Dansk film har succes på internationale festivaler verden over

INTERNATIONALT. Prisregn og flotte anmeldelser. Danske fiktions- og dokumentarfilm gør sig i disse dage bemærket på store internationale filmfestivaler.

David Borensteins dokumentarfilm ’Mr. Nobody Against Putin’ havde i sidste uge verdenspremiere på den prominente amerikanske Sundance Film Festival, hvor den fredag aften vandt World Cinema Documentary Special Jury Award med motivationen:

”For den modige handling at dokumentere propagandaens fordækte oprindelse i de russiske skoler og for at vise os, hvor let det er at bruge misinformation til at manipulere, går World Cinema Documentary Special Jury Award til ’Mr. Nobody Against Putin’.”

Helle Faber har produceret for Made in Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen får dansk premiere på CPH:DOX i marts 2025 og distribueres derefter rundt i landet af DOX:DANMARK.
 

Mathias Broes debutspillefilm ‘Sauna’ havde også verdenspremiere på Sundance-festivalen, hvor den modtog rosende anmeldelser fra de internationale journalister. Eksempelvis skrev amerikanske Indiewire i sin anmeldelse af filmen: “En passioneret cis-trans kærlighedshistorie udforsker nyt terræn i dansk film” og The Film Verdict beskrev, hvorledes ‘Sauna’ giver “En dybdegående og kompleks skildring af båndet mellem to mennesker, der udforsker kønsmæssig fluiditet og dets plads i samfundet.”

’Sauna’ har fået støtte fra Filminstituttets talentudviklingsordning New Danish Screen og får dansk biografpremiere 24. april.

Danske film på Sundance

Danske spillefilm og dokumentarer er traditionelt stærkt repræsenteret på Sundance Filmfestivalen.

På den seneste festival deltog Lin Allunas dansk-grønlandske dokumentar 'Twice Colonized’, der er produceret af Ánorâk Film.

I 2022 deltog Christian Tafdrups psykologiske gyser 'Speak No Evil' og Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm 'A House Made of Splinters'. Simon Lereng Wilmont blev belønnet med en fornem instruktørpris for filmen, der er produceret af Final Cut for Real.

I 2021 vandt Jonas Poher Rasmussens 'Flugt' prisen for bedste internationale dokumentarfilm, mens Camilla Nielssons 'President' løb med særprisen for bedste 'Vérité Filmmaking'. Begge film er ligeledes produceret af Final Cut for Real.

I 2019 var der priser til Mads Brüggers 'Cold Case Hammarskjöld' og May el-Toukhys 'Dronningen', i 2018 til Gustav Möllers 'Den skyldige' og i 2017 til Feras Fayyads 'De sidste mænd i Aleppo'.

To priser til danske film på Nordens største filmfestival

Lørdag aften fik to danske fiktionsfilm særlig opmærksomhed på Göteborg Film Festival. Magnus von Horns ’Pigen med nålen’ vandt kritikerprisen FIPRESCI, uddelt af den internationale føderation af filmkritikere, og Sylvia Le Fanus rørende debutspillefilm 'Min evige sommer' modtog hædrende omtale.

Juryen, der bestod af Jakub Kuba Armata (Polen), Alexander Zwart (Holland) og Shahla Nahid (Frankrig) begrundede uddeling af kritikerprisen FIPRESCI til ’Pigen med nålen’ således:

Mere information

Lizette Gram Mygind
Festivalkonsulent, spillefilm
Tlf. +45 2482 3758
lizetteg@dfi.dk

“Filmens instruktør mestrer filmkunsten til perfektion. Vi hædrer denne film for dens imponerende kameraføring, den unikke musik, den atmosfæriske scenografi, der nærmest får sit eget liv, samt de stærke præstationer og dialoger. Filmen kaster et skarpt lys over kvinders vilkår og nødvendigheden af en feministisk kamp. Den viser os også, hvordan man bevarer sin menneskelighed i en verden af mørke og forførelse – en kontrast, der understreges af de sort-hvide billeder.

Den Oscar-nominerede ’Pigen med nålen’ er skrevet af Magnus von Horn sammen med Line Langebek, og filmen er produceret af Malene Blenkov for Nordisk Film Creative Alliance og Mariusz Włodarski for Lava Films med støtte Det Danske Filminstitut og blandt andet Det Svenske Filminstitut, Det Polske Filminstitut, Nordisk Film & TV Fond og Eurimages. Filmen distribueres af Nordisk Film og kan lige nu ses i danske biografer.

Om Dragon Award Best Nordic Film Special Mention, der gik til ‘Min evige sommer’, udtalte juryen:

“For en modigt personlig, følsom og smukt skabt film, der bevidst undgår at forcerer drama eller sentimentalitet – et imponerende og yderst lovende debutværk – går juryens Særlige Hædersomtale til ’My Eternal Summer’ af Sylvia Le Fanu.”

’Min evige sommer’ modtog i efteråret hovedprisen under de nordiske filmdage i Lübeck og fik en flot modtagelse til verdenspremieren på San Sebastian Film Festival. Filmen har modtaget støtte fra New Danish Screen, Filminstituttets ordning for talentudvikling, og får dansk biografpremiere 27. februar.

OM GÖTEBORG FILM FESTIVAL

Nordens største filmfestival målt på antal publikummer. Festivalen viser både internationale film, men har særligt fokus på nordiske film, hvorfor den derfor anses som et vigtigt internationalt vindue for nye nordiske talenter.

Sidste år vandt Nikolaj Arcels 'Bastarden' FIPRESCI-kritikerprisen og publikumsprisen, mens Sidse Babett Knudsen modtog Nordic Honorary Dragon Award.

Stadig danske film i spil på internationale festivaler

Søndag aften havde Jeppe Røndes ’Kærlighedens gerninger' verdenspremiere på Rotterdam Filmfestivalen, hvor den er udtaget til festivalens Harbour-program for kunstnerisk orienterede og eksperimenterende film fra hele verden.

Julie Walenciak og Siri Bøge Dynesen har produceret for Paloma Productions med støtte fra Filminstituttet og Den Vestdanske Filmpulje. Filmen distribueres af Filmbazar for Scandinavian Film Distribution med forventet dansk biografpremiere den 11. september 2025.

Om IFFR

International Film festival Rotterdam, der er grundlagt i 1972 og finder sted i Holland, er kendt for sit fokus på kunstneriske, eksperimenterende og innovative film fra hele verden og tiltrækker årligt over 300.000 besøgende.

Festivalen er en vigtig platform for uafhængig filmkunst og giver filmskabere mulighed for at nå et globalt publikum og danne netværk.

Harbour-programmet fremhæver film med en stærk kunstnerisk vision et særligt fokus på at udfordre traditionelle fortælleformer og visuelle udtryk.

Fire danske titler er udtaget til Berlinalen, hvor publikum, filmfolk, branche og presse i næste uge samles til årets store filmfest.

Stort tillykke til de allerede mange flotte resultater og god fornøjelse i biografen!

Om Berlin International Film Festival

Berlin International Film Festival, også kaldt Berlinalen, er blandt de vigtigste filmfestivaler i verden og har eksisteret siden 1951. Hovedprisen på festivalen er Guldbjørnen: én for bedste spillefilm, én for bedste kortfilm og én som hæderspris. De øvrige priser udgøres af Sølvbjørne.

Festivalen har en række programmer, foruden hovedkonkurrencen, heriblandt Panorama, Forum og det nye debutantkonkurrenceprogram Perspectives samt Generation programmet, der primært henvender sig til et familie- og ungdoms publikum.

Med et program på over 400 film, mere end 4.000 besøgende journalister og 20.000 filmprofessionelle fra over 130 lande spiller festivalen en central rolle i at opnå international finansiering og distribution.

Den 75. Berlin International Film Festival løber af stablen fra 13. til 23. februar 2025.