Det er svært at overse ironien, når Zimbabwes regering bandlyser en dokumentarfilm, der skildrer tilblivelsen af landets første demokratiske grundlov. Og det til trods for, at filmen hverken vælger side eller direkte kritiserer den nu daværende diktator Robert Mugabe, der indtil sin afsættelse den 19. november 2017, havde siddet på magten i over 30 år.
Grundlaget for censurstyrelsens beslutning gjorde sig bemærket ved sit fravær, og det medvirkede til, at Camilla Nielsson med hjælp fra menneskerettighedsorganisationen Zimbabwe Lawyers for Human Rights kunne tage sagen til Zimbabwes højesteret og vinde.
Med befolkningen på sin side
Da filmen i 2015 blev bandlyst af landets censurstyrelse udviklede det sig til en større sag for befolkningen. Det havde ikke gået ubemærket hen, at to hvide europæere havde filmet grundlovsforhandlingerne mellem Mugabes parti og Morgan Tsvangirais oppositionsparti de sidste tre år, og nu gad man ikke længere finde sig i regeringens magtmisbrug.
"Oppositionspartiet startede en stor kampagne, hvor de sammen med kirkerne, der har rigtig meget magt i Zimbabwe, mobiliserede civilsamfundet i et oprør mod bandlysningen. Det blev kommunikeret ud til hele landet, at den her film, der handlede om tilblivelsen af landets første demokratiske grundlov, var blevet bandlyst. Det var antidemokratisk på et metaplan, hvor det næsten ikke var til at holde ud," siger Camilla Nielsson om forløbet.
"Det er ikke en Mugabe-basher, som jeg har lavet. Begge partier har godkendt filmen og indholdet. Men på den anden side, er jeg ikke overrasket over, at filmen blev bandlyst, fordi den måde at filme politik på, er aldrig før set i landet. Zimbabwes medielandskab minder lidt om Nordkoreas, hvor der er én statsligt betalt tv-station med statsligt betalte tv-værter, der udelukkende laver pro-regime propaganda. Så når der kommer en dansk dokumentarist og filmer politik med håndholdt kamera helt tæt på, er censorerne jo lige ved at falde ned af stolen."
En principsag om ytringsfrihed
For menneskerettighedsorganisationen Zimbabwe Lawyers for Human Rights var sagen en mulighed for at slå et slag for ytringsfriheden i landet, hvor modstandere af Mugabes regering tidligere er blevet tævet, fængslet eller dræbt.
Afrikanske præsidenter havde på det tidspunkt allerede tvunget Mugabes parti til at indgå i en koalitionsregering med oppositionspartiet, men til trods for, at det endelig var lykkedes at komme i gang med grundlovsforhandlingerne, så brugte Mugabe stadig sit hemmelige politi til at tyrannisere sine modstandere med trusler, vold og fængsling, hvilket man også ser i 'Democrats'. Men her havde den danske instruktør en fordel.
"Zimbabwe Lawyers for Human Rights førte sagen på mine vegne, ikke alene for at få denne film om grundlovsforhandlingerne ud, men også fordi, det var en vigtig principsag om medie- og pressefrihed. Og her var det en fordel, at det var en udenlandsk instruktør, som lagde sagen an," siger Camilla Nielsson.
"Hvis det var en lokal filminstruktør, som var gået efter struben på Mugabe og hans regering, så risikerer man forfølgelse eller andre former for repressalier under og efter retssagen. Men en dansk filminstruktør er et langt mere sikkert skud i en sag om ytringsfrihed, fordi det værste, der kunne ske for mig, var, at vi tabte. De kunne ikke komme til København i en sort bil og køre mig væk."
Den hvide outsider
Men det har også været en udfordring for Camilla Nielsson, der er uddannet antropolog, at komme til et land, hvor man af kolonihistoriske årsager ikke er særligt begejstret for hvide europæere.
"Vi blev ofte mødt med en stærk 'omvendt' racisme på grund af vores hudfarve, og det var ret voldsomt for både Henrik Ibsen, min fotograf, og mig, at arbejde I et land, hvor man ikke havde lukket vestlige medier ind de sidste rigtig mange år,” siger Camilla Nielsson.
"Så det, at vi kom så politisk tæt på, som vi gjorde, var en lang proces. Vi optog filmen over tre år, og tiden arbejdede for os i forhold til at vinde de medvirkendes tillid, så de stolede på, at vi ikke havde det sædvanlige neo-koloniale blik på historien eller lavede den lette sensationalistiske anti-Mugabe-vinkel. Det var en lang proces at nå til det punkt, hvor vi til sidst bare fik lov til at være der, og man ikke længere stillede spørgsmål ved, hvor vi kom fra."
