Nu åbner Filmtaget med open air-filmevents for både voksne og børn

FILMTAGET. Den 16. august slår Filminstituttet dørene op til tagterrassen Filmtaget med open air-biograf, filmudstilling, legeområde, spiseri og bar – og en flot udsigt over Kongens Have og byens tage. Der er fri entré til Filmtaget.

Den kommende weekend åbner Filminstituttet sit nye, utraditionelle kulturtilbud Filmtaget. Det er knyttet til Filminstituttets eksisterende formidling, men giver publikum helt nye muligheder for at dele kulturoplevelser og gå på opdagelse i dansk film.

Om Filmtaget

  • Filmtaget ligger i Gothersgade 55 i København, tæt ved Nørreport station.
  • Der er åbent hele året. Åbningstiderne er sæsonbestemte; her i sensommeren er der åbent fra kl. 10-22.
  • Det er gratis at besøge Filmtaget og se filmudstillingen.
  • Open air-biografen Himmelbio har 127 pladser og er et supplement til Cinematekets biografsale. Man skal købe billetter for at se film i aftenprogrammerne i Himmelbio. I dagtimerne er der gratis filmvisninger.
  • Filmtagets Spiseri & Bar drives af Meyers.

Filminstituttets administrerende direktør, Tine Fischer, siger:

”Med Filmtaget ønsker vi at skabe et unikt, kulturelt samlingspunkt, hvor man kan mødes og i fællesskab nyde filmkunst og bliver klogere på filmmediet i en afslappet atmosfære. Den centrale beliggenhed med én af byens smukkeste udsigter er med til at tiltrække besøgende og dermed øge synligheden og interessen for dansk film og filmkultur generelt. Filmtaget er et nyt formidlingstiltag indenfor dét, der er Filminstituttets kerneopgave: at skabe store filmoplevelser og styrke interessen for dansk film og filmhistorie.”

Film med gratis forfriskninger i åbningsweekend

I åbningsweekenden 16.-18. august byder Filmtagets biograf Himmelbio på filmklassikere med gratis forfriskninger. Her kan man bl.a. opleve den danske Oscarvinder 'Druk', 'Ternet Ninja', 'E.T. the Extra-Terrestial' og 'Call Me by Your Name'. De yngste kan se 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' og bagefter lege i en model af pæren på Filmtagets legeområde. 

Filmserierne, der kører i Himmelbio frem til 1. september, tager også udgangspunkt i den unikke lokation. Serien 'Byens tage – filmlokationer i højden' viser film, der udfordrer højdeskrækken, såsom dokumentarfilmen 'Man on wire' og Hitchcocks 'En kvinde skygges', og filmserien 'København på film' viser film, der foregår i hovedstaden, bl.a. 'Olsen-banden ser rødt' og den danske musical 'Forelsket i København' fra 1960. De, der har lyst, kan bagefter synge med på filmens musiknumre i en model af ballongyngen fra 'Forelsket i København'.

Se Himmelbios program 

Der er 127 pladser i open air-biografen Himmelbio, der kan overdækkes i regnvejr. Foto Anders Budtz-Jørgensen / DFI

Filmudstilling, spiseri og bar

Ud over at tage en tur i Himmelbio kan man gå på opdagelse i filmudstillingen på den 1700 m2 store tagterrasse. Dansk film er omdrejningspunktet i de syv interaktive udstillingspavilloner, der præsenterer højdepunkter fra filmmediets fødsel og frem til i dag. Her kan man bl.a. se ikoniske klip fra populære folkekomedier, eksperimentere med dogmereglerne, blive klogere på de store filmkunstnere og læse fanbreve til stumfilmens stjerner. For de yngste er der to børneområder med filmquiz og børnefilm. 

Man kan også nyde mad og drikke i Filmtagets Spiseri & Bar, hvor der tilbydes servering både indendørs og udendørs. Det drives af Meyers, der også står for Cinematekets restaurant og café i stueetagen.

Læs mere om Filmtaget 

Filmtagets Spiseri & Bar drives af Meyers. Foto: Henning Larsen

Fakta om byggeriet

  • Bygherre: Ejendomsselskabet Gothersgade 55 Aps (ejet af Egmont) i samarbejde med Filminstituttet
  • Hovedentreprenør: Juul & Nielsen
  • Totalrådgiver: Rambøll / Henning Larsen
  • Udstillingsrådgiver: No Parking
     

 

Kontakt

Eva Hein
Kommunikationschef
Tlf. +45 3374 3610
evah@dfi.dk