8 danske film på 2002 film-top-20

Pressemeddelelse
04.03.2003
2002 blev endnu et
succesår for danske film i biograferne, fremgår det af Danmarks
Statistiks nye opgørelse.
Samlet blev der købt
12,9 mio. billetter, 1 million flere billetter end året før, og dermed
fortsatte de sidste års markante stigning fra de gennemsnitlige 10
millioner årlige besøg i 90'erne.
I 2002 lå otte danske
film på top-20-listen ved siden af de store amerikanske familievenlige
film, og de danske film trak 3,5 mio. i biografen svarende til 27% af
publikummet. Den store interesse for vores egen filmproduktion er kun
overgået en gang før i de sidste tyve år. Nemlig i 2001, hvor der blev
købt 3,6 mio. billetter. I 90'erne blev der på årsbasis købt
gennemsnitligt 1,8 mio. billetter til danske film.
To danske film, "Min
søsters børn i sneen" og "Elsker dig for evigt", blev set af mere end en
halv million og kom ind på top-20-listens 4. og 5. plads efter "Ringenes
Herre: Eventyret om ringen", "Harry Potter: Hemmelighedernes Kammer" og
"Ringenes Herre: De to tårne". De to danske film lagde sig foran filmene
"Star Wars Episode 2: Klonernes angreb", "Spider-man" og "Monsters Inc.".
Yderligere seks danske film, blev i 2002 set af mere end 200.000. Det var
"Gamle mænd i nye biler", "Polle Fiction", "Jeg er Dina", "En Kort En
Lang", "Okay" og "Klatretøsen".
Det Danske Filminstitut
anser ligesom Robert- og Bodil-komiteen - men i modsætning til Danmarks
Statistiks klassificering - "Jeg er Dina" for en dansk film. Det Danske
Filminstitut har givet 5 mio. kr. i støtte til Ole Bornedals film, der
blev optaget i Norge af Nordisk Film og norske Northern Lights Production.

2003 er åbnet flot.
Allerede efter to måneder er fire af årets danske film hver især blevet
set af mere end 100.000. Per Flys "Arven" overskred tallet på bare 10
dage. Publikum kan se frem til endnu seks danske film inden for de næste
tre måneder. 14. marts er der premiere på Søren Kragh-Jacobsens
"Skagerrak". Dernæst følger med en uges mellemrum Anders Thomas Jensens
"De grønne slagtere", Nicolas Winding Refns "Fear X", Charlotte Sachs
Bostrups "Anja efter Victor" og Morten Arnfreds "Lykkevej". Og i
slutningen af maj efter afholdelsen af Cannes Filmfestivalen er der dansk
premiere på Lars von Triers "Dogville".
En undersøgelse af
profilen af det danske biografpublikum, som Det Danske Filminstitut har
gennemført i samarbejde med Vilstrup Research, viser, at der har været en
stigning i antallet af biografbesøgende familier med børn under 7 år.
Undersøgelsen bygger på 21.000 telefoninterview i henholdsvis 2001 og
2002.
Biograftal: www.dfi.dk/sitemod/moduler/index.asp?pid=4680

Facts & Figures 2002:
www.dfi.dk/sitemod/moduler/index.asp?pid=4800

Profil af det danske
biografpublikum: www.dfi.dk/sitemod/upload/Root/Filmstoette/rapporter/publikumprofil.pdf
For yderligere
oplysninger, kontakt:
Det Danske
FilminstitutLouise Hagemann, 3374 3440, louiseh@dfi.dkLars Fiil-Jensen, 3374
3559, larsf@dfi.dk