Isabella Eklöf og Malene Choi Jensen.
Næss takker af som filmkonsulent den 1. juli, og i den anledning tager hun her et foreløbigt sidste kig på dansk film og kampen for en bedre kønsbalance, mere genrevildskab og vigtigheden af at slå kreds om de kreative.
Kønsbalance – point of no return
Kan du beskrive den 'revolution', som du ser, der er sket med kønsbalancen i dansk film?
"Jeg kalder det en revolution, fordi ændringerne er så store. I mange år har det generelle billede været, at der var omkring 20-25 % kvinder, der fik produktionsstøtte til film på konsulentordningen, med enkelte udsving undervejs. Og nu kan vi se tilbage på to år uden ulighed – med 46 % i 2020 og præcis 50 % i 2021.
Jeg er overbevist om, at der ikke er nogen vej tilbage. Den tid, hvor kun én ud af fire-fem instruktører er kvinde, er fortid. Det samme er mange af de samtaler eller forklaringsmodeller, vi havde for 5-7 år siden. 'Jamen, de kvindelige ansøgere findes ikke.' 'Distributører investerer ikke i kvindelige første- og andengangs instruktører.' Jo, de gør."
Hvad har været nøglen?
"Der er selvfølgelig mange facetter, men jeg er ikke i tvivl om, at den øgede opmærksomhed på tværs af hele branchen har været med til at vende udviklingen. Der ligger en stor styrke i, at vi gennem systematisk og vedholdende samtale og debat faktisk har kunnet rykke på billedet af kvinder i dansk film.
Vi har lært, at vi ikke bare skal acceptere, at virkeligheden er på én bestemt måde.
Jeg tror på, at det er en solid metode. Vi står på et fælles fundament. Vi bygger noget nyt op, sammen og fra grunden. Der er selvfølgelig flere veje til målet om ligestilling, og i Danmark har vi valgt en løsning, der kræver megen tid og engagement. At folk ser hinanden i øjnene og lytter til hinanden. Det har vi gjort, og det høster vi frugten af nu.
Jeg siger dog ikke, at vi er færdige med arbejdet – at vi nu har tiptop diversitet i dansk film. Der er stadig meget, vi skal gøre."
Film, der samler os
Hvad ser du som næste skridt?
"Som Filminstitut og som branche skal vi blive ved med at monitorere og være bevidste om vores beslutningsprocesser, så mangfoldighed også kommer til at gælde fx seksualitet, klasse, etnicitet – både i de stemmer, der fortæller, og i de historier, der fortælles.
Vi skal blive ved med at tænke over, hvilke historier vi er med til at synliggøre. Kommer vi hele vejen rundt i dansk film?
I Danmark er vi stadig rigtig gode til at skabe medrivende dramaer, som et stort publikum kan samle sig om. Film, som skildrer de overvejelser og følelser, man har som menneske – og som gør det på en måde, der opleves vedkommende for mange. Det skal vi som filmnation ikke tage for givet. Det er ikke alle lande, der har talenter og filmskabere, som formår at fortælle historier på den måde. Eller som har publikum med sig. Det kan man være stolt af i dansk film. Det er en stor styrke.
Men jeg er også optaget af den anden side af mønten: Hvad er det for et Danmark, vi fortæller til? Og hvad er det for et billede af vores samfund og af verden, vi opretholder gennem de film?
Hvis man vil have et filmudbud, som samlet set opleves som relevant af rigtig mange, må man have flere forskellige farver, erfaringer og hverdagsliv repræsenteret. Man skal gøre sig umage med ikke at ende i en osteklokke af hvid middelklasse, der laver fortællinger til og om hinanden."
Blik for genrer og det vilde talent
Hvilke muligheder ser du her for dansk film?
"Folk går jo i biografen for at få forskellige typer af oplevelser. Derfor tænker jeg, at en større genrediversitet kan være en måde – ikke bare at få et yngre publikum til dansk film, men også at skabe en større bredde.
På Filminstituttet skal vi have endnu større åbenhed over for genrer som eksempelvis sci-fi, horror, sort komedie ... Vi skal se det som en værdi i sig selv at fortælle på mange forskellige måder."
Hvordan kan Filminstituttet tiltrække de projekter?
"I indsatsen for generelt at øge opmærksomheden på de projekter, vi støtter, er vi som filmkonsulenter og redaktionsmedlemmer blevet trænet i at være bevidste om, hvordan vi vurderer projekter, og hvordan vi træffer beslutninger. For det handler jo også om, hvordan man kan møde vildt forskellige filmskabere på lige fod.
Tag fx instruktøren Ali Abbasi. Han er uddannet fra Filmskolen, har iransk baggrund og opholdt sig en del år i Sverige, men bor nu i Danmark. Han instruerede først horrorfilmen 'Shelley' om rugemødre. Wow, hvad skete der lige dér! Og så lavede han fablen 'Grænse', der er en slags samfundsanalyse om at være anderledes – med troldesex! Begge film fik opmærksomhed – fordi de er gode, men også fordi de fortæller på en lidt anden måde, end vi er vant til.
Nu kommer så 'Holy Spider', en dansk film, som ser alt andet end dansk ud, fordi den foregår i Iran i 2000'erne. Men den giver os masser at tale om – fx om ligestilling, vold mod kvinder, fremstillingen af kvindeliv. Også den film har fået stor opmærksomhed, og den vandt jo tilmed prisen for bedste kvindelige hovedrolle i hovedkonkurrencen i Cannes.
I alle sine film bruger Abbasi genregreb. Han er en grænsesøgende og frihedssøgende filmkunstner, som har udviklet sig selv inden for vores systemer af filmskole og filmstøtte, hvilket nok har krævet noget åbenhed fra begge sider. Og se, hvad det så har ført til! Vi må ikke lukke ned for det vilde og vovede. Tværtimod skal vi minde os selv om, at det vilde og vovede er noget af det, som Filminstituttet er til for at støtte."
Beskyt det kreative rum
Hvad ville være en mærkesag for dig, hvis du skulle blive i dit job lidt endnu?
"Hvis vi kigger mod den audiovisuelle branche, har de seneste års eksplosion i film og serielle fortællinger sat spillefilmen under pres. Mange danske kreative vil gerne lave film og dramaserier hos de store udbydere, og de er ombejlede – lige fra instruktører og manuskriptforfattere til production designere, fotografer og klippere. Og det generelle billede er, at der er langt flere penge i at arbejde med tv-serier, end man typisk vil tjene på en spillefilm.
Selvfølgelig er det vældig positivt, at de henter erfaringer ved at lave fantastiske dramaserier.
Men det bekymrende er, som vi ved via undersøgelser fra andre lande, at der er et stort mentalt pres på folk, som arbejder i film – større end i de andre kunstneriske fag og i forhold til samfundet som helhed. Når det handler om at tilrettelægge et frugtbart kreativt samarbejde og godt arbejdsmiljø, så er der ret store udfordringer rundt omkring. På Filminstituttet kan vi af naturlige grunde ikke følge med i det kommercielle kapløb. Men vi kan helt sikkert tilbyde andre ting.
Vi kan slå kreds om de kreative, så de har tid og udviklingsmidler til at koncentrere sig om at optimere deres film. Heri tror jeg ligger den største udfordring, men også en stor mulighed, i de kommende år.
En af årsagerne til, at man bliver rigtig god som filmskaber, er at man har ro omkring projektet og mulighed for at bruge den tid, det tager for at optimere et manus og varetage det kunstneriske samarbejde mellem forskellige fagfunktioner. Det kræver tid og gensidig respekt. Og det er værdier, vi som Filminstitut kan stå på."