Bare hun kan lave mad

Da instruktøren Cathrine Marchen Asmussen gik i gang med en film til dokumentarserien "Næsten voksen", om ungdomsgenerationen, havde hun en helt klar idé: Det skulle foregå i provinsen, det skulle være arbejderklasse, og det skulle være morsomt. Det blev til "Jagten på den eneste ene".

Anders og Peter har kendt hinanden siden første klasse. De er i gang med en lærlingeuddannelse og bor begge hjemme hos deres forældre i Munkebo på Fyn. Nu er de på jagt efter drømmepigen. Men hvad er vigtigst? Skal det være en, der kan lave god mad og holde hus, eller skal det være en lille, lækker sag?

"Jeg har lyst til at vise nogle andre end de gængse billeder"

Hm, er det ungdomsgenerationen anno 2009?

Fakta

Cathrine Marchen Asmussen
Født 1967. Har instrueret dokumentarfilm og arbejdet for tv siden 1993. Har specialiseret sig i intime enmandsproduktioner, ofte med fokus på muslimske immigranter i Danmark. "Jamen I forstår mig ikke" (1994) vandt en 3. Pris på Balticum Film Festival. "Ghettoprinsesse" (1999) vandt Grand Prix på Odense International Film Festival. "Zezil's Verden" (2005) blev udtaget til dokumentarfilmfestivalen i Amsterdam. "Mig & Naser – Hvor svært kan det være" (2008) fulgte den velintegrerede Amina Ahmed i foreningen Demokratiske Muslimer, som politikeren Naser Khader startede under Muhammed-krisen.

"Jagten på den eneste ene" er en af syv dokumentarfilm i serien "Næsten voksen", som portrætterer ungdomsgenerationen i dag.
Serien er produceret af Bastard Film og Team Productions med støtte fra Det Danske Filminstitut/v Miriam Nørgaard og TV 2/Danmark. Producere: Helle Faber og Mette Heide

De syv film bliver vist samlet på BUSTER den 20. september kl. 10.00-14.00 i Grand Teatret, og serien udkommer på DVD i en samlet boks den 21. september. Filmen bliver også vist den 21. september kl. 10.15 i Palads og den 24. september kl. 12.30 i Empire Bio. Se BUSTERs program

 


 

 

Ja, det er det lige præcis også, hvis man spørger Cathrine Marchen Asmussen: "Unge bliver tit skildret som progressive, som nogle der søger efter, hvem de er. Men der er også en stor gruppe, som tager livet på en hel anden måde.
Jeg har lyst til at vise nogle andre end de gængse billeder. Jeg vil tegne nogle andre billeder end dem, der går for at være de eneste rigtige. Der findes en masse andre sandheder, som bare ikke så tit bliver berørt."

Mandehørm

I filmen følger instruktøren de to 19-årige drenge i jagten på en den eneste ene. På druk, på bar, på vej frem og tilbage i bil, og meget ofte sammen. Men så er der lige det, at de begge elsker at bestille noget. Og helst hele tiden. Derfor er der ikke altid så meget tid til at have en kæreste. Anders finder sig drømmepigen, men for Peter lykkes det ikke lige her og nu.

"Jeg ville beskrive et RIGTIGT mandemiljø", fortæller instruktøren med et grin. "Jeg ville gerne have mandehørmen – den der lugt af sved – med i filmen. For det er en af de ting, vi diskuterer i vores tid, det der med metroseksualitet – at drenge f.eks. plukker deres øjenbryn. Hvordan skal en mand være? Hvordan skal kvinder være? Hvordan skal man være sig selv? Tingene bliver så opløste.

Derfor gik jeg efter nogle fag, som var meget mandeagtige, f.eks. smedefaget og tog over på Lindøværftet, hvor jeg fandt Anders. Jeg bad ham præsentere mig for sine venner, og derigennem mødte jeg så Peter og besluttede mig til at lave et dobbeltportræt.

Jeg synes, det var sjovt at søge tilbage til det der traditionelle udgangspunkt, de har – samtidigt med at jeg så opdager, at de jo også står og plukker øjenbryn – det er jo meget morsomt – på den måde er der en forskel i dag. De går meget mere op i det der med, om de f.eks. har hår under armene. Det er da en af de fantastiske ting ved at lave dokumentarfilm, at man finder ud af at tingene ikke alting hænger sammen, som man gik og troede."

En helt klar idé

"Jeg mødte Anders og Peter første gang for næsten tre år siden, men jeg har ikke fulgt dem massivt. Der har været lang tid mellem optagelserne, og så har jeg rykket, når der skete noget, hver gang der var en ny pige.

Jeg har haft en meget klar ide om, hvad jeg ville. Jeg ville gerne skildre nogle drenge, der lever i det her mandemiljø, har et klart billede af sig selv og et meget fast billede af, hvordan kæresten skal være. Og vil en moderne kvinde gå ind i det, når det kommer til stykket? Og vil det lykkes for drengene? Derfor vidste jeg også, at jeg skulle finde nogle supercharmerende drenge.

Når man tager nogle meget klare valg up front – både stilistisk og i forhold til lige præcis, hvad det er for en del af deres personlighed, man vil skildre, bliver det meget nemmere at sortere i hvad, der er interessant, og hvad der skal optages. Jeg har ikke beskæftiget mig med noget som helst andet. Jeg har aldrig lavet en produktion, hvor jeg havde så få bånd. Normalt er det måske en ud af ti dele af mine optagelser, jeg har brugt. Her er forholdet en til tre."

Tableauer

"Jagten på den eneste ene" består af små, ofte lidt pudsige tableauer, hvor instruktøren lader tilskueren overvære Anders og Peter i snak om kæresterier, børn, biler, og hvad de nu ellers går op i. Drengenes forældre og bedsteforældre præsenteres også i små passager, hvor de får udtrykt deres mening om selv samme sager.

 "Jeg vidste fra starten, at jeg ville det der tableauagtige. En stor del af filmen foregår inde i en bil, fordi de kører så meget rundt. Jeg synes, de er skideskægge, når de sidder og taler sammen. Det der underspillede er stærkt underholdende. Man kan mærke, at de kender hinanden, som sådan et par gamle gubber. Men optagelserne i bilen kunne jeg ikke lave alene: Jeg kørte i bil bagved og walkietalkiede til dem, at nu må I gerne tale om sådan og sådan, og så gik de i gang med at snakke om det.

Det er den mest instruerede film, jeg nogensinde har lavet. Det er slet ikke nødvendigt for dem at tale om tingene på den måde. De ved f.eks., at de begge gerne vil have en kone, der går i køkkenet. Så jeg blev nødt til at bede dem om at tale om nogle af de ting, som ikke er så indforstået for os andre.

Jeg har også valgt det tableauagtige for at få en stringens i filmen. Det er meget nemmere at styre et kamera, der står på et stativ, og der er aldrig råd til at have en fotograf med hele vejen igennem."

Den samme gamle sang

Mens filmen følger drengene i jagten på en kæreste, tematiserer gamle filmschlagere som Otto Brandenburgs "Alle sømænd er glade for piger" stoffet og trækker tråden tilbage til en anden tid.

"Både Peter og Anders er vilde med de gamle sange, og det skildrer deres miljø enormt godt. Plus at det var en måde, jeg kunne gøre det klart på, at her har vi to drenge, der lever ligesom i halvtredserne. Der er ikke sket så meget. Den ramme skaber musikken."

De er de der glade drenge og har den der kærlighed til landet og til at arbejde, arbejde og arbejde. Ikke så meget pjat der. De går tit i byen og drikker sig stive og kommer hjem kl. 5. Men de står op kl. 6 og går på arbejde. De kunne ikke drømme om at pjække.
Den tradition var der også i halvtredserne. Man er stærk og sej og arbejder hele natten. Det rummer den musik også, en tid, som er sådan, som drengene er."

En billet til livet

"For mig er det blevet lidt en film om Danmark, der handler om vores traditioner og værdier. Det, der er interessant ved drengene her, er, at de tager en dag ad gangen, og hvis man er ung, kan man lære meget af at se, hvad de to stiller op, hvis de har problemer. De har en dybde og noget at give videre til andre.

Det har været stort at møde de her drenge, der bare siger: "Nå, op på hesten igen! Vi må videre! Ja, det er noget møg. Det er så sundt at være sammen med nogen, der i stedet for at sige "Gud, hvor er det forfærdeligt", siger "Tillykke, du får en billet mere til livet"."

Cathrine Marchen Asmussen