Få filmhistorien ind med morgenkaffen

CINEMATEKET. I 2019 genopstod filmkørslerne tirsdag morgen for filmstuderende på Københavns Universitet under navnet Filmuniversitetet Morgen. Visningerne, der har været en vigtig institution i dansk filmvidenskab siden 1967, er nu åbne for alle betalende gæster med hang til klassikere tidligt på dagen.

Klokken er 10 minutter over 9 en helt almindelig tirsdag morgen i Cinemateket, og de filmstuderende fra 1. semester på Film- og Medievidenskab er begyndt at slå sig søvnigt ned i Bio Carls bløde sæder. Om lidt starter ph.d.-stipendiat Oscar Pedersen fra KU sin introduktion til John Fords udødelige western ’Diligencen’ fra 1939, der revitaliserede den amerikanske western – godt hjulpet på vej af en skuespiller ved navn John Wayne i gennembrudsrollen som gunslingeren Ringo Kidd. 

Om Filmuniversitetet Morgen

Fast filmserie i Cinemateket lanceret i 2019, hvor filmhistorieeksperter fra Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet tirsdag morgener kl. 09.15 (september-december og februar-april) introducerer hovedværker fra filmhistorien.

Filmserien er et samarbejde mellem Cinemateket og Film- og Medievidenskab, der programlægger serien sammen. Fri entré for førsteårsstuderende på Film- og Medievidenskab, men visningerne er åbne for alle og en billet koster 90 kr. (55 for medlemmer). Læs mere på Cinematekets hjemmeside.

Filmhistoriens hovedværker med introduktion

Siden 2019 har Cinemateket inviteret alle førsteårsstuderende på Film- og Medievidenskab gratis i biografen tirsdag morgener for at opleve nogle af filmhistoriens største, uomtvistelige hovedværker på det store lærred med introduktion af filmhistorieeksperter fra Film- og Medievidenskab, der er medarrangør af serien.

Klassikerne programlægges i fællesskab af underviserne på Film- og Medievidenskab og Cinematekets programredaktion i relation til specifikke undervisningsforløb i bl.a. Filmhistorie og Fiktionsteori. ’Diligencen’  skal bruges som eksempel på det hollywoodske studiesystem, en filmfabrik, der kørte på fuld damp i 30'erne, 40'erne og 50'erne. Kopierne skaffes ofte på celluloid fra Filminstituttets eget arkiv i Glostrup for, med programredaktør Sophie Engberg Sonnes ord, ”at komme så tæt på den originale filmoplevelse som muligt”.

Til morgenens visning af ’Diligencen’ nyder de studerende, der er mødt talstærkt op, at se filmene i de optimale omgivelser uden støj fra fx telefonen. Emma Vestphael, førsteårsstuderende på Film- og Medievidenskab, fortæller:

”Jeg synes, at Filmuniversitetet Morgen er mega fedt. Det er virkelig vigtigt for os som filmstuderende, og vi er langt mere fokuserede, end hvis vi bare så filmene derhjemme. De fleste fra studiet vælger da også at komme til visningerne. Og så er vi også blevet introduceret til Cinematekets Bibliotek. Det er jo vildt, at der er et helt bibliotek dedikeret til film.”

Førsteårsstuderende Alberte Peiding bakker op og roser især, at visningerne er kurateret efter undervisningen: 

”Vi har begge to været til Filmuniversitetet Morgen hver eneste gang, det er blevet afholdt. Bagefter har vi Filmhistorie med Eva Jørholt, hvor vi diskuterer de film, vi har været inde at se. Det giver en super god forberedelse til – og forståelse af – forelæsningen. Visningerne gør, at man husker og forstår filmhistorieundervisningen meget bedre.” 

John Wayne som Ringo Kidd i 'Diligencen'. Foto: The Criterion Collection.

Oscar Pedersen afslutter sin introduktion til John Fords westernmytologi ved at tease lidt for et kommende arrangement i Cinemateket, hvor Fords sidste film, ’7 Women’ fra 1966, er på plakaten. De studerende klapper, lyset slukkes i biografen, og silhuetterne fra Monument Valley, Fords filmiske hjemstavn, ruller over lærredet i ’Diligencens’ åbningssekvens. 

Genoplivning af en gammel tradition, men nu åbent for betalende gæster

I 1967, samme år som ’7 Women’ fik dansk biografpremiere, startede en håndfuld studerende til Danmarks første filmundervisning i universitetsregi. Heriblandt dansk filmvidenskabs grand old man, lektor emeritus Peter Schepelern, der tydeligt husker de første tirsdagsfilmkørsler:

”Filmforsker Marguerite Engberg, der etablerede bifaget Filmens æstetik på Københavns Universitet i 1967, var gode venner med Filmmuseets daværende direktør Ib Monty. Hun fik Monty med på, at der for os filmstuderende hver tirsdag formiddag i Filmmuseets lille biograf på Frederiksberggade ved Strøget blev vist filmhistoriske hovedværker fra museets egen samling: ’Birth of a Nation’, ’Intolerance’, ’Dr. Caligaris kabinet’, ’Rom, åben by’, ’Umberto D’ osv. Vi så især mange stumfilm, så der var helt bogstavligt ingen lyd i salen ud over vores snorken og rumlende maver. De stumme kopier var jo, ja, stumme. Et par år senere foregik formiddagsvisningerne i Filmmuseets nye, store, fine biograf i Store Søndervoldstræde på Christianshavn, som åbnede i 1968. Her blev visningerne en institution i sig selv.”

"Filmuniversitetet Morgen er ikke længere bare en velkommen mulighed for at se film i biografomgivelser, men simpelthen en livsnødvendighed for faget Filmvidenskab".

- Eva Jørholt, filmhistoriker, Film- og Medievidenskab

Bortset fra en kort periode i 00'erne og 10’erne, hvor filmkørslerne blev holdt internt på KUA, har tirsdagsvisningerne i Filmmuseet (fra 1996 i Cinemateket på Gothersgade) været forbeholdt de studerende. Med lanceringen af Filmuniversitetet Morgen i 2019 blev visningerne dog åbnet for betalende gæster, der gerne vil have et skud filmhistorie til morgenkaffen. Og selvom størstedelen af publikum naturligt nok er studerende, har der til ’Diligencen’ alligevel sneget sig 15-20 filmelskere ind, der ikke sidder på skolebænken. 

Et oplagt samarbejde 

Ifølge programredaktør Sophie Engberg Sonne er samarbejdet med Film- og Medievidenskab helt oplagt:

”Det ligger jo i Cinematekets opdrag at formidle filmskatten – og med morgenvisningerne får vi år efter år et nyt, ungt og nysgerrigt publikum ind i salene, samtidig med at vi kan tilbyde vores faste brugere en enestående mulighed for at se klassikere på et andet tidspunkt end om aftenen. Og tilmed med den bedste faglige indramning, landet kan fremvise, i skikkelse af universitetets eksperter. Sidst, men ikke mindst, er Film- og Medievidenskab en helt naturlig samarbejdspartner for Cinemateket på stort set alle tænkelige parametre, så selvfølgelig skal vi hjælpe og understøtte hinanden.”

Cinemateket står for rettighedsrekvirering og filmleje, mens Film- og Medievidenskab stiller deres mange filmeksperter gratis til rådighed for Cinemateket. Ifølge filmhistoriker Eva Jørholt er Filmuniversitetet Morgen ligefrem en ’livsnødvendighed’ for filmvidenskaben på Københavns Universitet:

”Filmuniversitetet Morgen er et tilbud, som både vi som undervisere og vores studerende sætter umådelig stor pris på. Det har altid været et stort plus at kunne vise film i en rigtig biograf. På universitetet har vi aldrig haft en biograf, men har indtil for nylig vist film i auditorier, som ikke kunne mørklægges tilfredsstillende, hvor formatet på filmene ikke altid var korrekt, og hvor man i øvrigt sad dårligt. Fra og med i år har vi imidlertid ikke mulighed for at vise film på KU længere, og derfor er Filmuniversitetet Morgen ikke længere bare en velkommen mulighed for at se film i biografomgivelser, men simpelthen en livsnødvendighed for faget Filmvidenskab. De film, vi booker i Cinemateket, relaterer sig til undervisningen i ikke mindst Filmhistorie. Hvordan skulle man kunne give de studerende et indtryk af filmhistoriens væsentligste perioder, æstetiske udtryk, værker og instruktører, hvis ikke de unge mennesker ved selvsyn kunne stifte bekendtskab med nogle af hovedværkerne? Jo, i vore dage er mange stumfilm tilgængelige online, men hovedværker fra 1930’erne og frem er vanskeligere at tilgå.”

Klokken er kvart over 11, og Ringo Kidd har skudt sine tre modstandere ned og rider mod den sort/hvide solnedgang med sin udkårne ved hans side. ’Diligencen’ er slut, og de filmstuderende og den lille gruppe morgenfriske filmgængere bevæger sig roligt ud af Cinemateket og forsætter deres helt almindelige tirsdag - forhåbentligt en lille smule klogere på filmhistorien.

Kommende visninger i Filmuniversitetet Morgen

24/10: ’Umberto D’ (Vittorio de Sica, 1952) 
31/10: ’Åndeløs’ (Jean-Luc Godard, 1960) 
07/11: ’Apocalypse Now: Final Cut’ (Francis Ford Coppola, 1979) 
14/11: ‘Afgrunden’ (Urban Gad, 1920) + ‘De Røde Enge’ (Bodil Ipsen & Lau Lauritzen, 1945)
21/11: ’Sult’ (Henning Carlsen, 1966) 
28/11: ’Forbrydelsens element’ (Lars von Trier, 1984) 
05/12: ’God Morgen’ (Yasujiro Ozu, 1959) 
12/12: ’Chronique d’un été’ (Jean Rouch & Edgar Morin, 1960) 

Læs mere på Cinematekets hjemmeside.