10 nye film i dokumentarserien Børnene på Silkevejen

DOKUMENTAR. DR har nu premiere på 10 nye korte dokumentarfilm i den store danske dokumentarserie ’Børnene på Silkevejen’. Mød blandt andet en ukrainsk elitegymnast på flugt, en duetræner fra Aserbajdsjan og en usbekisk dreng, hvis største ønske er at blive stærkmand i et cirkus.

Om Børnene på Silkevejen

Dansk dokumentarserie produceret af Toolbox Film, der består af 15 korte film om børn fra 15 lande langs den gamle handelsrute, Silkevejen. Filmene foregår i Indien, Kirgisistan, Kasakhstan, Nepal, Mongoliet, Usbekistan, Ukraine, Myanmar, Georgien, Kina, Pakistan, Aserbajdsjan, Tyrkiet, Italien og Thailand.

De fem første film udkom i 2017, mens de 10 nye film i serien udkommer den 20. november på DR Ultra på DRTV. Filmene er instrueret af Jens Pedersen, Camilla Magid, Kaspar Astrup Schröder, Simon Lereng Wilmont og Marianne Hougen-Moraga samt ukrainske Alisa Kovalenko og pakistanske Anam Abbas. Se filmene her.

’Børnene på Silkevejen’ består af 15 korte dokumentarfilm om forskellige børn fra lande langs den gamle handelsrute Silkevejen, der skabte kulturel og økonomisk interaktion mellem Øst og Vest. Hver film viser, hvordan det enkelte barn håndterer livets små og store udfordringer, som de står overfor i hver deres specifikke kulturelle og sociale kontekst.

Historierne kredser om universelt genkendelige temaer for børn og unge såsom at udvikle identitet og talenter, realisere drømme og de uundgåelige uenigheder med ens venner, søskende og forældre. De første fem film fik premiere i 2017, og på FN’s Internationale Børnedag den 20. november 2023 var der premiere på 10 nye film i serien på DR Ultra.

Det store dokumentar-projekt blev i sin tid sat i gang af instruktøren Jens Pedersen, der – inden han gik bort i 2022 – instruerede de fem første film i serien, samt producer Maria Stevnbak Westergren fra Toolbox Film. Ideen var at introducere danske børn til børn i lande, de ikke normalt hører så meget om, og hermed skabe forståelse og nysgerrighed for de forskellige kulturer. 

'Abekongen' af Kasper Astrup Schröder er en af de 10 nye film i 'Børnene på Silkevejen'-projektet. Foto: Toolbox Film.

Instruktørholdet bag de 10 nye film i serien er udvidet med nogle af dansk dokumentars erfarne stemmer: Camilla Magid, Kaspar Astrup Schröder, Simon Lereng Wilmont og Marianne Hougen-Moraga samt ukrainske Alisa Kovalenko og pakistanske Anam Abbas. Tidligere Oscar-nominerede Simon Lereng Wilmont (for ’A House Made of Splinters’) og Alisa Kovalenkos film i serien, ’Pige væk hjemmefra’, var i år udtaget til verdens største festival for dokumentarfilm, IDFA.

Producer Maria Stevnbak Westergren om serien, og hvordan den vil ramme de yngre målgrupper:  

”Vi bliver taget med på en hjerteskærende rejse gennem forskellige kulturer og sociale kontekster for disse modige og ærlige børn til inspiration for os alle. (…) Som noget nyt vil vi i forhold til den primære danske målgruppe (børn i alderen 9-14 år) arbejde med 20-30 sekunders shorts til hver film, som lægges på DR Ultras YouTube og Instagram, som skal være med til at gøre børnene nysgerrige og vælge serien til. Vi håber, at både børn og deres forældre vil finde glæde og inspiration i disse utrolige historier, som fokuserer på børns styrke og drømme, hvilket minder os om, hvor ens vi er på tværs af grænser og kulturer.”

Simon Lereng Wilmont og Alisa Kovalenkos film i serien, ’Pige væk hjemmefra’, var i år udtaget til verdens største festival for dokumentarfilm, IDFA. Foto: Toolbox Film.

Dokumentarserien er produceret af Toolbox Film og støttet af Det Danske Filminstitut ved konsulent Ulla Hæstrup, Udenrigsministeriets Oplysningspulje, DR ved redaktør Christoffer Viskum Ebbesen, UR, Fritt Ord, Nordisk Film & TV Fond, Norsk Filminstitut, Nordnorsk Filmsenter, Creative Europe - MEDIA Programme of the European Union, ARTE, Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler, Televisió de Catalunya & IMS.

Desuden har UNICEF Danmark engageret sig i projektet ved at støtte op om serien og samarbejdet omkring undervisningsmaterialet.