Weekenden i biografen uge 41

BILLETSALG. Anders W. Berthelsens havde i weekenden premiere på ’Lykkelige omstændigheder’, der blev weekendens femte mest sete film.

Anders W. Berthelsen har hidtil været mest kendt for sit virke som skuespiller i et væld af danske film og serier, senest den aktuelle komedie ’Alle for fire’, men springer nu ud som instruktør med filmen ’Lykkelige omstændigheder’ der var weekendens femte mest sete film. Instruktørdebut er det dog ikke, for han var også medinstruktør på ’Ser du månen Daniel’ fra 2019 sammen med Niels Arden Oplev. ’Ser du månen Daniel’ blev set af hele 463.256 i biograferne det år, og delte dermed pladsen som årets mest sete danske film med komedien ’Jagtsæson’, der blev set af 463.468 (altså blot 212 flere). 

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Mest sete film var for anden uge i træk Biografklub Danmark-filmen ’Hvor flodkrebsene synger’, der kun faldt beskedne 6% ift. dens premiereweekend, og nu er set af mere end 131.000 publikummer.

I weekenden var det i høj grad også værd at hæfte sig ved gyserfilmen ’Smile’, der havde premiere i sidste uge på listens 8. plads. I denne weekend kravlede ’Smile’ op som næstmest sete film med en stigning på hele 179% ift. premiereweekenden. Efter sigende trender netop ’Smile’ rigtig meget på det sociale medie TikTok, der er især de unges foretrukne medie, og det samme gør ’Hvor flodkrebsende synger’, som vi skrev om i sidste uge. Tydeligt at se betydningen og gennemslagskraften af et godt word-of-mouth ift. publikumstilslutningen.

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.