Cinemateket varmer op til Copenhagen Jazz Festival

Cinemateket varmer op til Copenhagen Jazz Festival med syv koncert- og portrætfilm med blæs i.

Den københavnske sommer står i jazzens tegn. År efter år gæster både store legender og vilde, unge opkomlinge byen i juli som del af Copenhagen Jazz Festival, og den efterhånden 30 år gamle festival er for længst blevet en tradition, der tegner byen.

Cinematektet varmer op til den store musikbegivenhed i hele juni måned med syv film, der hver især portrætterer nogle af jazzens største. Blandt højdepunkterne er den betagende Billie Holiday-biografi "Lady sings the blues", som bliver vist for første gang i mange år, og den Oscar-nominerede dokumentarfilm "Let's get lost" om Chet Baker, som nu vises i en nyrestaureret kopi.

De syv film, der skal forberede københavnerne på sommerens jazz-indtog, er:

"Dexter Gordon: More than you know"

Portrætfilm fra 1996 af den herboende instruktør Don McGlynn om tenorsaxofonisten Dexter Gordon (1923-90), der hørte til blandt beboppens fineste kunstnere. Han boede i København i årene 1962-76, hvor han blev en stor inspirationskilde for de danske musikere – blandt andre Niels Henning Ørsted Pedersen, med hvem han ofte optrådte og indspillede. Senere fik han flere filmroller, hvoraf han blev Oscar-nomineret for "Round Midnight" i 1986.

Søndag den 7. juni klokken klokken 17.15 og tirsdag den 16. juni klokken 16.30.
Billetpris: 50 kr. (medlemmer: 35 kr.).

"Art Pepper: Notes on a jazz survivor"

Don McGlynn er også manden bag denne portrætfilm om den amerikanske altsaxofonist Art Pepper, der startede karrieren ved at spille med bl.a. Stan Keaton. Han udviklede dog sin helt egen og unikke spillestil, som med tiden blev modnet, og han oplevede et bemærkelsesværdigt comeback mod slutningen af sit liv. Filmen fra 1982 beskriver hans liv i smukke billeder og masser af musik.

Søndag den 21. juni klokken 17 og søndag den 28. juni klokken 18.45.
Billetpris: 50 kr. (medlemmer: 35 kr.).

"Between a smile and a tear"

Der var en gang en jazzklub i København, som hed Montmartre. Her optrådte alle koryfæerne fra Stan Getz til Dexter Gordon. Klubben drejede definitivt nøglen om i 1976, men i 2005 genåbende det legedariske koncertsted i Store Regnegade i to sommerdage, hvor flere af de gamle musikere fik lejlighed til at mødes, tale og frem for alt at spille med repræsentanter for jazzens yngre arvtagere. Musikeren Niels Lan Doky dokumenterede begivenhederne i denne kritikerroste film, som blandt andet byder på optrædener med Toots Thielemans, Johnny Griffin, Mads Vinding og Lisa Nilsson.

Fredag den 5. juni klokken 17 og torsdag den 11. juni klokken 19.
Billetpris: 65 kr. (medlemmer: 40 kr.).

"Lady sings the blues"

Der var ikke mange jazz-fanatikere, der kunne se det for sig, da det blev meddelt, at Motown-sangerinden Diana Ross skulle spille hovedrollen som Billie Holiday i denne biografi. Mistroen blev dog afløst af beundring, da man så filmen og hendes hudløse skuespil samt hørte hende synge Holidays sange. Selv gamle musikere, som havde arbejdet sammen med Lady Day, måtte overgive sig. Diana Ross blev nomineret til en Oscar i 1972 for sin rolle, og filmen er fuld af smuk og hjerteskærende musik.

Lørdag den 13. juni klokken 16.15 og lørdag den 27. juni klokken 19.15.
Billetpris: 65 kr. (medlemmer: 40 kr.).

"Let's get lost"

Chet Baker var ikke bare en gudsbenådet musiker. Som ung var han også et beundret stilikon, hvis drengede look blev beskrevet som en krydsning mellem James Dean og Jack Kerouac. I denne Oscar-nominerede dokumentar fra 1988 beskriver modefotografen Bruce Weber kontrasten mellem den unge, smukke Chet og den ældre og slidte mand. Filmen er forbilledlig i enkelhed og skønhed og byder på guddommelig musik samt interviews med Bakers ekskoner og børn – og mange sjældne optagelser.

Onsdag den 3. juni klokken 21.45, søndag den 14. juni klokken 20.30 og søndag den 28. juni klokken 14.15.
Billetpris: 65 kr. (medlemmer: 40 kr.).

"Carmen McRae live in Tokyo"

Carmen McRae er blandt kendere én af de helt store jazz-vokalister, skønt hun ikke er så vidt berømt mere. Karrieren blev grundlagt i 1950'erne, hvor hun var en af Billie Holidays gode venner. Japanerne var de første, som tog hende til sig i 1960'erne, mens de europæiske koncertsteder først kom til i 1970'erne. Hendes stemme kan være vred som en skarp cello og blød som fløjl, og den følsomme diktion er uovertruffen. Koncerten her er optaget i Kan-Hoken Hall i Tokyo i 1986.

Lørdag den 13. juni klokken 14.15 og tirsdag den 23. juni klokken 21.45.
Billetpris: 65 kr. (medlemmer: 40 kr.).

"Ung mand med trompet"

"Bix" Beiderbecke var allerede en musiklegende, da han døde kun 28 år gammel i 1931. "Ung mand med trompet" er inspireret af hans korte og intense liv. Kirk Douglas spiller trompetisten, der er splittet mellem to kvinder: den neurotiske intellektuelle (Lauren Bacall) og den søde vokalist (Doris Day). Blandt andre musikere byder denne solide film fra 1950 på pianisten og komponisten Hoagy Carmichael, Harry James, Buddy Cole og Jimmy Zito.

Onsdag den 3. juni klokken 16.45 og torsdag den 18. juni klokken 18.00.
Billetpris: 65 kr. (medlemmer: 40 kr.).

Læs mere på www.jazzfestival.dk