4 nye danske film på vej

Fire nye film har modtaget støtte fra Det Danske Filminstituts 60/40-ordning. Susanne Bier laver romantisk komedie, "Klovn" går til filmen, Far til fire vender tilbage, og der inviteres til klassefest.

Der er lagt op til munterhed i biograferne med fire nye film, som Det Danske Filminstitut netop har bevilget støtte til gennem 60/40-ordningen.

Romantisk komedie fra Bier

Susanne Bier, der endnu ikke har haft premiere på sin nyeste film, dramaet "Hævnen", er allerede i gang med forberedelserne til produktionen af en romantisk komedie for Zentropa.

I filmen er den smukke frisør Marianne lige blevet opereret for kræft og har mistet sit bryst, sin mand og sin bolig. Da hun er på vej til sin datters bryllup i Italien, støder hun bogstaveligt talt ind i den jævnaldrende Emil, og sød musik opstår. Og dog, Emil har en kæreste, og måske er Marianne slet ikke parat til at lukke ham ind i sit kaotiske liv.

Titel og rolleliste bliver offentliggjort senere. Sisse Graum Jørgensen producerer, og Anders Thomas Jensen har skrevet manuskript med Bier, der har samlet sit faste hold med bl.a. fotograf, klipper og komponist. Det Danske Filminstitut har givet betinget støtte på 6 mio. kr.

"Klovn" som film

"Klovn" går til filmen, når Casper Christensen, Frank Hvam og instruktøren Mikkel Nørgaard til august indleder optagelser til "Klovn filmen".

Hvad filmen handler om er hemmeligt, men i rollerne ses et hold af spillere fra "Klovn": Casper Christensen, Frank Hvam, Mia Lyhne, Iben Hjelje og Lars Hjortshøj. Casting til en del af de mindre roller og til rollen som en dreng på 12-14 år er i fuldt sving.

"Klovn filmen" instrueres af Mikkel Nørgaard, og manuskriptet skrives af de to hovedrolleindehavere. Louise Vesth producerer for Zentropa. Det Danske Filminstitut har givet betinget støtte på 4,9 mio. kr. Der er allerede premiere den 16. december i år.

Far til fire 5

"Far til fire – tilbage til naturen" er titlen på den femte film, som instruktør Claus Bjerre og producer Henrik Møller-Sørensen fra ASA Film laver om den kære familie.

Denne gang tager Far til fire på weekendtur til Sverige for at fejre fars kusine Annikas fødselsdag. Her står den på river rafting, lejrbål og overnatning i telt i den svenske vildmark, men idyllen forstyrres af bjørne og af de lokale skurke, Rikard og hans kumpaner, som ødelægger den skønne svenske natur, og dem må familien tage kampen op med.

Niels Olsen spiller igen familiens overhoved, Jess Ingerslev er Onkel Anders, og de fire børn spilles af samme hold som i den seneste film i serien. Desuden har Tammi Øst, Anders Hove og Jacob Lohmann roller. Instruktøren har igen skrevet manuskript med Thomas Glud og Lars Detlefsen.

Det Danske Filminstitut har givet betinget støtte på 4,7 mio. kr. fra 60/40-ordningen og desuden 1 mio. kr. i regional støtte. Der filmes i juli og august, og den forventede premiere er sat til efterårsferien 2011.

Anders, Troels og Nikolaj på vej til klassefest

Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nikolaj Kopernikus spiller tre gamle klassekammerater i "Klassefesten", en komedie af Niels Nørlev.

Anders, Troels og Nikolaj er på vej til Jylland for at fejre 25-års jubilæum med deres gamle folkeskoleklasse. Der er sket meget siden årene i folkeskolen og dog – de gode gamle roller er trods tidens gang i høj grad uændrede, og gamle hængepartier og uforløste drømme er en stor del af den bagage, de har med sig på turen. 

Niels Nørlev har været instruktør på tv-serierne "2900 Happiness" og "Den som dræber", og han debuterede som spillefilminstruktør på den seneste "Anja & Viktor"-film. Marie Østerbye har skrevet manuskript, og filmen produceres af Tomas Radoor og René Ezra for Nordisk Film.

Det Danske Filminstitut har givet betinget støtte på 5 mio. kr. Filmen optages i oktober og november, og der er forventet premiere i oktober 2011.