Dagens lektie: "Se to film!"

Billede til artiklen Dagens lektie: Se to film!

Nu kan både lærere og elever se kort- og dokumentarfilm på nettet hjemme, og det giver fleksibilitet i undervisningen.

Film bliver nu for alvor sidestillet med andre medier som et tidssvarende og fleksibelt undervisningsmiddel på landets skoler. Eleverne kan let få en film for som hjemmearbejde, og de kan inddrage film i projektarbejde og andre læreprocesser, hvor de selv vælger kilder og medier - uanset om de er på skolen eller hjemme.

Omdrejningspunktet i det hele er websiden filmstriben.dk, som giver adgang til kort- og dokumentarfilm over Internettet for undervisningsinstitutioner og biblioteker. Som noget helt nyt får nu eleverne pr. 1. august også adgang hjemmefra.

Filmstriben giver adgang til et overflødighedshorn af primært danske kort- og dokumentarfilm. Filmstriben tilbyder lige nu knapt 600 film fra Det Danske Filminstitut, og de næste to år kommer der omkring 400 nye og klassiske film til.

På Filmstriben finder man film af instruktører som Christoffer Guldbrandsen, Anders Østergaard, Martin de Thurah, Christina Rosendahl, Anders Morgenthaler og mange, mange flere. Nyheder og klassikere. Prisbelønnede novellefilm og kontroversielle dokumentarfilm, men også film for de yngste og enkelte spillefilm. Alle streamet i dvd-kvalitet - og mange af dem suppleret med undervisningsmaterialer.

Filmstriben har eksisteret i to år, og alle skoler har i det seneste år kunnet få gratis prøveabonnement. Indtil nu har mere end 2000 skoler tegnet gratis abonnement. Et abonnement giver adgang til Filmstriben på alle skolens computere, og lærerne kan, ligesom eleverne fremover vil kunne, også se filmene på enhver computer med netadgang.

Fra 1. august vil et abonnement på filmstriben koste 1800 kroner for en skole pr. år.

Læs mere på www.filmstriben.dk

[Foto: "... Og det var Danmark". En af de mange dokumentarfilm fra Filmstriben, der kan benyttes i undervisningen.]