Med efterårets komme er vi nået til kalenderårets sidste DOXBIO-film, og det bliver Anders Riis-Hansens generationsfortælling og kærlighedshistorie "Cirkusdynastiet", der afrunder årets program. Filmen får premiere i biografer over hele landet den 19. november.
"Cirkusdynastiet" udspiller sig i og især uden for manegen i Cirkus Arena, der er gået i arv fra generation til generation i familien Berdino. Da deres unge kronprins, Patrick Berdino, falder for cirkusartisten Merrylu Cassely, synes fremtiden sikret for de to unge artister og deres familier. Hun er ud af den mest prisvindende cirkusfamilie i verden, og dem er der bud efter fra USA. Et ægteskab mellem Patrick og Merrylu vil sikre Nordens største cirkus-dynastis fremtid. Men hvordan skal de to 20-årige leve op til forventningerne fra deres stolte familier, der tager for givet, at de to sammen fører forretningen videre?
Anders Riis-Hansen har fulgt Cirkus Arena over to sæsoner og været med på turné, hvor han har indfanget generations- og kærlighedsfortællingen, der udspiller sig i en tidslomme med egne normer og regler. "Cirkusdynastiet" åbner den nordiske konkurrence på CPH:DOX den 8. november.
Filmen er produceret af Malene Flindt Pedersen for Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn med støtte fra Det Danske Filminstitut ved konsulent Klara Grunning-Harris.