Antichrist eftertragtet i Berlin

Billede til artiklen Antichrist eftertragtet i Berlin
Det tegner til at blive en god Berlin-festival for salgsselskabet TrustNordisk. På trods af en generel afmatning på det internationale filmmarked er der god aktivitet hos de danske sælgere.

TrustNordisk, der er en af de største spillere blandt internationale salgsagenter i Europa, har bl.a. Annette K. Olesena konkurrencefilm "Lille soldat" i sit katalog. Filmen har vakt god interesse blandt de udenlandske købere og er allerede solgt til Norge og Grækenland. TrustNordisk forventer at lukke flere salg i flere større europæiske lande i den kommende tid.

Lars von Triers "Antichrist" ser ud til at blive en stor international succes. Efter at en 3-minutters promotion-sekvens fra filmen blev vist for 250 af de største købere i verden, har filmen været en af de mest eftertragtede på markedet i Berlin. Få minutter efter promo-visningen blev filmen solgt på stedet til Korea og flere store territorier har siden afgivet deres bud, som nu er til forhandling.

Det forventes, at "Antichrist" bliver solgt til det meste af verden i løbet af foråret og sommeren.

Antichrist, der har Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg i hovedrollerne, er produceret af Meta Louise Foldager for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.