Tips til ansøgningen: Slate 2025

Ansøgningsfristen for Slate Development 2025 nærmer sig, og for at hjælpe især nye ansøgere på vej, har vi samlet nogle tips til udfyldning af ansøgningsskemaet.

Den 5. december kl. 17:00 er der deadline på MEDIA-call'et European Slate Development 2025.

Ordningen kan yde udviklingsstøtte til en slate bestående af 3-5 europæiske film, serier eller VR-projekter (fiktion/animation/dokumentar) samt en kortfilm. Se formatkravene i call document side 12.

Vigtige datoer

Deadline: 5. december 2024 kl. 17:00
EACEA anbefaler at man senest indsender ansøgningen 48 timer inden deadline, for at undgå tekniske problemer. Ansøgningen kan rettes og indsendes igen og igen indtil deadline - det er den senest indsendte version, der tæller.

Sidste frist for at kontakte MEDIA Desken første gang, hvis vi skal nå at læse ansøgningen igennem og give feedback: 20. november 2024.

Svar til ansøgere: maj 2025

Underskrivning af Grant Agreement: august 2025

Krav til ansøger

Ansøger skal være et uafhængigt europæisk produktionsselskab, som kan demonstrere 2 referenceprojekter produceret efter 1/1-2018, der har haft kommerciel premiere i mindst 3 andre lande end hjemlandet før ansøgningsfristen.

Ansøger må ikke have opnået Slate-støtte inden for de seneste 12 måneder, men må gerne være Coordinator på en Co-Development-ansøgning i 2025.

Varighed og produktionsstart

Udvikling af projekterne kan vare op til 36 måneder fra ansøgningsdatoen, men der er mulighed for forlængelse.

Principal photography må tidligst starte 10 måneder fra ansøgningsdatoen.

Ansøgningens forskellige dele

Man kan kun ansøge gennem portalen Funding and Tenders Opportunities Portal (FTOP).

Ansøgningen består af en Part A, Part B og en Part C samt en MEDIA Database.

Part A (knappen 'Edit forms') er den administrative del af ansøgningen. Her udfylder man generel information om ansøgningen (fx sprog og varighed samt budget), og her kan man også rette ansøgningens akronym og abstract (begge bliver offentliggjort, hvis man får støtte).

Part B er selve ansøgningsskemaet og alle obligatoriske bilag (se call document side 8). Skabelonerne downloades i FTOP'ens venstre menu og vi anbefaler at man med det samme gemmer ansøgningsskemaet (som er et rich text format) som almindeligt Word-dokument (.docx) på sin computer, da formateringen dermed bevares. Nedenfor kan du downloade en ansøgningsskabelon, hvor vi giver tips til, hvordan skemaet skal udfyldes. Ansøgningsskemaet er det samme for alle MEDIA-calls og det må højest fylde 70 sider. Eventuelt overskydende sider bliver ikke taget i betragtning ved evalueringen. Øvrige bilag kan højest fylde 10 MB.

Part C (knappen 'Edit Part C (KPI)') er en statistisk del, der kun bruges til at indsamle data om ansøgerne (fx om der er tale om en SMV og om I har været i kontakt med en MEDIA Desk). Man bliver altså ikke bedømt ud fra informationen, der indtastes her - det er kun så EACEA kan lave statistik.

MEDIA Databasen (knappen 'Edit MEDIA DB') er det eneste sted, du kan registrere det projekt, du søger om støtte til. På udviklings-calls så som Slate, er det også her man opretter sine referenceprojekter. Når projekterne er indtastet, genererer man en PDF, som så skal uploades som bilag til Part B.

NB! For førstegangsansøgere er FTOP-systemet ikke særligt intuitivt, så vi anbefaler på det varmeste at man ser EACEA's webinar om FTOP (se link nederst). Der er også en masse hjælp at hente i FTOP'ens online manual, FAQ og How To under Support, og endelig kan man selvfølgelig kontakte os på MEDIA-desken (men vær i god tid!). Ved tekniske problemer skal man kontakte Helpdesken direkte i FTOP'en under Support.

Award criteria

Ved udfyldning af ansøgningsskeamet er det virkelig vigtigt at man har gjort sig bekendt med award criteria, som de er beskrevet i call document (fra side 16). Det er her, projektet og ansøger bliver evalueret på kvalitet, relevans og innovation, og konkurrencen er ret hård, så det gælder om at score mange point.

Det handler om at kunne demonstrere og argumentere for, at man lever op til kriterierne, så ikke noget med postulater! Kom med konkrete eksempler, navne, benchmark-titler og detaljerede strategier, der overbeviser ekspertlæserne om at I har helt styr på det og at I med jeres projekt bidrager med noget relevant til det europæiske publikum.

Tags: