Danske film på dvd i oktober

Venskab, hævn, anger og eksperimenter. Her er månedens danske dvd-udgivelser.

Jørgen Leth Collection 6: 1. oktober
Nu kan du fuldende din samling med sjette og sidste del af dvd-bokssættet Jørgen Leth Collection med film af Danmarks unikke auteur. Boksen indeholder en række af Leths tidlige eksperimentalfilm fra 1963 til starten af 70'erne. Filmene blev optaget on location med billigt udstyr og produceret for sparsomme midler uden professionelle skuespillere. De kunne være poetisk fabulerende, krasse samfundskritiske, eller surreelle billeddigte, der udfordrede det etablerede filmsprog.
Læs mere om bokssættet og arrangement i Filmhuset.

Karla og Katrine: 6. oktober
12-årige Karla skal i sommerhus med sin familie og inviterer Katrine med i håb om, at de bliver bedste veninder. Venskabet kommer dog under pres, da pigerne møder den jævnaldrende Jonas. Men da han bliver beskyldt for en række tyverier, må pigerne stå sammen om at opklare sagen.
"Karla og Katrine" er efterfølger til "Karlas Kabale". Begge film er instrueret af Charlotte Sachs Bostrup og bygger på Renée Toft Simonsens populære børnebøger. "Karla og Katrine" blev set af 175.000 i biografen.

Himlen falder foto Lars Reinholdt
"Himlen falder"

Himlen falder: 6. oktober
Sara blev fjernet fra sin familie som 11-årig, men hun vender som voksen tilbage til Fyn, da hendes biologiske mor skal begraves. Her opdager hun, at hun har to små søstre, der bliver udsat for frygtelige ting i farens hus – ting, som trækker spor tilbage til Saras egen barndom – og hun beslutter sig for at gøre op med sin fortid. Filmen er inspireret af Tønder-sagen.
"Himlen falder" er Manyar I. Parwanis debutfilm. I rollerne ses bl.a. Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Dick Kaysø og Kirsten Olesen.

Blekingegadebanden (foto: Jasper Carlberg)
"Blekingegadebanden"

Blekingegadebanden: 13. oktober
Anders Riis-Hansens anmelderroste dokumentarfilm går bag om gruppen af venstreorienterede idealister, der i kampen for retfærdighed mister grebet om deres egen moral. Det hele ender i november 1988 med Danmarkshistoriens indtil da største kup mod Købmagergade Postkontor og drabet på en 22-årig politimand. I filmen står et af gruppens kernemedlemmer Bo Weymann, som var den anonyme "stemme" i Peter Øvig Knudsens bøger, for første gang åbent frem og fortæller om livet i gruppen.
"Blekingegadebanden" er med sine 75.000 solgte billetter den mest sete danske dokumentarfilm siden "Gasolin'" i 2006.