Distributionen af dansk dokumentarfilm er udfordret af, at tv-stationernes forpligtelser blev ændret i filmaftalen fra 2019, så de ikke længere er forpligtet på støttebeløb, men kun på antallet af film, der skal erhverves på markedsvilkår, lød det fra Claus Ladegaard:
”Det betyder med vores og producenternes øjne, at tv-stationernes økonomiske engagementet er alt for lille, rettighedsoverdragelsen alt for voldsom og visningen er for dårlig.”
Udover reguleringen bunder udfordringen ifølge Ladegaard i et skred i forståelsen af tv-stationernes kulturpolitiske forpligtelse, hvor dokumentarfilm kun i begrænset omfang betragtes som en public service-kerneopgave, hvilket står i modsætning til i de øvrige nordiske lande:
”Det helt absurde er, at danske dokumentarfilm ses af flere mennesker i Norge, Sverige og Finland, end de gør i Danmark. Nordisk Film & TV Fond har undersøgt 18 danske dokumentarfilm, hvoraf 13 er set af flere i et andet nordisk land end Danmark, og det er jo på en eller anden måde absurd, men det siger også noget om, at der faktisk godt kan være en vej frem her. Og den vej hedder: faste slots, god programlægning, markedsføring.”
På baggrund af en betydningsundersøgelse, der viser, at publikum til danske dokumentarfilm går på tværs af alder, geografi og sociale grupper, pegede Claus Ladegaard på, at en genindførelse af filmforpligtelsen er den bedste løsning for at opnå det uudnyttede potentiale.
Temaet for årets DOKDAG var ’den medvirkende’.
