Dansk kvindekampfilm på vej til Kina

KINA. Mette Knudsens dokumentarfilm ”Vejen er lang – om kvindebevægelsens historie” skal senere på måneden vises for et kinesisk publikum. Filmen følger således Meta Films danske #MeToo-mosaik, der 8. marts startede distributionen på sociale medier i Kina.

Den 27. marts er filminstruktør Mette Knudsen inviteret til at vise sin film ”Vejen er lang – om kvindebevægelsens historie” for kinesiske og nordiske forskere. Samme uge holder instruktøren oplæg med klip fra sin film ’Grevindens døtre’, som er åbent for den kinesiske offentlighed. Mette Knudsen ser frem til, at historien om den danske kvindebevægelse når et nyt publikum og kan inspirere den akutelle kvindekamp flere steder i verden.

100 års kvindekamp fortsætter

’Vejen er lang – om kvindebevægelsens historie” er både en historisk og personlig film, hvor Mette Knudsen sætter den Rødstrømpebevægelse, hun selv var en del af, ind i et større og nutidigt perspektiv. Filmen skildrer 100 års kvindehistorie og ser tilbage på to bølger af frigørelseskamp, der udspillede sig i årene omkring 1870 og 1970 både i Danmark og globalt. I dag vækker filmen genklang i, hvad Knudsen betegner kvindefrigørelens tredje globale bølge. Hun har fulgt #MeToo-bevægelsen, som hun mener har formået at tage debatten om ligestilling videre og bryde tavsheden omkring seksuelle overgreb og sexchikane. 

”Jeg synes, det er fantastisk at nogle tabuer er blevet brudt - at tavsheden er blevet brudt. Og for mig er det ikke mindst opløftende igen se unge mænd og kvinder gå på gaden for ligestilling”. Hun oplever et rivende engagement fra især de unge i dag, når hun fremviser sin film og debatterer med en ny generation, der har fat i kampånden. 

Vejen til Kina

DANSK KVINDEKAMP OG #METOO TIL KINA

Mette Knudsen er inviteret til at vise "Vejen er lang - om kvindebevægelsens historie" til en workshop arrangeret af Cecilia Milwertz fra Nordic Institute of Asian Studies og Eric Messerschmidt fra Dansk Kulturcenter i Beijing. 

På Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts startede Dansk Kulturcenter i Beijing ligeledes samarbejde med Meta Film om oversættelse og distribution af den danske #MeToo-mosaik på sociale medier i Kina.

I samarbejde med Dansk Kulturcenter i Beijing bliver ”Vejen er lang – om kvindebevægelsens historie” tekstet til et kinesisk publikum. Mette Knudsen glæder sig over, at der igen vækkes opmærksomhed i landet omkring kvinders rettigheder. Hun er positivt overrasket over, at #MeToo finder sine egne ben at stå på i Kina, og håber på at hendes egen film kan få lov at blive distribueret og indgå i samfundsdebatten.

”Jeg er spændt på at se, hvad det fører til. For jeg tror bestemt, at en del af disse ting fortsat er ret tabu i Kina. Jeg kan kun håbe på, at den bliver modtaget lige så godt, som den er blevet i Danmark. I 1970’erne var den vestlige verdens kvindeoprør inspireret af Maos filosofi om, at kvinder bærer halvdelen af verden. Så man kunne håbe på, at debatten kunne bidrage til en nyopblomstring inden for de rammer, de nu har.”

”Der sker noget, når man får viden om, hvilke kampe der kæmpes i andre lande. Det er med til at inspirere, når vi viser, at der åbnes op for eksempelvis #MeToo og krav fra kvindebevægelserne i Vesten.”

Styrken i kvindekamp på film

Mette Knudsen har tidligere vist sin film for internationale studerende herhjemme, og senest er den udgivet på de fire største indvandresprog i Danmark. Hendes vision er, at filmens skildring af den danske kvinderettighedsbevægelse kan bidrage til genkendelighed mellem kvindekampe i forskellige kulturer. Ikke mindst håber hun, at den vil støtte op om kampånd og forandring i den aktuelle kvindebevægelse, der også herhjemme berører andre nationaliteter i alle samfundslag.   

”Jeg oplever, at den fungerer som en inspiration, så folk får lyst til at gøre noget. Og så er modtagelsen ofte fulgt af stor forundring, særligt blandt nydanskere: ”Hvorfor har vi ikke fået noget at vide om alt det her før?”. Det er langt fra et udbredt faktum, at danske kvinder har skulle kæmpe så meget i så lang tid for at opnå bare en nogenlunde ligestilling.” 

”Filmen vil vise den kamp. Den kan give perspektiv på, hvor vanskeligt det har været at komme igennem med ting, vi måske tager for givet i dag. Hvis den kan inspirere til handling og til en større forståelse af, hvad der er for en verden vi lever i, og hvad der kræves for, at der bliver lige vilkår og chancer for alle kvinder og mænd, så kan jeg kun være glad.”

Filmen blev nomineret til en Bodil i 2017 og er støttet af Det Danske Filminstitut.