De var hurtigt enige: instruktøren Martin Pieter Zandvliet, manuskriptforfatteren Anders Frithiof August og producer Mikael Rieks. Efter at de under arbejdet med "Applaus" have set et program om komikeren Dirch Passer i tv, vidste de, at de havde emnet til deres næste film.
Dirch Passer var Danmarks største klovn på scene og film i 50’erne, 60’erne og 70’erne og frem til sin tidlige død midt i en revy i Tivoli i København i sensommeren 1980. Hjertet sagde stop i en alder af kun 54 år, for samtidig med, at Passer havde moret danskerne i tre årtier, havde han levet et hårdt liv. Med druk, flere forliste ægteskaber og stor tvivl på sit eget talent, et talent, som alle omkring ham roste. Naturligvis også alle dem, der levede af de indtægter, han genererede. Som skrev under på de store lønchecks, inden de læste manuskriptet, og som ikke tøvede med at lade Dirch optræde med at springe i vandbaljer i storcentre – bare checken var stor nok.
Zandvliet og hans nærmeste samarbejdspartnere var mere fascineret af den rejse, Dirch Passer var på i sit liv, end af hans enkelte revynumre og film, der stadig er meget populære på dvd, i tv og på YouTube.
"Vi valgte sceneopførelsen af John Steinbecks 'Mus og mænd' i 1961 som omdrejningspunktet. Det er her, hvor Dirch Passers drøm om at blive en seriøs skuespiller skal stå sin prøve, og den store plan mislykkes," fortæller Zandvliet.
Anglede efter accept
Efter i årevis at have fået kasseapparaterne til at ringe højt i ABC-Teatret i København med revy på revy med sin faste makker, komikeren Kjeld Petersen, skal Dirch Passer nu spille Lenny. Den store sinke, der kvæler både en hvalp og en kvinde i "Mus og mænd". Han får gode anmeldelser og bliver spået, at hans karriere frem over kan rummer både det morsomme og det alvorlige. Men sådan går det ikke.
Publikum griner for meget, især til nogle skoleforestillinger, og Dirch bliver nervøs. Når Lenny græder i favnen på George, er det Dirchs egne tårer over blindgyden, der rammer scenegulvets planker. Han begynder at spille sin rolle humoristisk, hvilket der ikke er belæg for i romanen. Stykket flopper og bliver ret hurtigt taget af plakaten. Siden refererer han altid til netop det teaterstykke, når han skal tidsfæste det øjeblik, hvor han valgte det alvorlige skuespil fra. Med stort vemod bag facaden.
Dirch Passer ville, ud over det publikum, som han vidste elskede ham, gerne tages alvorligt af både anmelderne og sig selv. Han ville gerne mærke, at han var noget værd. Hans arbejde skulle give en eller anden form for mening for ham selv, og det var hårdt for ham, at der på parnasset blev set ned på revyverdenen.
"Han ville gerne accepteres i det fine selskab. Dirch Passer er klassens klovn, der gør alt for at få opmærksomhed, og da han fik den, ville han gerne af med den igen og tages alvorligt i stedet for. Han vidste godt, at folk ville elske ham, men om han selv fik noget ud af sin succes, er et åbent spørgsmål. Han tvivlede hele tiden på, om det han gjorde var rigtigt, og han blev fortvivlet over at skulle leve op til legenden Dirch. Man kan også se, hvordan virkemidlerne til at få folk til at grine udvikler sig. I begyndelsen var det nok at stå i et jakkesæt med en hat på, men senere var det kvindekostumer, klovnekostumer og endda en hoppegynge. Der er en behagesyge i den måde, virkemidlerne udvikler sig på," siger Zandvliet.
Bag den store komikers facade
I "Dirch" er der paralleller til de dilemmaer, som en Jerry Lewis eller en Andy Kaufman og mange andre store komikere stod med.
"Film som 'Man on the Moon' og 'Lenny' om Lenny Bruce er fantastiske. I det hele taget elsker jeg karakterbårne dramaer, hvor man kommer ind bag facaden på et menneske. Derfor er det en gave at få lov til at lave en film om et menneske, der så gerne ville spille en alvorlig rolle, og at vi på en måde omsider giver ham den rolle i vores film. Vi fortæller også historien om et komisk makkerpar a la Jerry Lewis og Dean Martin og historien om den grædende klovn, som vi kan se elementer af hos for eksempel Adam Sandler og Ben Stiller. En film som Bob Fosses 'All That Jazz' er også en reference for os," siger Zandvliet.
Dirch Passer havde en stor drøm om at slå igennem i udlandet, og han fik flere tilbud, men i sidste ende flaskede det sig aldrig.
"Jeg ville synes, det var skønt, hvis jeg var ham, der omsider får Dirch ud over Danmarks grænser. Han fortjener det, for han var dygtig nok til det. Gennem tiden fik han en del tilbud, men han turde ikke tage springet. En del af bekymringerne hang sammen med, at han var bange for, at hans lån fra andre kunstnere blev gennemskuet. Han stjal ret beset ideen og meget af indholdet til sit fingershow fra komikeren Art Metrano, efter han havde set ham optræde i Las Vegas. Dirch ville rigtigt gerne til udlandet, og han nærede grænseløs beundring for Victor Borge, der som eneste danske komiker gennem tiderne fik succes i USA."
To sider af Nikolaj Lie Kaas
Fra første minut var navnet Nikolaj Lie Kaas oppe at vende som et bud på hovedrollen.
"Nikolaj Lie Kaas er et interessant menneske, og så har han vist, at han både er en stor karakterskuespiller og mestrer det morsomme spil. Han har komisk talent og dybde på samme tid. Jeg skulle jo ikke lave en morsom film – men en alvorlig film i det morsomme. Han er selv barn af revyen, da hans far, Preben Kaas, i sin tid arbejdede sammen med Dirch Passer. Da jeg gav ham tilbuddet, kunne jeg se han tænkte ’whauv’. Som alle os andre er han gået til opgaven med stor ærefrygt. Dirch er jo nærmest royal i Danmark. Alle elsker ham stadigvæk. Når man så stiller spørgsmålstegn ved de valg, han tog, nærmer man sig det meget forsigtigt. Hans liv er måske nok en slags tragedie, men vi har forsøgt at lave filmen som en hyldest til livet,” siger Zandvliet.
Artiklen er bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts magasin, FILM#72, maj 2011.