Weekenden i biografen uge 37

BILLETSALG. ’Når Befrielsen kommer’ runder 150.000 publikummer og er for tredje weekend i træk den mest sete biograffilm.

Anders Walters ’Når Befrielsen kommer’ var for tredje weekend i træk den mest sete film i biograferne. Filmen der kredser om den underbelyste historie fra anden verdenskrig om tyske flygtninge i Danmark i krigens afsluttende dage og de dilemmaer, situationen medførte, er åbningsfilmen i Biografklub Danmarks nye sæson. I weekenden blev den set af godt 20.000 publikummer og rundede dermed 150.000 solgte billetter mandag. 

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

En anden film, der også er ved at nå en markant milepæl, er sommerens og måske årets største film – ’Barbie’. ’Barbie’ ligger efter halvanden måned fortsat blandt de mest populære film i biograferne og er efter weekenden snublende tæt på at runde 600.000 solgte billetter. 

Næstmest sete film var den nyeste film i den mest succesfulde gyser-franchise nogensinde – 'The Conjuring'-franchisen. Den aktuelle film er anden film i rækken af spin-offs om dæmon-nonnen Valak i ’The Nun 2’. Den første 'The Nun'- film fra 2018 solgte 106.000 billetter i biograferne, og vores publikumsmålinger viser, at det især var yngre kvinder, der så den. Således var to tredjedele af publikum under 35 år og med en 60/40 fordeling af kvinder og mænd. Husk at du altid kan finde publikumsprofiler her: https://www.dfi.dk/branchen/viden-om-publikum/hvem-ser-film

Overordnet set blev det dog en lidt stille weekend i biograferne. Faktisk skal vi helt tilbage til begyndelsen af juli for at finde en weekend med lavere publikumstilslutning. Med til dét billede hører dog, at biograferne i weekenden konkurrerede med både en fodboldlandskamp og et usædvanligt flot septembervejr.

Top 10 – Weekend uge 37

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.