Interaktive dokumentariske fortællinger

Foto: 'Nattens ende' / Makropol

Formål med initiativet

Dette initiativ skal støtte digitale fortællinger med formfornyende ambitioner i forhold til inddragelsen af brugeren og anknytningen til virkeligheden. Initiativet er et samarbejde mellem Det Danske Filminstituts ordninger for spil og for dokumentarfilm, og er båret af en nysgerrighed på det fornyende potentiale der kan ligge på kanten af de projekter, som de to ordninger normalt støtter. Derfor skal kravet om interaktivitet og dokumentarisk præg forstås bredere end normalt.

Hvilke projekter kan støttes

Det støttede projekter skal have elementer af interaktivitet og dokumentarisk præg. Interaktivitet skal således her forstås som en aktiv inddragelse af brugeren, indplacering af brugeren i en virtuel verden eller en anden form for gentænkning af brugerens rolle i oplevelsen. Projektets dokumentariske præg er her forstået som en tydelig emnemæssig anknytning til virkeligheden og en kulturel værdi, der blandt andet kan være båret af emnets samfundsmæssige relevans. 
Samtidig skal projekterne have tydelig relevans som fornyende formmæssige eksperimenter. 

Initiativet er ikke begrænset til specifikke medier, platforme eller målgrupper, men de ansøgte projekter skal indeholde en tydelig filmisk eller spilmæssig komponent. Desuden skal producenten være indstillet på at dele den viden, som udviklingen afstedkommer, med branchen.

I første omgang kan der søges om støtte til udvikling af projektet. Denne udvikling forventes at udfolde et væsentligt aspekt af projektet og demonstrere dets potentiale som publikumsoplevelse og som formmæssig fornyelse. Til dette formål har Filminstituttet afsat en pulje på DKK 1.000.000, og med den forventes at kunne igangsætte 3-5 projekter. Efterfølgende vil støttede projekter kunne søge om støtte til yderligere udvikling og til produktion. 

Der vil være krav om medfinansiering fra støttemodtager, men størrelsen på denne finansiering vil tage hensyn til projektets karakter, forventede økonomiske potentiale osv. Det vil desuden blive betragtet som en fordel, hvis der foreligger aftaler med distributionspartnere eller andre partnerskaber, der kan hjælpe projektet med at nå sit publikum.

Hvem kan ansøge?

Ansøger skal være forankret i et dansk produktionsselskab med adgang til de fornødne kompetencer til at gennemføre projektet.

Hvordan foregår sagsbehandlingen?

Der kan søges om udviklingsstøtte ved ansøgningsfrist d. 09.01.2024. 

Ansøgningen vurderes af en redaktion sammensat af medlemmer fra Spilordningen og Konsulentordningen for Dokumentar og Kort Fiktion. Redaktionen består af Frank Piasecki Poulsen, Heidi Kim Andersen, Simon Løvind og Mikkel Thomassen.

Projekter vurderes og prioriteres ud fra følgende kriterier:

  1. Formatets egnethed i forhold til fortællingen
    Her vurderes samspillet mellem det valgte interaktive format og projektets dokumentariske fortælling. Herunder lægges eksempelvis vægt på om koblingen mellem fortælling og format opleves naturlig og oplagt, og om den understøtter indlevelsen og formidlingen.
  2. Oplevelsesmæssige kvaliteter
    Her vurderes det endelige værks forventede kvaliteter som publikumsoplevelse – herunder dets interaktive og dokumentariske kvaliteter. I hvilken grad kan værket forventes at fremstå originalt og båret af en tydelig vision og egen kunstnerisk stemme? Har værket noget væsentligt på hjerte i forhold til sit publikum, og har det potentiale til at kommunikere det og vække nysgerrighed og refleksion? Peger værkets interaktive elementer imod en engagerende oplevelse. Og understøtter værkets dramaturgiske greb en velfungerende fortælling? 
  3. Formfornyende kvaliteter
    Her vurderes projektets værdi som formmæssigt eller kunstnerisk fornyelse, herunder dets potentiale til at generere viden og erfaringer, som kan anvendes uden for projektet, og som kan formidles til branchen generelt. Her kigges på relevansen og klarheden af de opstillede arbejdsspørgsmål eller teser, som projektet kan afprøve, og på projektets metoder til af vurdere, hvordan afprøvningen er faldet ud, og hvad man evt. kan lære af det.
  4. Implementering
    Her vurderes holdets mulighed for at udføre projektet i tilstrækkelig høj håndværksmæssig kvalitet, samt projektets øvrige muligheder for realisering – herunder realismen af projektets forventninger til finansiering, lancering og distribution af det endelige værk, og værkets forventede muligheder for at nå et rimeligt publikum. Eventuelle distributionspartnere, eller andre relevante partnerskaber som kan hjælpe projektet med at nå sit publikum, vil desuden indgå positivt i vurderingen. 

Hvis redaktionen finder behov for uddybning kan der indkaldes til projektsamtaler før ansøgningerne vurderes endeligt.

Som udgangspunkt er dette udbud tænkt som et enkeltstående initiativ, og der er derfor ikke planlagt yderligere ansøgningsfrister. Dog kan de støttede projekter søge om yderligere udviklingsstøtte eller støtte til produktion. Ansøgningsproceduren for dette afklares i dialog med projekterne.

Vejledning i forbindelse med ansøgning

Ansøgninger skal benytte ansøgningsskema. 

Spørgsmål kan rettes til Mikkel Thomassen (mail: mikkelt@dfi.dk, tlf.: 40619362)

Deadlines

2024

9. januar kl. 12.00 : Ansøgningsfrist for udviklingsstøtte.

Kontakt

Mikkel Thomassen
Producer
Tlf. +45 4061 9362
mikkelt@dfi.dk