Danske dvd udgivelser i marts

PÅ DVD. Marts byder på Oscar-vinderen "Hævnen", ungdomsdramaet "Hold om mig" og det dansk-grønlandske drama "Eksperimentet". Desuden er der et varmt gensyn med danske filmperler i "Danske Film Klassikere Box".

Imens vinteren fortsat bider sig fast, kan danske filmelskere hygge sig indendørs med følgende film på dvd:

"Hævnen" – på dvd den 1. marts

Susanne Biers "Hævnen" nåede knap nok at modtage Danmarks tredje Oscar, før dvd'en lå klar til salg. Blot et døgn efter udgivelsen skulle der gå, før dvd'en opnåede guldstatus med 40.000 solgte eksemplarer, og filmens distributør måtte straks få sat en ekstraproduktion af dvd'er i gang for at kunne klare efterspørgslen.

"Hævnen" er produceret af Sisse Graum Jørgensen for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.

"Danske film klassikere box – Rød" – på dvd den 2. marts

Nu er der mulighed for at se eller gense flere af den danske filmskats klassikere. Boksen med seks film indeholder noget for enhver smag.

Lystspil-entusiaster kan sig opleve Arne Weels "Det begyndte ombord" fra 1937 og Bent Christensens "Hovedjægerne" fra 1971. Ib Mossin og Peer Guldbrandsens "Sønnen fra vingården" fra 1975 kan fornøje de patriotiske og eventyrlystne. Og man kan få set tre af Annelise Hovmands film: "Krudt og klunker"(1958), "Gøngehøvdingen"(1961) og "Nu stiger den" (1966).

"Hold om mig" – på dvd. den 15. marts.

Sara er klassens stille pige, som Mikkel har et godt øje til. Louise har været kæreste med Hassan, som er ven med Mikkel, og som måske er ved at være lidt træt af Louise. Men i kølvandet på en række tilsyneladende ubetydelige begivenheder udvikler det, som skulle have været en ganske almindelig skoledag for Sara, Mikkel, Louise og Hassan, sig til et tragisk vendepunkt, som gør, at intet nogensinde bliver det samme igen.

Kasper Munk har instrueret det prisvindende ungdomsdrama fra 2010, som er produceret af Anders Toft Andersen for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstituts RÅFILM-pulje.

"Eksperimentet" – på dvd den 22. marts.

Baseret på autentiske begivenheder og inspireret af Tine Bryld og Per Folkvers interviewbog "I den bedste mening" tager Louise Friedbergs film fat i en ømtålelig sag i den dansk-grønlandske historie. 

Ellen Hillingsø spiller forstanderinden på et skolehjem, der skal fortsætte omskolingen af grønlandske børn, der først var blevet fjernet fra deres familie og sendt til plejefamilier i Danmark for derefter at vende tilbage som elitedanskere og rollemodeller i 'det nye Grønland'.

"Eksperimentet" er produceret af Signe Leick Jensen og Birgitte Skov for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

"Tommy"

Endelig skal nævnes, at Sami Saifs anmelderroste dokumentarfilm "Tommy" om Melodi Grand Prix-stjernen Tommy Seebach udkom på dvd den 22. februar.