Vi nærmer os så småt skolernes efterårsferie, der ligger i næste uge (uge 42). Efterårsferien er traditionelt biografernes næststørste uge på året med små 700.000 solgte billetter i gennemsnit over de senere år – kun overgået af vinterferien i uge 7. Det er selvfølgelig noget, filmdistributørerne er meget opmærksomme på, så efterårsferien byder oftest også på et stærkt filmudbud til at konkurrere om publikums gunst.
I år er ingen undtagelse, og de store titler er ved at være kørt i stilling. Således havde den meget ventede danske film ’Bastarden’ premiere i torsdags og blev som ventet weekendens mest sete film. Godt 34.400 valgte at se filmen i premiereweekenden og medregner man billetter til forpremierer, er ’Bastarden’ allerede set af 42.000. ’Bastarden’ bygger på bogen 'Kaptajnen og Ann Barbara' af Ida Jessen, og er instrueret af Nikolaj Arcel med Mads Mikkelsen og Amanda Collin i de bærende roller, som hhv. Kaptajn Ludvig Kahlen og Ann Barbara.
’Bastarden’ er ikke med i Biografklub Danmarks program, hvor man i stedet i sidste uge havde premiere på ’Madeleines Paris’. Den åbnede med 20.000 billetter i sin første weekend og er endda steget en smule i sin anden weekend, så den nu har rundet 64.000 billetter. Faktisk ligger forrige film fra Biografklub Danmark-programmet også fortsat på top 10, nemlig ’Når befrielsen kommer’ der efter 7 uger i biograferne nærmer sig 265.000 solgte billetter.
Der er selvfølgelig også fokus på børnefamilierne op til ferien, og aktuelt var weekendens næstmest sete film den anden i rækken om de populære hundehvalpe i ’Paw Patrol - Superfilmen’. Filmen bygger videre på den meget succesfulde animationsserie for børn og er allerede set af 68.000, så mon ikke den også bliver et af de store tilløbsstykker i ferien, hvor den sammen med nyeste film i ’Trolls’-serien skal konkurrere om familiernes gunst.