Andreas Johnsens dokumentar om den kinesiske kunstner Ai Weiwei kan opleves på det store lærred lørdag den 30. november. Filmen skildrer Ai Weiwei, der efter 81 dages isolation løslades, men underlægges massive restriktioner af den kinesiske stat. Staten anklager ham for skattesnyd i millionklassen, og Ai Weiwei kalder sagen for 'The Fake Case' på grund af de åbenlyst falske anklager. Kinesiske medborgere begynder at støtte ham, og han får fornyet tro på, at Kina står over for en forandring.
Aftenen inden premieren den 29. november offentliggøres vinderen af bedste dokumentar i spillefilmslængde på IDFA i Amsterdam. "Ai Weiwei The Fake Case" er blandt de tre nominerede film ud af de 16 oprindelige film i hovedkonkurrencen. Med prisen følger 12.500 euro, svarende til godt 90.000 danske kroner.
"Ai Weiwei the Fake Case" er produceret af Katrine Sahlstrøm for Rosforth Films og Danish Documentary Production med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Læs interview med Andreas Johnsen "En systemkritikers kamp".
"Ai Weiwei The Fake Case" får premiere den 30. november i mange af landets biografer.