Danske premierer uge 14-15

PREMIERE. Hårde tøser, fiskerbøsser, slædehunde – på mandag får dokumentaren "Vilde piger" premiere på TV 2, mens du på Filmstriben allerede nu kan se "My love – Historien om Poul og Mai" og koproduktionen "Byen ved verdens ende".

Tv

 


8. april: Vilde piger

TV 2 kl. 22.35

De gør hvad der passer dem, har masser af temperament og attitude, og kommer tit op og slås. I en tilværelse præget af svigt, misbrug og vold er der oftest kun veninderne at læne sig op ad. Mens de sociale myndigheder gør deres for at hjælpe dem på rette kurs, skal pigerne forsøge at finde troen på en bedre fremtid, og ikke mindst modet til at tage kampen op – uanset hvad det kræver. Der er lang vej fra slåskampenes adrenalinsus til at kunne reflektere over fortiden, og til at tage ansvar for sine handlinger. Men som årene går, udvikler pigerne sig til unge, stærke kvinder, der får ryddet op i deres liv og langsomt, men sikkert får skabt en meningsfuld tilværelse med udsigt til en fremtid.

"Vilde piger" er instrueret af Tine Katinka Jensen og Mette Carla T. Albrechtsen og produceret af Elise Lund Larsen og Vibeke Vogel for Bullitt Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs instruktørinterviewet "Når piger slås"

Trailer

 


Nye premierer på Filmstriben

 


 

 

My Love – Historien om Poul og Mai

 

 

My Love
Poul og Mai og den store kærlighed. Foto: Klassefilm

66-årige Poul er fisker i Hårbølle på Møn. Tyve år yngre Mai er fra Bangkok. Poul og Mai elsker hinanden. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere elskede de hver især deres koner. Filmen skildrer en kærlighedshistorie, der hylder troen på, at vi kan finde stor lykke i vores liv, hvis vi tør. Samtidig spejler den vores vestlige samtids romantiske og kompromisløse krav til den store kærlighed i mere traditionelle værdier som ansvarlighed, omsorg og næstekærlighed.

Filmen er instrueret af Iben Haahr Andersen og produceret af Lise Saxtrup for Klassefilm med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se "My Love – Historien om Poul og Mai" på Filmstriben

Trailer


Byen ved verdens ende

byen-ved-verdens-ende
Foto fra filmen

"Byen ved verdens ende" er et vittigt, overraskende og meget positivt portræt af en isoleret landsby i Grønland bestående af 59 mennesker og 100 slædehunde, som det lykkes at overleve mod alle odds.

Filmen er en engelsk koproduktion instrueret af Sarah Gavron og koproduceret af Made in Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se "Byen ved verdens ende" på Filmstriben

Trailer