Efter corona – og med nye muligheder for at søge midler til publikumsudvikling hos Filminstituttet – har flere i filmbranchen afprøvet nye måder at engagere, fastholde og udvikle biografpublikum. Men hvad kræver det at skabe kuraterede og kontekstualiserede filmoplevelser i biografen, kan Q & A eller et glas rødvin overhovedet rykke publikum ind i salen – og hvornår giver det ikke mening?
Vi har spurgt medejer af koncept- og produktionsfirmaet Made by Us Katrin Quist-Møller, der har været med til at kreere publikumsudviklende initiativer for bl.a. filmene 'Vores mand i Amerika', 'Den store stilhed' og 'De forbandede år 2', og direktør for Have Kommunikation & PR Michael Feder om, hvordan vi er nået hertil, og hvad der skal til for at skabe events og aktiviteter, der engagerer publikum på en meningsfuld måde og ikke bare drukner i mængden af tilbud.
"Vi lever i et oplevelsessamfund," lyder Michael Feders forklaring på, at det kræver en særlig indsats at trække folk til kulturoplevelserne – især de smallere eller mere udfordrende.
"I filmbranchen har vi haft tendens til kun at kigge på konkurrenterne på vores eget marked. Men i dag er hele samfundet konkurrent. Du kan få oplevelser på biblioteker, i kulturhuse og i det lokale butikscenter. Derfor skal der i højere grad noget særligt til at hive folk i biografen. Og derfor kan man næsten ikke se en film, uden at der følger en talk, en debat, en koncert, et glas vin eller en slikpose med.
Kulturbranchen er generelt blevet dygtigere til at tilrettelægge events og arrangementer i en sådan grad, at det ikke stikker ud som noget særligt længere. Det betyder, at når man skal skabe et arrangement for en dansk film, er der nødt til at være et dna, der stikker dybere end, at det bare er et hyggeligt arrangement, hvor man kan få et glas vin og lytte til noget interessant. Der skal mere til at hive folk op af sofaen og køre 50 kilometer i Jylland – eller bare fem kilometer i København."
Kommer hjem med noget fra virkeligheden
Hvad er det ’mere’, der skal til?
Katrin Quist-Møller: "Der skal et engagement til. Engagement fra publikum er skridtet videre fra opmærksomhed. Det er lysten til at involvere sig personligt. Det kan fx være gennem en samtale om et eksistentielt emne, som er vedkommende for én. Men det kan også være alt muligt andet. Der er stor forskel på, hvad mennesker har lyst til at engagere sig i, og derfor er det vigtigt at se specifikt på, hvem man ønsker at engagere og på hvilken måde. Vi er nødt til at vænne os til at bruge flere penge på at skabe det engagement. For ved at få folk til at involvere sig personligt i filmens temaer og intention, bliver de ambassadører for filmen".
Michael Feder: "Når konkurrencen er så stor, er man nødt til at skabe en oplevelse, som er ud over det sædvanlige, og som kombinerer underholdning, inspiration og vidensoplysning. Underholdning er ikke nok, for det kan du også få derhjemme. Men du er nødt til at gå ud af dit hjem for at få en væsentlig oplevelse, der skaber værdi i dit liv. For at lave et vellykket arrangement, som siger folk noget, må man lave en analyse af, hvad temaet er i den pågældende film, som er relevant, og som rækker ud over filmen. På den måde får publikum også noget med hjem fra virkeligheden."
Er det ikke meget omfattende at skulle gøre det arbejde med alle film?
Katrin Quist-Møller: "At finde en tematisk vinkel er ikke mere omfattende end at lægge alle mulige andre lanceringsstrategier. En samtaleturné er omfattende. Men jeg tror, vi skal indstille os på at lægge et arbejde, også efter filmen er færdig og har haft sin premiere, og bruge de ressourcer på det, som det kræver. Vi skal være kvalitetsbevidste omkring de her arrangementer og hellere lave færre arrangementer, hvis det betyder, at man kan kaste mere kærlighed (og flere midler) efter dem."
Har I eksempler på, at det er lykkedes?
Samtale ifm. visning af 'Den store stilhed'. Foto: Made By Us
Katrin Quist-Møller: "Med 'Vores mand i Amerika' lavede vi en "rebeltourné", hvor instruktør Christina Rosendahl rejste rundt og faciliterede samtaler med lokale rebeller, som havde samme rebelske gen som Henrik Kauffmann. Det havde kæmpe værdi for de mennesker, der både var interesserede i det historiske og det entreprenante perspektiv.
Med 'Den store stilhed' tog instruktør Katrine Brocks udgangspunkt i sin egen opvækst i et religiøst kollektiv. Vi bragte hende i samtaler med præster med et alternativt syn på religion, ligesom splittede søskendeforhold blev afsæt for samtalerne. Det fik virkelig folk op af stolene, og mange mennesker delte dybe eksistentielle dilemmaer. Den type arrangement kræver, at instruktøren er med og har lyst til at åbne samtalen med afsæt i sig selv, så det ikke bare bliver en professionel snak om, hvordan en scene fx er filmet".
Særarrangementer højner billetsalget
Er der nogen film, der er bedre egnet til den her type arrangementer end andre?
Katrin Quist-Møller: "Samtalesalonen som koncept henvender sig til et specifikt publikum og en specifik film, men oplevelsen egner sig til alle film."
Michael Feder: "Hvis formålet er at få flere mennesker i biografen, har det størst effekt på de helt små film og film i mellemkategorien. Med de helt store biografbaskere tror jeg ikke, det er ulejligheden værd."
Katrin Quist-Møller: " Principielt tror jeg, at alle film kan have gavn af det. Det kræver bare en større plads for de større film."
Michael Feder: "På de store film gør det faktisk en forskel at lave forpremierer, hvor skuespillere eller instruktør kommer ud og fortæller. Det handler om at give publikum en live-oplevelse, hvor der kan ske nogle særlige og overraskende ting, som ikke skete i går, og som ikke skete for naboen. Skuespilleren taber mikrofonen, eller lyset går. Det husker man og fortæller videre til vennerne lørdag aften."
Hvad betyder det for billetsalget, at der fx er en efterfølgende samtale?
Michael Feder: "Der fremgår af evalueringen af Rebel-tournéen, at det højnede billetsalget i de 25 biografer, hvor der var et særarrangement."
Katrin Quist-Møller: "Vi lavede en spørgeskemaundersøgelse, der entydigt viste, at publikum oplevede, at samtalerne gav værdi til filmen."
Michael Feder: En anden positiv effekt er, at man med de her arrangementer opnår det, man i filmbranchen kalder sustain – altså det at opretholde bevidstheden om filmen i befolkningen efter premieren og filmens klassiske markedsføring. Normalt ligger stort set alt pressearbejde inden en films premiere, så hvad gør man, hvis en film ikke performer, og man allerede har brugt alle kuglerne i bøssen pressemæssigt? Med 'Vores mand i Amerika' lykkedes det, på grund af turnéen, at få ret meget regional og lokal presseomtale også efter premieren."
Rødvin giver ikke indre værdi – men det gør lokal forankring
Hvad med eventoplevelsen i mindre format? Betyder det noget, at man får et glas vin?
Katrin Quist-Møller: "Det er da dejligt, at der er vin, eller at der ligger en guldkaramel på sædet. Men det er ikke det, der skaber en oplevelse, der fæstner sig i én, eller gør, at man minder sine venner om at se den."
Michael Feder: "Det giver merværdi, men det skaber ikke "want to see". Det er ikke "pynten", der driver folk ud af deres hjem og ud at køre i bil eller i tog i regn og sne. Vi er allerede så overstimulerede på den front. Det, vi længes efter, er oplevelser, der kan tænde op for den øverste etage og give en indre værdi. Man kan jo spørge sig selv om, hvornår noget egentlig er en mindeværdig oplevelse, der sætter sig i én. Og måske er kravene blevet større."
Er der nogle best practices?
Katrin Quist-Møller: "Jeg tror, vi er i et landskab lige nu, hvor best practice ikke findes. Vi har lavet mange vellykkede arrangementer, hvor omdrejningspunktet er samtalen. Arrangementet skal skræddersys til filmen, og vi ved ikke altid, hvad der virker. Derfor er det vigtigt at prøve nye ideer af. Dog vil jeg sige, at det er vigtigt at have fokus på lokal forankring."
