Britisk pris til Scherfig-film

Lone Scherfigs engelskproducerede "An Education" vandt i aftes prisen for bedste kvindelige skuespillerinde ved British Independent Film Awards.

Så er der atter udenlandsk hæder til Lone Scherfigs spillefilm "An Education", som i aftes vandt prisen for bedste kvindelige skuespillerinde ved British Independent Film Awards (BIFA) i London.

Prisen gik til den unge britiske skuespillerinde Carey Mulligan for hovedrollen som teenagepigen Jenny i Scherfigs coming-of-age historie fra 60'ernes London. Mulligan spiller for øvrigt med i "Brothers", den amerikanske filmatisering af Susanne Biers "Brødre".

"An Education" var nomineret til hele seks priser, bl.a. for bedste film, men måtte her se sig slået af low-budget science fiction-filmen "Moon".

Oscar-kapløb i gang

I januar vandt "An Education" publikumsprisen og prisen for bedste fotografering på Sundance Film Festival og blev i februar vist til gallavisning på Berlin Filmfestival. Forudsigelser om både BAFTA (British Academy of Film and Television Arts) til næste februar og Oscar til marts er allerede i fuld gang, og Scherfigs fim er blandt favoritterne.

Herhjemme må vi væbne os med tålmodighed indtil den 22. april, hvor filmen har dansk biografpremiere og bliver vist i Biografklub Danmark.