Dansk film er kommet flot ud af coronakrisen, og der er god grund til at give sig selv og hinanden et klap på skulderen for den imponerende indsats.
Sådan lød roserne fra Filminstituttets direktør Claus Ladegaard til den danske filmbranche, der efter sidste års onlinebegivenhed var mødt talstærkt fysisk op i Cinemateket til det årlige brancheseminar FIKTION 2021 mandag den 20. september. Dagens tematiske omdrejningspunkt var nye perspektiver i form af geografisk og social mangfoldighed.
"Vi har i nogle år været optaget af repræsentation i forhold til etnicitet og køn. Men det er faktisk ikke nok at se på repræsentation. Hvis vi vil være mangfoldige og kulturelt betydningsfulde, kræver det også, at vi er bevidste om, hvilken position vi fortæller fra og med hvilket blik, vi ser på livet, historierne og Danmark i filmene. Derfor er vores overskrift i dag perspektivskifte," sagde Ladegaard.
Film skaber empati
Den bold greb kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der glædede sig over dansk films succes og opfordrede branchen til at indgå i en dialog om, hvad der skal til politisk for, at dansk film kan fortsætte sin opblomstring og beholde sin plads som attraktivt kulturprodukt hos publikum. Det er vigtigt, netop fordi film har potentiale til at give et nyt perspektiv på tilværelsen, mente ministeren.
"Når man kommer ud af mørket, har man måske en større viden om sig selv og i hvert fald om verden omkring sig. Måske kommer man også ud med en smule mere empati. Vel at mærke i en tid, hvor vi lever mere adskilt og i mindre grad oplever mødet mellem vidt forskellige danske liv. Så er det fantastisk, at filmkunsten kan bringe os derind, hvor vi alligevel kan sætte os i hinandens sted. Derfor skulle det også gerne være alle mulige forskellige slags øjne, vi låner i de to timer – for at opnå mest mulig klogskab både på os selv og på andre menneskers liv," sagde Ane Halsboe-Jørgensen.
Den politiske og kulturelle polarisering mellem land og by har Ane Halsboe-Jørgensen tydeligt mærket i sin første tid som kulturminister.
"Jeg er hundrede gange blevet stillet spørgsmålet, om jeg er til håndboldhallen eller Det Kongelige Teater. Jeg tror, at vi må insistere på, at hvis vi tillader, at de kontraster bliver etableret som en sandhed, misser vi noget af det, kunst og kultur kan: at bringe os tættere sammen som mennesker."
Hør både Claus Ladegaards og Ane Halsboe-Jørgensens taler fra dagen:
Samfundets brud har flyttet sig til provinsen
At der immervæk er en forskel mellem "bonderøve" og "københavnersnuder" illustrerede instruktør Lisa Jespersen og forfatter Stine Pilgaard i en diskussion af deres skildringer af provinsen fra et outsiderperspektiv i henholdsvis spillefilmen 'Hvor kragerne vender' og romanen 'Meter i sekundet'. Men mange af de misforståelser, begge værkers hovedpersoner kommer ud for, bunder også i kommunikationsformen, var de enige om. Stine Pilgaard beskrev en akavet middagsscene i 'Hvor kragerne vender' som "et vemodigt forsøg på at nå hinanden", og Lisa Jespersen stemte i: "Vi vil hinanden det bedste, men kommer lynhurtigt til at svine hinanden til, fordi vi ikke kan jargonen."
Måske er en del af forklaringen på konflikten, at københavnerne stadig tror, de udgør verdens navle. Men at samfundets vigtigste kollisioner, brud og dramaer stadig udspiller sig i storbyen er en kæmpe misforståelse, fremførte chefredaktør for Dagbladet Information Rune Lykkeberg, der stod for dagens talk. Han argumenterede for, at samfundets konflikter i dag fortrænges i den overciviliserede storby, men til gengæld udspiller sig i provinsen, hvor bl.a. industrien dør, og naturkræfterne hersker. Men i storbyerne forstår vi stadig ikke, hvad De gule veste, det gule Danmark og Brexit-tilhængerne er sure over. Og den moderne fortælletradition bygger stadig på forestillingen om, at det er i storbyen, man oplever "samfundets puls".
"Kulturelt er vi ikke rykket ind i det 21. århundredes virkelighed, vi går stadig rundt med 1850'ernes billede af storbyen. Jeg synes, det er en kæmpestor opgave for os at skabe en kulturel forestillingsverden, der passer til vores virkelighed," sagde Lykkeberg.
Lyset tilbage i øjnene
Den virkelighed vil instruktør og manuskriptforfatter Christian Bengtson gerne skildre i sin kommende debutspillefilm 'Krysantemum', som han har optaget i sin hjemstavn Thy. I en debat om mønsterbrydere med filmkonsulent Lotte Svendsen og rektor på Den Danske Filmskole Tine Fischer – og med en hilsen fra skuespiller og instruktør Marijana Jankovic, der sad fast på optagelse – fortalte Christian Bengtson om kontrasten mellem at komme fra en landbrug- og arbejderklassebaggrund i Thy og mødet med den københavnske kreative klasse på Den Europæiske Filmhøjskole og Filmskolen.
"Jeg kunne godt se, at selvom vi var ligesindede, var vi startet på meget forskellige steder. Mange havde praktisk erfaring fra filmproduktion og havde familie i filmbranchen. De var meget foran på det filmfaglige, og jeg skulle virkelig gøre en indsats for at indhente dem," fortalte Christian Bengtson.
I de første år skammede han sig over sin baggrund. Men på Filmskolen opdagede han med hjælp fra underviser Kim Leona en lyst til at give nuancer til billedet af provinsen.
"Jeg ville gerne tale Jylland og de klasser, jeg kommer fra, op og give folk det lys i øjnene, som de er blevet frarøvet. I de sidste 20 år har vi oplevet en voldsom centralisering i Danmark, der er gået ud over provinsen. I kulturen har det skabt en myte om Udkantsdanmark, som er falsk: Billedet på de mørke byer, det lukkede samfund, de stumme mennesker, racisterne, pædofili og et samfund, der ikke kan holde sig selv oven vande, men skal have saltvandsindsprøjtninger fra storbyerne. Alle de ting har forgrenet sig i vores kultur og reduceret en stor del af den danske befolkning til skiltebærere og repræsentanter for nogle fordomme," sagde Christian Bengtson.
"Folk skal føle sig set. Hvis de ikke gør det, bliver de vrede, og så kommer der et modtryk. Jeg vil ikke romantisere provinsen. Der er pis og lort alle steder, men du skal lyssætte det rigtigt for at få nuancerne med."
Opgør med ligebehandling
Hvordan filmbranchen skal tiltrække og inkludere talenter uden for storbyens middelklasse, som kan skabe de nuancer i fortællingerne om Danmark, er en kæmpe udfordring, var der enighed om i salen. Tine Fischer påpegede, at de kunstneriske uddannelser er de uddannelser i Danmark, der har mindst social mobilitet. Hun argumenterede for, at filmuddannelserne skal gøre op med det danske uddannelsessystems universalistiske tankegang, hvor alle bliver behandlet lige, for at skabe målrettede indsatser, fx i form af mentorordninger eller forberedende kurser. I modsætning til fx musik og sport findes film ikke i det brede foreningsliv, og derfor virker miljøet utilgængeligt.
Kunstnerisk leder af New Danish Screen Mette Damgaard talte for, at rekrutteringen til filmbranchen skulle foregå langt tidligere, og direktør for FilmFyn Klaus Hansen fortalte om et initiativ på Fyn, hvor skolelærere får undervisning i at undervise i filmproduktion.
Instruktør Olivia Chamby-Rus, der præsentererede sig som indvandrerbarn af polakker, pegede på udfordringen i at formidle over for udsatte grupper, der ikke har den kulturelle forståelse for, hvordan fx en højskole fungerer, at filmbranchen overhovedet er noget for dem.
Løsningerne ligger ikke lige for, og Lotte Svendsen opfordrede til at fortsætte debatten. Instruktør Ala'A Mohsen sluttede dagen ved at minde os om hvorfor.
"Der er en fascination af underklassemiljøer, men blikket har i al for lang tid været for distanceret. Jeg tror, det er vigtigt at rekruttere bredt, for hvis instruktøren har levet det, tror jeg, at vi får nogle flere nuancer, end at det bare er synd for folk. Christian fortæller, at de også har det sjovt i Thy. På Vestegnen havde vi det også sjovt."
