Ironien kunne næsten ikke have været tykkere, da Camilla Nielssons dokumentarfilm om udformningen af Zimbabwes første demokratiske forfatning, 'Democrats' fra 2014, blev bandlyst af landets censurråd. Med lokal støtte kørte hun en tre år lang retssag, som hun endte med at vinde i januar 2018.
I mellemtiden var diktatoren Robert Mugabe blevet sat fra magten af sit eget parti gennem et militærkup, og befolkningen håbede, at den nye præsident, Emmerson Mnangagwa, mente det alvorligt, når han lovede et fair og frit valg i 2018. Camilla Nielsson greb kameraet igen, og kort efter startede hun optagelser til sin nye film, 'President', hvor hun følger præsidentvalget gennem oppositionspartiet MDC.
Det tog oppositionslederen Nelson Chamisa "tre sekunder" at sige ja til at medvirke. "Han havde set 'Democrats' seks gange og syntes, den var fantastisk. Så han var bare på," fortæller Camilla Nielsson, der oplevede en stor tillid fra oppositionen fra første færd.
"'Democrats' åbnede dørene for, at vi fik mulighed for at filme bag om noget så politisk følsomt som et præsidentvalg. Selvom de fleste medvirkende var nye, oplevede min fotograf Henrik Bohn Ipsen og jeg, at den tillid, vi havde etableret efter den første film, blev direkte overført til den nye. Det har været et enormt privilegium at få lov til at komme helt ind i maskinrummet i en meget vigtig og spændende proces," siger hun.
Utrættelig kamp for demokrati
Regeringspartiet ZANU-PF fik også buddet om at medvirke i filmen, men takkede nej. Værre var det dog, at Camilla Nielsson i tre måneder ikke kunne få tilladelse til at filme. Da det endelig lykkedes, var der kun få uger til valget, og instruktøren tvivlede på, om hun overhovedet ville få nok materiale til en film.
Men det fik hun, da valget trak ud i en retssag om valgets legitimitet, som udgør en stor del af 'President'. Og at opleve den proces på nært hold har fyldt Nielsson med beundring for oppositionsbevægelsens utrættelige kamp for demokrati.
"Oppositionsbevægelsen i Zimbabwe er fantastisk modstandsdygtig. De får så mange bank, men bliver ved med at rejse sig og kæmpe videre. Ikke bare i partiledelsen, men i lokalforeninger langt ude på landet er der mennesker, der bliver ved med at sætte deres liv i fare ved at modsætte sig regimets systemer," siger Nielsson. Hun ser zimbabwernes kamp for basale demokratiske rettigheder som en vigtig påmindelse om betydningen af at holde fast i vores demokratiske værdier i vesten.
"I vores del af verden tager vi det for givet, at vi har forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, at vores institutioner er uafhængige, at vores valgkommission ikke er hacket af et politisk parti, og at domstolene dømmer uafhængigt. Zimbabwe er en slags laboratorium, hvor man kan se, hvordan det ser ud, når demokratiet ikke fungerer."
"Det er værd at blive mindet om, hvorfor det fx er vigtigt at have en demokratisk forfatning og en tredeling af magten i en tid, hvor også demokratiske principper er truet i lande som Polen, Ungarn og USA, hvor Donald Trump netop har forsøgt at kapre valget."
'President' er instrueret af Camilla Nielsson og produceret af Signe Byrge Sørensen og Joslyn Barnes. Producent er Final Cut for Real, der har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut, og som har koproduceret filmen med Louverture Films (USA) og Sant & Usant (Norge).
Filmen har verdenspremiere på Sundance Filmfestivalen i konkurrencen for internationale dokumentarfilm, World Cinema Documentary Competition. Med fra Danmark er også Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentarfilm 'Flugt', der åbnede konkurrencen den 28. januar. Læs mere og se YouTube-interview