Stumfilm på biblioteket

Makkerparret Fy og Bi pryder én af de to plakater, der formidler sitet Stumfilm.dk. Plakaten kan downloades på denne side.
INSPIRATION. Imens den danske stumfilmarv bliver restaureret og digitaliseret i stor stil, får Filmarkivet også flere og flere erfaringer med at formidle filmene på nye spændende måder. Bibliotekerne kan nyde godt af disse erfaringer, og lave events med stumfilm, der tiltrækker publikum med nutidige vinkler på filmene.

I Filminstituttets afdeling for Arkiver og Digitalisering er der allerede indhentet en hel del erfaring i at sammensætte spændende publikumsarrangementer med levende musik, og med oplæg hvor stumfilmene og deres temaer sættes i nutidige kontekster. 

Arrangementerne har hidtil primært fundet sted i Cinemateket i København og i få andre biografer. Men det kunne også sagtens være et tilbud til bibliotekernes publikum. De danske stumfilm udgør et stykke unik verdenskulturarv, og digitaliseringen levendegør for alle, hvad det var der gjorde Danmark til et foregangsland i datidens filmproduktion. Samtidig giver filmene os et sjældent indblik i, hvordan vi fortalte historier med levende billeder dengang, og hvordan mennesker og omgivelser så ud i begyndelsen af 1900-tallet.

Et skønt billede af Asta NIelsen fra filmen "Den sorte drøm" (Urban Gad, 1911) er blikfanget i den anden plakat for stumfilm.dk.

Det er nemt og billigt at komme igang med at lave et stumfilmarrangement. Filmene ligger gratis tilgængelige på stumfilm.dk, hvor man også finder inspirerende temaartikler og ideer til hvordan filmene kan formidles.

Arkivet vil hellere end gerne dele deres erfaringer og sparre med biblioteker, der ønsker at afprøve muligheden for at lave unikke events med stumfilm.

Et eksempel på at sætte filmene i en nutidig kontekst, kunne være at vise filmen 'Den farlige alder' (Eugen Illés, 1927) med Asta Nielsen i hovedrollen. Filmens manuskript er skrevet af Karin Michaëlis, der udgav romanen af samme navn i 1910. Filmen kunne være anledningen til at sætte fokus på forfatteren Karen Michaëlis, som en litterær personlighed, der med denne roman skrev om overgangsalderen længe før det var noget man talte om i almindelighed.

I Cinemateket blev filmen vist med introduktion af Dunja Gry Jensen fra Karen Michaëlis-selskabet. Det musikalske akkompagnement stod pianisten Ronen Thalmay for, og han kan - i lighed med flere andre pianister - hyres til stumfilmarrangementer i hele landet.

Yderligere oplysninger om formidling af stumfilm og ideer til oplægsholdere og musikalsk akkompagnement:

Kontakt: 
Sara Prahl, medredaktør og formidler: sarapr@dfi.dk

Anne Schwarz, projektredaktør: annesc@dfi.dk  (på barsel fra ca. d. 14/10 2022 -1/8 2023).

Planlagte temaer på stumfilm.dk: 
Fy & Bi: Slut september 2022
Benjamin Christensen: Midt november 2022

Kontakt Filminstituttet

Sara Prahl
Redaktør på danmarkpaafilm.dk og projektredaktør for Norden på film
Tlf. +45 3374 3527
sarapr@dfi.dk