Bortfør mig, elsk mig

CPH:DOX. I forbindelse med festivalen er der visning af Jon Bang Carlsens længe ventede film om organiserede kidnapninger af californiske teenagere, "Just the Right Amount of Violence" i en work in progess-version. Instruktøren, der lavede hybridfilm længe før det blev moderne, vender her tilbage til USA efter to årtier, hvor han primært har lavet film i Irland og Sydafrika.

"Kun i Amerika …" Sådan må man uvægerligt tænke efter endt gennemsyn af Jon Bang Carlsens seneste udspil, "Just the Right Amount of Violence". Ja, faktisk er hele historien så absurd, at man nærmest skulle tro, at det var løgn. Men det er det ikke. Selv om filmen på tidstypisk vis blander fiktion og dokumentarisme, er den historie, der fortælles, fuldstændig sand. Sørgeligt sand.

I Californien – og primært i Los Angeles-området – er opstået en industri, som på ganske håndfast vis tilbyder familier hjælp med at håndtere vanskelige teenagere. Når alle andre forsøg på at løse problemerne er slået fejl, kan desperate forældre ringe til såkaldte interventionist-firmaer, som mod betaling – og med forældrenes samtykke – dukker op på familiens adresse og bortfører det problematiske barn, hvorefter det transporteres til særligt indrettede institutioner. (Disse er ofte beliggende i Utah, idet lovgivningen her giver voksne mere vidtrækkende beføjelser over mindreårige.) Derpå er det så tanken, at de unge under fængsels- eller boot camp-lignende forhold skal gennemgå en systematisk genopdragelse – eller omprogrammering – indtil man vurderer, at de er klar til at blive sluset tilbage i familien og samfundet.

Visninger

Lørdag 03/11 16:45
Cinemateket 

Lørdag 10/11 12:00
Grand Teatret

Bestil billetter på CPH:DOX.


I forbindelse med CPH:DOX's work in progress-visning i Cinemateket lørdag den 3. november kl. 16:45 vil Jon Bang Carlsen fortælle om filmens tilblivelse i en samtale med Lars Movin.

Senere på måneden udkommer Lars Movins omfattende monografi om Jon Bang Carlsens fyrre år lange karriere, "Jeg ville først finde sandheden – rejser med Jon Bang Carlsen" (Informations Forlag). Bogen vil blive præsenteret ved et arrangement i Cinemateket, tirsdag den 27. nov. kl. 17:30.

Modstand

Ikke overraskende mødte den danske filmmand – som primært er kendt for sine iscenesatte dokumentarfilm og sine personlige filmessays – mere end almindelig modstand, da han til at begynde med planlagde at skildre fænomenet i en mere traditionelt observerende dokumentarisk stil. For det første var de mormonsk drevne institutioner i Utah mildt sagt skeptiske over for at åbne dørene for et filmhold. For det andet viste det sig at være nærmest umuligt at finde en familie, som var villig til at udstille deres eget nederlag som opdragere for alverden. Og endelig er der i sagens natur mange ubekendte, når det handler om sårbare teenagere, der som et lyn fra en klar himmel kidnappes fra deres barndomshjem, køres gennem ørkenen af to fremmede mænd og anbringes under lås og slå på en institution i en anden stat. Skulle det endelig lykkes at opnå forældrenes tilladelse til at filme et sådant forløb, ville det langt fra være sikkert, at de unge selv efterfølgende ville give lov til at bruge materialet.

Moderne hybrid

Derfor blev Jon Bang Carlsens løsning – efter flere års research – at optage dele af filmen dokumentarisk, mens de to (særdeles realistiske) bortførelsessekvenser, som udgør fortællingens dramatiske rygrad, er rekonstruktioner med skuespillere. Eller rettere: Det ene forløb er iscenesat udelukkende med professionelle skuespillere, mens der i det andet indgår en blanding af professionelle og amatører (nemlig to autentiske interventionists, der optræder i rollerne som sig selv).

Just the "Right Amount of Violence" placerer sig dermed til dels inden for rammerne af den kategori – iscenesat dokumentarisme – som Jon Bang Carlsen udviklede i nu klassiske værker som "Jenny" (1977), "Før gæsterne kommer" (1984) og "It’s Now or Never" (1996). Men samtidig fremstår den som en moderne hybridfilm, hvor flere forskellige genrer væver sig ind og ud af hinanden på måder, der ikke altid er lige gennemskuelige for publikum.

Just-the-Right-Amount-of-Vi
Still fra "Just the Right Amount of Violence"

Konsekvensen af Jon Bang Carlsens problemer med at få adgang til at følge et autentisk bortførelsesforløb er blevet, at "Just the Right Amount of Violence" på det dokumentariske plan ikke har en egentlig hovedkarakter. I stedet optræder en række stemmer, som fra forskellige vinkler belyser filmens tema. Der er Taylor Green, en ung mand, som selv har været hele turen igennem og nu fortæller om det i retrospekt. Der er tre autentiske interventionists – Evan James Malmuth, Dana Goller og Tony Pallotto – som man følger i deres hverdag, samtidig med at de reflekterer over deres usædvanlige metier (typisk opfatter de det alle som en mission, a labour of love, snarere end et egentligt job). Og som en tredje part høres et par repræsentanter for en af de institutioner, der står for genopdragelsen af de unge, nemlig Red Rock Canyon School i St. George, Utah.

Reflekterende essay

Så vidt selve indholdssubstansen i "Just the Right Amount of Violence". Det havde imidlertid næppe været en film af Jon Bang Carlsen, hvis ikke der tillige havde været et mere essayistisk og reflekterende lag, som pegede tilbage på instruktørens private biografi. Sat på spidsen kan man sige, at stort set samtlige af Bang Carlsens mere end fyrre værker rummer selvbiografiske træk. I de senere år er dette aspekt blevet yderligere accentueret – specielt i den såkaldte Sydafrika-trilogi: "Addicted to Solitude" (1999), "Portræt af Gud" (2001) og "Blinded Angels" (2007). Og nu altså også i den nye film, hvor filmmageren undervejs reflekterer over sine egne erfaringer med far/søn-relationen og dermed optræder som en slags skyggeagtig hovedkarakter.

Det kan således godt være, at "Just the Right Amount of Violence" på overfladen fremstår som en dramatisk fortælling om et kuriøst amerikansk fænomen. Og som en kompleks konstruktion af diverse genrer og fremstillingsformer, hvor de forskellige elementer på raffineret vis spejler sig i hinanden: Uanset hvor de befinder sig i systemet, er alle filmens karakterer sårede eksistenser. Men bag de mange lag af iscenesættelser og masker handler filmen først og sidst om den komplicerede og altid smerteblandede kærlighed mellem forældre og børn – og om hvordan de sår, man pådrager sig i teenageårene, aldrig læges helt.