Når San Sebastian Film Festival slår biografdørerne op for 72. gang, bliver det med en flot dansk deltagelse på tværs af festivalens programmer. En stjernespækket musical i den officielle hovedkonkurrence, en dansk debutfilm i New Directors-konkurrencen og en kortfilm fra Super16 i Nest-programmet er at finde på dette års festival.
The End
'The End' af Joshua Oppenheimer fortsætter sin flotte festivalturné med udvælgelsen til hovedkonkurrencen i San Sebastian, hvilket også markerer filmens europæiske premiere.
Den anerkendte instruktørs stjernespækkede musical centrerer sig om en af de sidste familier i live på jorden. Da en fremmed ung kvindes pludselige ankomst truer deres luksusliv i en bunker dybt under jorden, begynder familiens søn at sætte spørgsmålstegn ved deres tilsyneladende perfekte eksistens.
'The End' er skrevet af Joshua Oppenheimer og Rasmus Heisterberg og produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Signe Byrge Sørensen har tidligere produceret Joshua Oppenheimers to Oscar-nominerede dokumentarfilm 'The Act of Killing' og 'The Look of Silence'. Filmen er desuden støttet af Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn, Nordisk Film & TV Fond og Eurimages og produceret i samarbejde med DR.
Filmen distribueres af Filmbazar for Scandinavian Film Distribution.
Min evige sommer
Sylvia Le Fanus debutfilm 'Min evige sommer' skildrer den 15-årige Fanny og hendes forældre, der er taget i sommerhus for at tilbringe sommeren, sådan som de altid plejer. Under overfladen af deres sædvanlige rutiner og traditioner dvæler dog en uudtalt sorg – de ved, at det bliver hendes mors sidste sommer. Mens de forsøger at få det bedste ud af den tid, de har tilbage sammen, navigerer familien forsigtigt mellem at nyde nuet og at konfrontere den uundgåelige fremtid.
I filmens bærende roller ses Kaya Toft Loholt i rollen som Fanny samt Maria Rossing og Anders Mossling i rollerne som forældrene.
'Min evige sommer' er skrevet af Sylvia Le Fanu og Mads Lind Knudsen og produceret af Jeppe Wowk for Adomeit Film med støtte fra New Danish Screen, Filminstituttets ordning for talentudvikling. Filmen er også støttet af Creative Europe, FilmFyn, DR og Den Vestdanske Filmpulje.
Filmen er udvalgt til festivalens New Directors Program og verdenspremieren i San Sebastian finder sted 23. september. Filmen får dansk premiere 30. januar 2025.
Wild Child
Den danske kortfilm 'Wild Child' er udtaget til festivalens Nest program, der har til formål at promovere nye filmskoletalenter.
'Wild Child' udspiller sig i en nær fremtid, hvor jorden har udslettet alle voksne som straf for ikke at have passet ordentligt på planeten. Børnene er alene tilbage, og vi følger en lille gruppe af dem, der har slået sig ned på en gigantisk losseplads. Her prøver de at få dagene til at gå i deres eget lille samfund, mens de undgår at forholde sig til det uundgåelige – fremtiden. Børnenes sammenhold bygger på at hade de voksne, og den verden de gav dem, men hvad sker der, når gruppens ældste – Barbie – selv er ved at blive til én?
Instruktør Sif Lina Lambæk har skrevet manuskriptet sammen med Kristine Plechinger Tüchsen, og Christian Lønhart har produceret midtvejs filmen for Super16 årgang #12.