Nyt værktøj for mangfoldighed i dansk film

NY BOG. Bogen "Dinosauren i Rummet – En ordbog til den danske film- & tv-branche" tilbyder indsigter og værktøjer til at forstå og adressere udfordringer relateret til mangfoldighed og inklusion i den danske filmbranche.

Udgivelsen er skabt af Sandra Yi Sencindiver og Laura Allen Müller samt illustrator Kauli Green. Sandra og Laura, to af initiativtagerne bag kampagnen "Et større billede", har med Kauli samarbejdet om at skabe en dybere forståelse i branchen af de udfordringer, som minoriserede grupper står overfor, samt de underliggende strukturer, der bidrager til diskrimination og manglende repræsentation.

"Dinosauren i Rummet" er mere end blot en bog; den fungerer som en vejledning og et værktøj for alle i filmbranchen, fra idéudvikling til distribution. Med en kombination af personlige oplevelser, forskningsbaserede indsigter og praktiske råd, stræber bogen efter at højne refleksions- og vidensniveauet i branchen, og skabe reelle og varige forandringer i dansk film.

"Vi oplever, at selvom folk gerne vil skabe en filmbranche uden diskrimination, så er der mange, der simpelthen ikke aner, hvordan de skal tage hul på forandringen," udtaler Sandra Yi Sencindiver og Laura Allen Müller og fortsætter:

"Det kan være dybt ubehageligt, både for de minoriserede og for de kolleger, der gerne vil indgå i samtalen, men mangler viden: nogle er bange for at sige noget forkert, nogle er bange for at blive cancelled og nogle har bare ikke det sprog, der skal til for at skabe en frugtbar dialog. Vi håber, at 'Dinosauren i rummet – En ordbog til den danske film- & tv-branche, kan sætte gang i forandringen mod et større billede"

Bogen vil være tilgængelig som en gratis online version på dfi.dk og er finansieret af Det Danske Filminstitut, udarbejdet i samarbejde med Producentforeningen.

Om skaberne

Sandra Yi Sencindiver: Dansk-amerikansk-koreansk skuespiller, instruktør og manusforfatter, medinitiativtager til 'Et større billede' (2023), koforperson for WIFT Danmark og kunstnerisk leder for teater danskdansk

Laura Allen Müller: Dansk-amerikansk skuespiller og arkitekt, medinitiativtager til 'Et større billede', bestyrelsesmedlem i WIFT og indehaver af Laura Müller Lab.

Kauli Green: Dansk kunstner, queer tegneserieskaber, studerende til animationsinstruktør på Den Danske Filmskole, og bachelor i genderstudies fra Lunds Universitet.