Børn er seje, børn er sjove, og de har fortjent fortællinger, der er lavet ud fra samme lystfuldhed og fantasi, som de selv har. Det mener filmkonsulenterne Dorte Høeg Brask og Rasmus Horskjær, der har særligt fokus på børn og unge i henholdsvis kort- og dokumentar og spillefilm. De to konsulenter er enige om, at det er vigtigt at fortælle historier, som man selv synes er vigtige og ikke have øjnene stift rettet mod målgruppen "børn" i den kreative proces.
"Hvis du selv synes, noget er vanvittig sjovt eller skræmmende eller pinligt, så vil børnene nok også synes det. Jeg tror, at der er nogle urfortællinger, som appellerer til både børn og voksne. Jeg mener, at man som forfatter i højere grad skal lytte til sig selv i stedet for at fokusere på, hvad man synes, at børn skal forstå eller lære af film. Jeg vil gerne gøre op med film til børn som et dannelsesprojekt," siger Dorte Høeg Brask.
"Drop den politiske forestilling om, at børn skal behandles som rådne æg eller meget skrøbelige væsener, som skal opdrages til voksenlivet. En fortælling må gerne have en morale. Det skal bare ikke være afsættet. Rent kreativt er det et rigtig kedeligt udgangspunkt at ville putte et budskab ind i en fortælling," siger Rasmus Horskjær.
Mod på verden
Både Dorte Høeg Brask og Rasmus Horskjær efterlyser fortælleglæde frem for løftet pegefinger som drivkraft for børnefilmen.
"Lad være at se børn som ofre, men vis, hvor super seje og sjove de er! Børn vil gerne se nogle, der kan noget, og som lykkes. Det vil du også som voksen: Jeg vil godt kunne spejle mig i filmene, men hold da op, hvor vil jeg også gerne se en superhelt," siger Dorte Høeg Brask.
"Børnefilm skal give børn lyst til at opleve mere af verden – ikke være et vattæppe, der beskytter børn mod verden eller begrænser udsynet. Min eneste kæphest er, at jeg er fortaler for happy endings. Børn er sådan nogle positive væsener, der tror så meget på tingene, og jeg kan godt lide tanken om, at vi sender dem ud af biografen med en følelse af, at det nok skal blive okay," siger Rasmus Horskjær.
"Vejen derhen kan være fyldt med voldsomme dilemmaer og overskridelser, som de også møder i virkeligheden. Men jeg synes også, at det er fint at give dem en billet med ud af biografen," tilføjer Dorthe Høeg Brask.
Tilbage til legoklodser og leguaner
Og hvordan kommer man så frem til historier, der er spændende, farlige og sjove?
"Man skal undgå at sætte sig ned og sige: 'Nu vil jeg se verden som et barn'. Det er en håbløs opgave som voksen. Man bliver nødt til at sige: Jeg er, hvor jeg er i mit liv som filmskaber, og måske har jeg noget barnligt eller lystfuldt i mig og får en idé, der kan blive til en børnefilm," siger Rasmus Horskjær.
"Jeg tror, at man skal starte nede i myretuen eller nede i legoklodserne – i det mikrokosmos, som voksne normalt overser, fordi vi ikke har tid til at sidde og kigge ned i jorden. Udgangspunktet må ikke være, at jeg skal lave en børnefilm, men at jeg er dødoptaget af de myretuer. Det gælder om at finde noget, hvor du virkelig tænker, wow, her er noget at fortælle om," siger Dorte Høeg Brask og suppleres af Rasmus Horskjær:
"Dyredokumentaren er det bedste eksempel. Både voksne og børn sidder jo og glaner over leguaner, frøer og dyrebørn. Der er masser af ting, som kan ramme alle, ligesom der findes en universel humor, som vi alle sammen deler. Der er noget basalt sjovt i, at noget skvatter i en bananskræl eller slår en stor prut – også selvom vi voksne ikke altid vedstår det. Der er mange ting, børn ikke ved noget om, fordi de ikke har de samme erfaringer som voksne. Så måden, det bliver fortalt på, om det er dur eller mol, og hvor avanceret det er, skal tilpasses. Men grundlæggende er vi ikke forskellige væsener, vi har bare forskellige aldre."