Carl Th. Dreyer pris til Annette K. Olesen og Jesper W. Nielsen

06.03.2003

Carl
Th. Dreyers Mindefond tildelte ved den årlige prisuddeling den 6. marts i
Cinemateket, Det Danske Filminstitut, Carl Th. Dreyer prisen til Annette
K. Olesen og Jesper W. Nielsen.
Fonden uddeler sine
priser som anerkendelse til fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre
kunstnere indenfor filmbranchen, som har udmærket sig ved en kunstnerisk
indsats. De to instruktører modtager hver 30.000 kr.
Lektor Peter Schepelern,
som overrakte priserne, karakteriserede de to prisvindere
således:
"Annette K. Olesen er
uddannet på Den Danske Filmskole, hvor man bemærkede afgangsfilmen "10:32
Tirsdag - en kærlighedshistorie" tilbage i 1991. I de mellemliggende år
har hun lavet reklamefilm, dokumentarfilm og den fine fabulerende
børnefilm "Tifanfaya" (1997). "Små ulykker", hendes spillefilmdebut, er et
kammerspil, nænsomt og samtidig nådesløst præcist i sin skildring af en
håndfuld mennesker med deres håb og desperation. Det er bevægende
karakterer, og det er fremragende spillere. Instruktøren samler det i en
præcist registrerende menneskeobservation, føjet sammen til en helhed
gennem en lydhør menneskelighed."
"Jesper W. Nielsen har
længe været et centralt navn i dansk film, nærmere betegnet dansk
børnefilm. Han er uddannet på Den Danske Filmskole i 1989 som klipper, men
han markerede sig hurtigt som instruktør. Den effektfuldt iscenesatte
"Retfærdighedens rytter" fra 1989 med dens originale julefantasi var et
lille gennembrud, og siden har han lavet en række bemærkelsesværdige film
for børn og unge, bl.a. "Den sidste viking" (1996), der dog var præget af
en besværlig tilblivelse i det baltiske produktionsmiljø, og "Forbudt for
børn" (1998), der formede hårde familierealiteter om til dragende,
surreale eventyr. Jesper W. Nielsen har helliget sig
børnefilmen i 10-12 år, og det er godt. Men vi har - ikke uden
utålmodighed - ventet på, at han skulle komme med en film, der brød bredt
igennem og demonstrerede hans store filmiske begavelse. Altså en
voksenfilm. Og det kom så med "Okay". Et nyt gennembrud, der fortæller sin
historie med intens energi og virtuositet. Og nu håber vi, at det er de
voksnes tur de næste 10 år."
For yderligere
oplysninger, kontakt:
Det Danske
FilminstitutJette Palsbo, 3374 3575, jettep@dfi.dkLars Fiil-Jensen, 3374
3559, larsf@dfi.dk