I november satte filmfestivalen CPH:DOX rekord med 51.800 besøgende, men publikum er fortsat interesserede i de film, festivalen viste. På henholdsvis 1. og 2. pladsen over festivalens mest populære film var de danske produktioner "The Act of Killing" og "Kidd Life", som begge siden har kørt i de danske biografer.
"Publikumsinteressen for to så forskellige film viser den store spændvidde i dansk dokumentar. 'The Act of Killing' behandler et så alvorligt emne som folkemord i et eksperimenterende, avantgardistisk filmsprog. 'Kidd Life' er det mest aktuelle generationsportræt i øjeblikket. Forskelligheden i de to samtidige film er kendetegnende for en udvikling, hvor variationen i danske dokumentarfilm bliver en styrke og en attraktion for publikum," fortæller lanceringskonsulent Morten Udsen fra Det Danske Filministitut.
Kidd Life
Andreas Johnsens "Kidd Life" runder 5.000 publikummer i biografen og er især et hit blandt det yngre publikum. Filmen havde premiere på CPH:DOX, som for første gang meldte udsolgte billetter allerede inden festivalens start. "Kidd Life" fortsatte med populære ekstravisninger og blev programsat i de større danske byer. Scala Svendborg holder eventvisning den 11. december, og filmen kan fortsat ses i Palads og Empire Bio i København og Øst for Paradis i Aarhus.
Rapperen Kidd, med det borgerlige navn Nicholas Westwood, og hans tre venner TopGunn, Klumben og Eloq er omdrejningspunktet i filmen "Kidd Life". De er alle i begyndelsen af 20erne, producerer deres egen musik og tror fuldt og fast på deres drømme om anerkendelse og berømmelse. For at tage røven på den etablerede musikbranche uploader de musikvideoen "Kysset med Jamel" på YouTube i marts 2011, og det kickstarter en ny tilværelse for dem. Men vejen fra succesens højder til nedturens fald viser sig at være yderst kort.
Killit Films Kirstine Barfod og instruktøren Andreas Johnsen, Rosforth Film, har produceret filmen med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Dorte Høeg Brask.
The Act of Killing
"The Act of Killing" får både dansk og international opmærksomhed. Foto: Final Cut for Real
Danskproducerede "The Act of Killing" fik stor opmærksomhed på CPH:DOX, hvor den vandt årets hovedpris, DOX:Award. Siden da har yderligere 7.000 biografgængere købt billetter. Filmen har opnået stor international opmærksomhed og er netop solgt til det amerikanske distributionsselskab Drafthouse Films, som planlægger amerikansk biografpremiere i 2013. Filmen vises stadig i Empire Bio og Vester Vov Vov i København.
"The Act of Killing" foregår i Indonesien, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering, og op mod en million mennesker – kommunister, etnisk kinesere og intellektuelle – mistede livet. I filmen udfordrer filmskaberne dødspatruljeledere til at dramatisere deres rolle i folkemordet. Resultatet er en surrealistisk filmisk rejse ind i massemordernes forestillinger og fantasier om sig selv og deres ofre. Samtidig giver filmen et indblik i et skræmmende og ekstremt korrupt regime, der ikke blot har ladet morderne slippe for straf, men stadig fejrer dem som helte.
Filmen er instrueret af Joshua Oppenheimer og produceret af Signe Byrge Sørensen og Anne Köhncke for Final Cut for Real m.fl. med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Dola Bonfils.