Elle Fanning spiller rollen som den unge fotomodel Jesse, som flytter til Los Angeles for at påbegynde en modelkarriere. Her bliver en gruppe kvinder i modebranchen opslugt af hendes ungdommelighed – og de vil gøre, hvad det kræver for at blive som hende.
Filmen udspringer af Refns interesse for samfundets besættelse af skønhed: "Den besættelse er aldrig gået væk. Det er en aktie i konstant vækst. Det interessante er, at på grund af den digitale revolution, virker det som om, at skønhedens levetid bliver ved med at falde," fortæller instruktøren i et engelsksproget interview med Wendy Mitchell, som kan læses på DFI's hjemmeside
"The Neon Demon" er Refns første film med en kvindelig hovedperson. Filmens producer, Lene Børglum, der også producerede hans tidligere Cannes-deltager "Only God Forgives", er imponeret over Refns evne til at indfange kompleksiteten – ikke bare med hovedpersonen Jesse, men også filmens andre kvindelige karakterer:
"Jeg synes virkelig, han fangede dem. Man kan mærke 'spillet' mellem dem, og alle de ting, der ikke er ord for. Jeg synes, han har gjort det på en særlig måde, som vi ikke rigtigt har set før."
Læs det engelsksprogede interview med Lene Børglum.
Lene Børglum har produceret "The Neon Demon" for Space Rocket med støtte fra Det Danske Filminstitut.