Simon Lereng Wilmont trives godt i børnehøjde. Så meget står klart efter blot et enkelt øjekast på instruktørens filmografi.
For to år siden gjorde han sig bemærket på den internationale dokumentarscene med sin første dokumentar i spillefilmlængde, 'Olegs krig – en barndom i krigens skygge', om en 10-årig dreng i det krigshærgede Ukraine. Filmen modtog fornemme priser, heriblandt for bedste debutdokumentar på IDFA i 2017.
Før da havde han i 2014 lavet de to korte dokumentarer, 'Chikara – sumobryderens søn' og 'Fægtemesteren', om henholdsvis en japansk og en dansk dreng fra kampsportens verden.
Når instruktøren nu, i sin seneste film 'Fugledrengen', endnu engang går tæt på et børneunivers, i form af 12-årige Reshat, som bor blandt oliebrønde i det ørkengolde og fattige Baku i Azerbaijan, er det ikke, fordi han ikke interesserer sig for voksne.
Han synes bare, at børn er særligt gode til at tale om de store, komplicerede følelser. Følelser, som Lereng Wilmont gerne vil indfange med sine dokumentarportrætter.
"Det er en af de ting, som jeg synes er fantastisk ved at arbejde med børn," fortæller instruktøren, der gang på gang fascineres over, hvor klart og ofte poetisk de unge mennesker kan udtrykke deres indre følelsesliv.
"Der er meget kortere vej til følelser hos børn end hos voksne. Børnene har en renhed og en gennemsigtighed i forhold til de voksne, som kan bære på al mulig følelsesmæssig bagage og forfængelighed."
Protein-film til børn
Den karakteristik af børn som mere følelsesmæssigt ligefremme holder også stik i kortfilmen 'Fugledrengen', hvor 12-årige Reshat åbent og næsten nysgerrigt bearbejder sorgen over sin afdøde far gennem en tiltagende interesse for farens yndlingsdyr: fugle.
Filmen er en del af serien 'Børnene på Silkevejen', der består af 15 korte dokumentarer om børn og unge, som er bosat på den gamle handelsrute mellem Kina og Europa.
Projektet, der blev startet af Toolbox Film og instruktør Jens Pedersen med det formål at trække tråde mellem børn fra forskellige kulturer, er som skræddersyet til Lereng Wilmont. Han er nemlig meget optaget af tanken om at lave kunstneriske dokumentarer med udsyn til hele verden og med relevans for den unge målgruppe.
"Jeg synes, at børn er omtrent det vigtigste publikum, som man overhovedet kan lave film til. Det er vigtigt, at de også får lov til at se anderledes fortællinger om børn fra andre kulturer, der måske også er lidt anderledes end det, de normalt selv finder i deres medieforbrug. Ligesom de engang imellem gerne vil have fastfood, så skal de jo have noget, som er rigt på proteiner," siger Lereng Wilmont.
Tag børnene alvorligt!
Instruktørens tidligere 'Olegs krig' om en ung drengs hverdag i et krigshærget område er vel netop, hvad man kan kalde en 'proteinholdig' dokumentar.
Med et langsomt tempo, en poetisk observant stil og en tung problematik er 'Olegs krig' måske ikke ligefrem den typiske børnefilm. Alligevel har børn i hobetal set dokumentaren, der er blevet serveret for dem i en lidt kortere udgave, der dog hverken giver køb på den lange udgaves stil, tematik eller tempo.
"Jeg tror sagtens, børn kan blive opslugt af den slags film, fordi de er lige så æstetisk optagede, som vi voksne er. Jeg tror, det handler om at tage børn alvorligt og ikke bare se dem som nogen, der skal have noget let og hurtigt," fortæller instruktøren, der ikke tror på, at nutidens børn kun gider tempofyldte farveladefilm og hurtige YouTube-klip.
"Jeg synes, at det er en fejlslutning, som branchen og markedskræfterne laver, at børn ikke kan give sig tid til såkaldte kunstneriske film. Det er markedskræfterne, der har fortalt os, at sådan er det. Og det tror jeg ikke på," siger instruktøren.
Følelsernes sprog
Men selvom Simon Lereng Wilmont gerne vil lave kvalitetsfilm til børn, er det ikke, fordi han som sådan stiler efter den unge målgruppe i sit arbejde med filmene, fortæller han:
"Jeg er meget æstetisk orienteret. Og jeg laver jo bare det, jeg selv godt kan lide," siger instruktøren, der valgte Azerbaijan som bagtæppe til 'Fugledrengen', fordi han var tiltrukket af tanken om de poetiske billeder, han kunne skabe på baggrund af de gamle oliefelter og det ørkengolde landskab.
Men når mange børn har ladet sig opsluge af hans film, er det måske, fordi han tager både sine hovedpersoner og sit unge publikum dybt alvorligt. Og fordi han, ligesom dem, formår at udtrykke de store, komplicerede følelser i enkle, poetiske billeder, som børnene kan relatere til:
"Hovedfokus for mig er at fortælle universelle historier, som vi alle sammen kan spejle os i. Men når jeg rammer børnene, så er det nok, fordi jeg vælger nogle historier, der tiltrækker dem, og fordi jeg med mine film prøver at forklare de svære følelser i et sprog, de kan forstå. Det håber jeg i hvert fald, de kan."